“Jeg behandler min kvinde, som jeg behandler min mor”

Mit ansigt, når mænd tror, de giver mig en kompliment, men det i virkeligheden er en lort pakket ind i cellofan.

 

Gå en stor bue udenom de mænd, der ytrer den sætning. Min erfaring siger mig, at de har en forskruet tilgang til kvinder. Der er så mange ting galt med det sætning, at jeg nærmest ikke ved, hvor jeg skal starte.

 

  1. Bliver du nødt til at huske på, at vi har samme køn som din mor, før du kan behandle os godt?

 

  1. ”Min” kvinde? Det klinger lidt klamt af ejerskab.

 

  1. Og hvordan er det så, du behandler din mor? Vasker hun dit tøj og så giver du hende et kindkys som tak? Taler du med din mor om hendes sexliv? Betyder hendes nydelse noget for dig? Laver du mad til hende, når du besøger hende? Eller laver hun mad til dig? Prøver du at forstå de kampe, hun har kæmpet i sit liv?

 

  1. Forventer du så, at jeg skal behandle dig, som din mor behandler dig?

 

  1. Hvorfor skal din mor overhovedet blandes ind i vores romantiske forhold?

 

Jeg mødte sådan en mand for en uge siden på Nørre Bodega på Nørrebro. Han sad og stirrede på mig i noget tid, og det endte med, at han og hans ven joinede mig og min veninde. Jeg vil gætte på, at vi talte sammen i ca. halvanden time. Eller … det vil sige, han sad og talte i halvanden time ind i mit ansigt. Han fortalte mig om sin 10-årige søn, som var rigtig god til fodbold, og som lige havde vundet et trofæ i en turnering. Han fortalte, at han var fra Caribien, men havde boet i Malmö i 12 år. Han flyttede til Sverige, fordi han mødte en svensk kvinde. Han lavede reggaemusik. Han byggede motorcykler. Han dj’ede nogle gange på Rust og Christiania. Han havde betalt 30.000 for sin guldkæde, som var 24 karat guld. Hans mor døde for to år siden, og han blev nødt til at flyve tilbage til Caribien til begravelsen, og flybilletten kostede 17.000 kr, men det havde han snildt råd til. Han syntes ikke, at jeg skulle gå med sølvsmykker, hellere platinsmykker, fordi de var mere værdifulde. Han havde et stort hus i Malmö, som han viste mig billeder af (jeg kan godt forstår, hvis du bliver forpustet af at læse det her. Jeg bliver forpustet af at skrive om det). Men han kunne bestemt ikke lide, når folk beundrede ham, for de ting, han havde; han ville have, at folk skulle kunne lide ham, for den han var. Dette fandt jeg underligt, da han i lang tid havde siddet og fortalt mig om prisen på alt, hvad han havde købt i sit liv.

 

Men det blev først rigtig bizart, da han begyndte at tale om, hvordan han syntes, kvinder skulle behandles. Han blev ved med at sige, at vi skulle behandles som prinsesser, fordi vi var så smukke og kostbare. Let’s break that down: Vi er smukke, så derfor skal vi behandles godt = en kvindes udseende er hendes billet til at blive behandlet godt = du skal være ung og tiltrækkende = don’t grow old, woman! Vi er kostbare = vi er noget, man kan købe eller vinde, som en pris i en konkurrence = vi er ikke selvstændige individer = vi er objekter, som tilhører mænd = shut up and be pretty, woman!

 

Og nu er der måske nogle af jer, der synes, at jeg lægger for meget i nogle ord. Men efter halvanden time kunne han ikke engang fortælle mig, hvad mit navn var. Fordi han udelukkende havde talt om sig selv. Fordi han ikke var interesseret i at lære mig at kende. Fordi han bare syntes, at jeg var en snack. Fordi mit udseende var det eneste, der betød noget. Og da han prøvede at kysse mig på munden, fjernede jeg mit hoved og sagde, at det skulle han ikke prøve på igen, fordi jeg ikke havde lyst til at kysse ham. Han spurgte om han måtte kysse mig på kinden. Jeg vendte min kind mod ham. Og hvem kan gætte, hvad han så gjorde? Da hans læber var et par centimeter fra min kind, greb han fat om min kæbe med sin ene hånd og tvang mit ansigt om mod hans, og så kyssede han mine læber … Så jeg mener, at min yderst objektive analyse af hans ord er helt spot on.

 

Sætningen ”jeg behandler min kvinde, som jeg behandler min mor” vidner om et hierarkisk forhold mellem to mennesker. Selvom man er voksen, er man stadig sine forældres barn. Og en mor (og far, for den sags skyld) vil ofte elske sin søn lige meget, hvad han gør. Han kunne røve en bank, overfalde en anden mand i byen, be a lazy fucktard, og hun ville stadig elske ham. Så hvis han sammenligner dig med sin mor, forventer han sikkert også, at du vil elske ham, som hans mor elsker ham: betingelsesløst og uden skrupler. Men sådan er virkeligheden ikke. Man skal gøre sig fortjent til den slags kærlighed. Man kan ikke bare komme med en pakke silkeskåret kødpålæg og så læne sig tilbage og vente på kys, kærlighed og beundring. Og jeg vil ikke behandles som en prinsesse. På grund af alle de negative konnotationer, der ligger i ordet ‘prinsesse’. Jeg tror, de fleste vil tænke på Disney-prinsesser, sådan nogle som er ærbare, søde, bløde og blide. Jeg tvivler stærkt på, at når en mand siger, at du er en prinsesse, at han så tænker på Olga of Kiev eller Nanny of the Maroons.

(Visited 1.749 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Ham har jeg også mødt på Københavns bodegaer, og det vist nemmest bare at konkludere at han kommer fra særdeles en ikke-vestlig kultur hvor vores definition af feminismen ikke ligefrem har kronede dage. Så at presse ham op imod skandinaviske ligestillingsidealer er at sammenligne æbler og pærer. Han er muligvis en stand-up guy på Caribien, en rigtig kvindeelsker – det aner vi ikke her.

    • Øh, sådanne typer har jeg også mødt der var fremavlet i ren vestlig kultur.. Så at affeje hans ævl med at han ikke har en vestlig ligestillings standard er for nemt.

      • Hehe hvorfor mener du det? Det er da overhovedet ikke ligegyldigt hvilket kulturelt ophav man har. Jeg er sikker på at vi i bund og grund har helt de samme holdninger, men man kan ikke forvente at den feministiske revolution begynder i Caribien. Lad os starte med partriaket herhjemme og hverdagssexismen/racismen/homofobien på arbejdspladsen før vi missionerer over søen. 🙂

  • Hvorfor brugte du dog halvanden time i den mands selskab? Jeg var skredet efter to minutter og havde fundet noget bedre, at bruge min tid på.

  • Lyder som en mere-mindreværdsproblematik som synes at gå igen hos mange (ikke alle) mænd på forskellige niveauer. Det er af en eller anden grund så pokkers svært ikke at komme til at fortælle hvem han gerne vil være i stedet for hvem han er. Autenticitet er måske bare svært hvis der er noget der kildrer i pikken 🤔

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *