Toksisk maskulinitet skader både kvinder og mænd

Læs The Descent of Man af Grayson Perry.

Jeg har ofte fået en masse mænd på nakken, når jeg har talt om toksisk maskulinitet. ”Hvorfor hader du maskuline mænd?” eller ”hvad er der nu galt med maskulinitet? Vil du have, at vi alle skal være feminine?” er nogle af de defensive spørgsmål, jeg har fået stillet.

 

Når jeg angriber toksisk maskulinitet, så angriber jeg ikke maskuline mænd eller maskuline værdier og væremåder. Jeg angriber en helt specifik maskulinitet, som skader både mænd og kvinder. Det er som om, en masse kun fokuserer på, at jeg skriver ordet “maskulinitet”, og fuldstændig overser ordet “toksisk”.

 

Når jeg taler om toksisk maskulinitet, taler jeg om den kulturelle konstruktion af ”mandighed”, som dikterer, at mænd skal være aggressive, ikke vise følelser og dominere kvinder. Der ligger utroligt mange eksplicitte og implicitte krav i den form for maskulinitet. En mand må ikke græde, bede om hjælp, vise svaghed, være homoseksuel, gå med make-up, gå med kjoler, gå i høje hæle, tale om følelser, lytte til Ariana Grande (selvom vi alle sammen godt ved, at hun er dronningen over alle, og vi burde alle lytte til hendes musik hele tiden, men det er et helt andet indlæg), drikke Cosmopolitans, se romcoms, få ansigtsbehandlinger … basically, han må ikke gøre/sige/nyde noget som helst, som er forbundet med noget feminint. Til gengæld skal en mand altid være stærk, stoisk, modig, drikke øl, drikke sort kaffe, have lyst til sex, være handlekraftig, klog, klar til at slås, forsvare sin ære og vinde kvinder/konkurrencer/fede arbejdesopgaver.

 

Hvis en mand befinder sig i et miljø, hvor han forventes at leve op til denne form for maskulinitet, vil han lynhurtigt blive irettesat, hvis han ikke overholder reglerne. Det kan være med små ord og kommentarer som ”slapsvans”, ”tøs”, ”mand dig op”, ”tag dig sammen” og lignende, eller det kan være grovere, såsom korporlig afstraffelse. Det betyder, at du hurtigt kan miste respekt blandt dem, du hænger ud sammen med, hvis du ikke med det samme beviser, at du er en ”rigtig mand”. Mange mandefællesskaber er desværre dyppet i toksisk maskulinitet, og det har seriøse konsekvenser for mænds fysiske og mentale helbred.

 

En af grundene til, at mænds gennemsnitlige levealder er lavere end kvinders, er, at mænd ikke søger lægehjælp ligeså ofte som kvinder gør. Mænd er mere tilbøjelige til at ignorere søvnbesvær, fysisk smerte, depressions- og angstsymptomer end kvinder, og det betyder, at mænd ofte ikke fanger en sygdom i tide, og derfor ender med at dø af den. Enten ved at en fysisk sygdom tager livet af ham, eller ved at hans mentale tilstand er blevet så slem, at han begår selvmord. Det er blandt andet, fordi vi, som samfund, lærer mænd, at de skal være i stand til at klare alt selv, og hvis de beder om nogen form for hjælp, så er de svage, og ”rigtige mænd” er altid stærke.

 

Undersøgelser viser, at hvis man undertrykker eller ignorerer sine følelser, kan det føre til en mere aggressiv adfærd. Så hvis en mand bliver ked af det, men nægter at anerkende det og tale om det, kan den følelse udvikle sig til vrede og aggression. Det går ikke kun udover ham selv, men ofte udover dem, der står ham nærmest, som en kæreste og/eller børn.

 

Kristian Blond Møller

 

Billedet viser min gode ven Kristian. Kristian spiller bas i et stoner rock-band, han kører på motorcykel og han har fuldskæg. Han går også med til, at jeg sminker ham og tager billeder af ham. Og da han gik ned med stress i slutningen af 2017 lyttede han til sin krop og begyndte til psykolog. Han talte også åbent om det til alle, der var i hans liv, hvilket jeg beundrer ham meget for. Det er ikke altid nemt at vise, at man er sårbar (hverken som man eller kvinde), men det er pissehamrende vigtigt at tale om det, og jo mere vi taler om de ting, der gør ondt, jo nemmere bliver det for os selv og dem omkring os at bearbejde de tæsk, man engang imellem får tildelt af livet (sorry for at lyde som en eller anden Master of Zen).

 

Til sidst vil jeg virkelig anbefale denne Ted Talk med Justin Baldoni (Rafael i serien Jane the Virgin), der taler om maskulinitet og hvordan vi bliver nødt til at finde en ny definition af, hvad det vil sige at være “en rigtig mand”.

(Visited 449 times, 3 visits today)

Kommentarer

  • Jeg er enig – meget enig endda. Og jeg kan genkende mange af de situationer du lister op, specielt fra mine yngre år (læs: som mindre indsigtsfuld) Ét punkt jeg dog ser med andre øjne er at jeg ikke mener det er “os mod dem”. Ja, gu’ er vi kvinder på samme hold, men det bør ikke udelukke at mænd ikke også kan være med på holdet – For ideen er vel at vi alle i sidste ende skal være ligestillede ?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *