Bobler, hvide, cishet mænd og akavethed

Mig og Peter til Kaspar Collings bogrelease sidste år.

 

I går var jeg til min ven Peters fødselsdag. Jeg havde i flere dage gået og tænkt over, om jeg overhovedet ville tage af sted, fordi jeg ikke kendte en eneste person, udover Peter. Og jeg bryder mig virkelig ikke om at være i et stort selskab, hvor jeg ikke kender nogen. Jeg føler mig lille, usikker og kejtet. Jeg har alle dage været virkelig ringe til small talk, fordi det keder mig, så jeg ender som regel med at tale til fremmede personer om ting, som jeg synes er skidehamrende interessante, men som de tydeligvis synes er gabende. I går talte jeg for eksempel med en mand om rengøring i ca. en time. Han var sød og venlig, men jeg kunne da godt mærke på ham, at det måske ikke var en samtale, som han ville komme til at huske resten af sit liv. Da han lidt desperat siger, at han skal på toilettet, opfatter jeg endelig, at jeg måske skal holde min kæft med lange monologer om Cilit Bang og microfiberklude. I stedet begynder jeg at kaste bobler ind i hovedet, som var det kokain og jeg var Lindsay Lohan, hvilket betød, at jeg blev rigtig fuld, rigtig hurtigt. Og underligt nok, så bliver mine samtaleevner ikke bedre, jo mere jeg drikker. Who would’ve guessed?

 

Jeg beslutter derfor, at det er tid til at tage hjem, men jeg vil jo ikke være uhøflig, så jeg skal lige sige farvel til dem, jeg har talt med i løbet af aftenen. Men jeg har høje hæle på, som jeg ellers meget sjældent har, og jeg er fuld, så min balanceevne er ikkeeksisterende, og jeg ender med at give en mand, hvis navn jeg slet ikke kan huske, en skalle, da jeg forsøger at kramme ham, men snubler og klasker min pande ind i hans kindben. Heldigvis tog han det ganske pænt. Hans ansigt forblev intakt, desværre kan man ikke sige det samme om min værdighed.

 

Jeg begiver min ud i opgangen, ned ad trapperne og ud i gården, hvor der står nogle fra festen og ryger. Jeg falder i snak med et par stykker. En hvid, cishet mand, hvis navn jeg heller ikke kan huske, siger noget om en trekant og griner. Jeg spørger om, hvem der skal være i den trekant, og han peger på mig, kvinden ved siden af mig og sig selv. Jeg siger, at så gider jeg ikke at være med. Han spørger om, hvorfor jeg ikke gider at være sammen med hende, der står ved siden af mig, og griner igen. Jeg siger, at det er ham, jeg ikke gider at have sex med. Og det forstår manden selvfølgelig ikke. Jeg fortæller, at jeg ikke tænder på hvide, cishet mænd, og det er der, hans hjerne eksploderer. Det var jo faktisk racistisk af mig at sige sådan noget. Det var faktisk også ret synd for mig, at jeg bare ville udelukke så mange menneske på den måde. Sikke en masse dejlig sex jeg måtte gå glip af. Jeg spurgte ham, om han nogensinde havde haft sex med mænd (fordi selv når jeg er til fest, så kan jeg ikke bare holde min kæft og ignorere typer, som jeg synes er latterlige). Han havde selvfølgelig aldrig haft sex med en mand. Jeg fortalte ham, at det da var synd for ham, at han udelukkede halvdelen af jordens befolkning, når det kom til potentielle seksuelle partnere. Han mente ikke, at det var det samme. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Fordi hvide, cishet mænd ikke er vant til at blive udelukket fra noget som helst. Vi står og diskuterer lidt frem og tilbage, mens de to andre i samtalen prøver at få os begge til at falde lidt ned, men min hjerne har forvandlet sig til en tyr, og den hvide, cishet mand er den røde klud, der bliver viftet rundt foran mit ansigt, så jeg bliver bare mere og mere arrig, og ender med at gå i vrede. Dog når jeg at blive stoppet af kvinden, der var med i samtalen og vi står og taler lidt. Den hvide, cishet mand kommer over og giver mig et kram og siger, at jeg jo har ret. Umiddelbart tænker jeg, at det betyder, at jeg må have vundet et eller andet, right? Måske retten til at forblive en socially awkward feminist. For jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at være den person, som kan smile, nikke og grine af personers småsexistiske eller småracistiske kommentarer, bare for at undgå en trykket stemning.

 

 

Nu vil jeg nyde mine chips og se en masse comedy, for man skal sgu huske at grine. Jeg kan stærkt anbefale Hannah Gadsby og hendes show Nanette, som ligger på Netflix.

 

 

God søndag, bishes.

(Visited 728 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • For det første: MEEEE!! 10/10, relatable.
    For der andet – er jeg den eneste der læser “Cilit Bang” som “Clit Bang”??

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *