Hvad er voldtægtskultur?

 

Jeg har skrevet om voldtægtskultur før, men det virker som om, der er mange, der ikke helt er med på, hvad det er. Voldtægtskultur betyder ikke, at størstedelen af danskerne vil svare ja, hvis de bliver spurgt om de synes, at voldtægt er okay. Ordet ’voldtægtskultur’ dækker over noget ganske kompliceret, som jeg her vil prøve at gøre lidt nemmere at forstå.

 

Voldtægtskultur består af  flere dele, bl.a. slut shaming, victim blaming, hverdagssexisme og objektivisering af kvinder i f.eks. reklamer, film, musikvideoer, sange og bøger. Det er når en kvinde straks bliver mistænkeliggjort, når hun fortæller om et seksuelt overgreb, hun har været udsat for. Det er de utallige kommentarer under artikler, der handler om en anmeldelse af en voldtægt, hvor mænd joker med situationen og/eller skriver, at kvinden skulle have ladet være med at drikke så meget/gå alene hjem/have en kort nederdel på/tale med en fremmed mand. Det er reklamer som disse:

 

 

Det er mænd, der skriver disse ting:

 

 

De ovenstående reklamer portrætterer kvinder som objekter, hvilket er med til at normalisere vold mod kvinder. Det betyder ikke, at når en mand ser et par af disse reklamer, så går han ud og tæver en masse kvinder bagefter. Men når kvinder bliver dehumaniseret, bliver det sværere at se dem som individer, der fortjener respekt. Dette er en gammel krigsstrategi, som altid er blevet brugt; du dehumaniserer fjenden, for så er det nemmere at få den generelle befolkning til at acceptere, at du starter den krig, som du har tænkt dig at starte. Man kan f.eks. se det i Bush’ 9/11-retorik, og i Trumps tweet for en uges tid siden, hvor han kalder Omarosa ’a crying lowlife’ og ’a dog’.

 

Vi har udviklet en forskruet diskurs omkring voldtægt, voldtægtsforbrydere og overlevere af voldtægt i vores samfund. Langt størstedelen af kvinder, der er blevet voldtaget, er blevet det af mænd, de kender. Men alligevel har vi konstrueret et narrativ, der fortæller os, at voldtægtsforbrydere er usoignerede, ensomme, halvgamle, halvfede, halvskaldede mænd, der ligger på lur i buske, iført mørkt og slidt joggingtøj og elefanthue, og hopper ud foran jomfruelige kvinder og derefter voldtager dem. Det lader til, at der er en bred konsensus om, at i alle andre situationer, bærer voldtægtsoverleveren i hvert fald lidt af skylden.

 

I stedet for at lære drenge og mænd, at de ikke skal voldtage, så lærer vi piger og kvinder, hvordan de kan undgå at blive voldtaget. Hvis du alligevel er så dum en kvinde, som lader dig selv blive voldtaget, så er det nok, fordi du ikke fulgte de 367 ”gode” råd, som kunne have reddet dig.

 

Jeg oplever, at de mænd, der bliver mest oprevet, når jeg skriver, at alle mænd er med til at opretholde et patriarkalsk system, der undertrykker kvinder, er de samme mænd, der siger, at en kvinde selv bærer noget af skylden for sin voldtægt. I kan altså ikke både blæse og have mel i munden. Hvis du siger, at det bestemt ikke er alle mænd, der voldtager (hvilket er sandt), og det faktisk er meget få mænd, som overskrider kvinders grænser (hvilket ikke er sandt), så kan du ikke i samme åndedræt sige, at man som kvinde selv er ude om at blive voldtaget, hvis det sker, når man tager på date med en mand hjemme i hans lejlighed i stedet for ude i offentligheden. For så siger du jo, at alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere, som vi skal være bange for.

