Katrine Blauenfeldt

Foto: Karin Sparre

Feminist. Osteelsker. Sexpositivist. Hamlet-fanatiker.

 

Det var i efteråret 2013, jeg begyndte at kalde mig selv feminist. Jeg havde valgt Kønsstudier som valgfag på Københavns Universitet, uden helt at vide, hvad det indebar. Før det havde jeg aldrig rigtigt tænkt over ligestilling, feminisme, patriarkatet, hverdagssexisme, cat calls, voldtægtskultur, heteronormativitet, privilegieblindhed, kønskvoter, the male gaze, toksisk maskulinitet, den heteroseksuelle matrice, forskellen på det biologiske køn og det konstruerede køn, slut shaming, victim blaming, gender policing, skadende og fastlåste kønsroller, mansplaining, internaliseret sexisme/racisme, transfobi, homosocialt begær og mange andre ting. Så du kan nok forstå, at det var et intenst semester, hvor min hjerne eksploderede af åbenbaringer, hver gang vi havde undervisning.

Siden det efterår har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at lære andre om feminisme og alle underkategorierne, igennem foredrag, debatter, klummer, podcasts, radioudsendelser, interviews, dybe samtale på snuskede bodegaer og min Instagramprofil. Men jeg mener, at en blog vil give mig en del mere frihed til at forklare og fortælle om mig selv, mit liv, mine tanker, følelser, viden og usikkerhed omkring alt inden for feminisme. Så det er, hvad bloggen handler om.

 

 

Men hvem fanden er Katrine Blauenfeldt egentlig?

 

31 år. Bor i Vanløse. Har en kandidatgrad i Engelsk fra Københavns Universitet. Arbejder på produktionsselskabet Copenhagen Bombay. Foredragsholder. Tidligere blogger for Berlingske. Tidligere klummeskribent for Eurowoman. Tidligere McD-medarbejder.

Jeg forstår ikke kæledyr. Til gengæld forstår jeg vodka. At tale om døden med fremmede mennesker gør mig glad. Modvind, paraplyer, folk, der ryger, mens de cykler, Braveheart, mild ost og tekno er nogle af de ting, der kan gøre mig mest arrig. Når jeg øser en portion mad op på en tallerken, så spiser jeg altid det, som jeg mindst kan lide først, og gemmer det bedste til sidst. Det er, fordi da jeg gik i børnehave og fik en pålægschokolademad med i madpakken, fik jeg altid at vide, at jeg kun måtte spise den, hvis jeg havde spist de andre madder først. Som typisk bestod af leverpostej og spegepølse. Selvom jeg godt ved, at det er tåbeligt, så tror jeg stadig lidt på, at mine øjne kan sætte sig fast, hvis jeg gør mig skeløjet og vinden pludselig vender.

(Visited 12.082 times, 11 visits today)