 

Hvis du er en mand, der læser dette, og du sidder og tænker, at du i hvert fald aldrig har voldtaget en kvinde, at du aldrig har taget en fremmed kvinde på røven, at du aldrig har råbt seksuelle ting efter en kvinde på gaden, og derfor føler, at det er utroligt unfair, at du lige pludselig bliver placeret i samme kategori, som de, der har, så tænk over dette:

Har du overværet nogle af førnævnte ting uden at gøre/sige noget? Har du hørt en kvinde sige nej til dine tilnærmelser, men blevet ved med at “overtale” hende, indtil hun til sidst sagde ja? Har du ligget sammen med en kvinde (muligvis kæreste), som ikke havde lyst til sex, men du blev ved med at presse på, eller sige ting som “ej, du gider bare heller aldrig have sex mere”, hvorefter hun gik med til at have sex? Har du nogensinde rådet en kvinde til at tage lidt mere tøj på, fordi hun måske sender nogle forkerte signaler med det tøj, hun har på? Har du nogensinde omtalt kvinder som “ludere”, “billige” eller “brugte”? Fortæller du sexistiske jokes? Har du nogensinde rådet en kvinde til at lade være med at poste hel- eller halvnøgne billeder af sig selv på nettet, fordi det kunne give mænd nogle forkerte idéer? Har du nogensinde sagt til en kvinde, at hun bare skal tage det som en kompliment, når en mand har råbt noget seksuelt efter hende? Bliver du ved med at bruge penge på at se Woody Allen-film? Har du nogensinde brokket dig over at være endt i “the friend zone”?

Kan du svare ja til bare et af disse spørgsmål, så har du bidraget til voldtægtskulturen.

 

Jeg vil gerne påpege, at det ikke kun er mænd, der bidrager til voldtægtskulturen. Langt de fleste af os kommer til at bidrage til den, fordi det er så stor en del af vores samfund, som vi ikke bare kan lægge fra os fra den ene dag til den anden. Det vigtige er, at vi bliver mere opmærksomme på de ting, der er med til at objektivisere og dehumanisere kvinder, så vi kan lave om på det.

 

Jeg vil anbefale alle at læse dette omkring voldtægtskultur.

 

PS. Og nej, jeg siger ikke, at hvis du ser en Woody Allen-film er det det samme som at voldtage. Hvis det er, hvad du fik ud af hele dette indlæg, så er du direkte dum.

(Visited 2.373 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære Katrine.
    Kan du foreslå noget litteratur ud over linket du henviser til, som forklarer eller beskriver voldtægtskultur? Jeg vil gerne bruge fænomenet i min bachelor, og hvor end jeg gerne vil bruge dit blogindlæg som reference, så tror jeg ikke min vejleder vil godtage det 😅

    • _Asking for It: The Alarming Rise of Rape Culture – and What We Can Do It_ af Kate Harding. _Speaking Truth to Power_ af Anita Hill. _Against Our Will_ af Susan Brownmiller. _Female Chauvinist Pigs: Women and the Rise of Raunch Culture_ af Ariel Levy. _The Equality Illusion: The Truth About Women and Men Today_ af Kat Banyard.

  • Jeg har det virkelig svært med det ord “voltægtskultur”. Det er så volssomt et udtryk. Jeg mener også at den kausale sammenhæng mellem mellem objektivisering – af hvad man nu synes er sexet – og voldtægt ikke er bevist. Jeg er overbevist om at objektivisering er en del af folks sexualitet og at udskamme objektivisering ikke vil være produktivt for at skabe de mest frie og lykkelige mennesker mulig. Ellers er der ganske fine pointer i teksten, med undtagelse af den manglende forståelse for at med frihed kommer ansvar. Man kan ikke både have frihed og intet ansvar for de konsekvenser ens handlinger medfører. Man kan eksempelvis ikke poste nøgen billeder på nettet uden, at blive tolket ind i en sammenhæng. Mindre empatiske mennesker vil potentielt tolke en sådan handling helt anderledes end det var tænkt. Det irriterende at det er sådan, men vi er alle helt igenne, uperfekte mennesker, og til sammen skaber vi et uperfekt samfund, som vi alle har ansvar at navigere fornuftigt i.
    Igen mange fine pointer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *