Tone policing er et undertrykkelsesredskab

Mig, når folk begynder at tone police mig.

 

”Køl lidt ned.”

”Du er alt for følelsesladet lige nu.”

”Slap af, så vi kan have en voksen og fornuftig samtale om det her.”

”Det ville være nemmere for mig at lytte til og forstå dine pointer, hvis du ikke var så vred/hysterisk”

”Jeg vil bare gerne lære, men du gør det nærmest umuligt for mig, når du taler om emnet på sådan en aggressiv måde”.

 

Disse sætninger er eksempler på tone policing. Tone policing er et redskab, der bliver brugt af den person, der besidder mest magt i en samtale, der handler om undertrykkelse. Når folk, der tilhører en marginaliseret  gruppe, f.eks. forsøger at forklare, hvilke lovmæssige tiltag, der er behov for, for at de ikke bliver udsat for diskrimination og undertrykkelse, men de bliver mødt med ovenstående kommentarer, så er der tale om tone policing. Det bliver brugt til at fjerne fokus fra det, der rent faktisk bliver sagt, og hen på hvordan det bliver sagt. Det er det samme som at sige:

 

”Din krigeriske retorik gør mig ubehageligt til mode, og det er altså ikke en rar følelse, og du skal jo tænke på, at jeg er et godt menneske, som bare gerne vil hjælpe dig, så derfor bliver du altså lige nødt til at fortælle om dine problemer på en måde, som gør, at jeg stadig har det dejligt med mig selv og ikke føler mig angrebet, for ellers sårer du mine følelser, og hvorfor er du ude på at såre mine følelser?”

 

Disse folk går mere op i ro og orden end retfærdighed og ligestilling. Martin Luther King Jr. beskrev dette så smukt i Letter From a Birmingham Jail:

 

“First, I must confess that over the past few years I have been gravely disappointed with the white moderate. I have almost reached the regrettable conclusion that the Negro’s great stumbling block in his stride toward freedom is not the White Citizen’s Council-er or the Ku Klux Klanner, but the white moderate, who is more devoted to “order” than to justice; who prefers a negative peace which is the absence of tension to a positive peace which is the presence of justice; who constantly says: “I agree with you in the goal you seek, but I cannot agree with your methods of direct action”; who paternalistically believes he can set the timetable for another man’s freedom; who lives by a mythical concept of time and who constantly advises the Negro to wait for a “more convenient season.” Shallow understanding from people of good will is more frustrating than absolute misunderstanding from people of ill will. Lukewarm acceptance is much more bewildering than outright rejection.”

 

Argumentet for tone policing går på, at følelser og rationalitet ikke går hånd-i-hånd. Men hvordan og hvorfor skal man skære sine følelser fra et emne, som påvirker hele ens liv? Bandeordene og den skarpe retorik kommer ofte efter vi har forsøgt at fortælle om den diskrimination og de vanskeligheder vi oplever på daglig basis på grund af vores køn, kønsidentitet, seksualitet, race, økonomisk status, uddannelsesstatus og/eller kropsstørrelse, men uden at blive taget seriøst. Vores utryghed, mistrivsel, angst, vrede, oplevelser og viden bliver fejet ind under gulvtæppet og ignoreret. Martin Luther King Jr. skriver også: ”We know through painful experience that freedom is never voluntarily given by the oppressor; it must be demanded by the oppressed.”

 

Robot Hugs har lavet en glimrende tegneseriestribe, der forklarer, hvordan tone policing beskytter de privilegerede. Se den her.

 

Som jeg efterhånden har nævnt en del gange i forskellige blogindlæg og på min Instagram, så er det den privilegerede person, som bør lytte til den person, som er en del af en marginaliseret gruppe. Jeg skal ikke fortælle en racialiseret kvinde, at hun skal fortælle om sine oplevelser med racisme og misogynoir på en blidere måde, før jeg orker at lytte til hende. Lige såvel som heteroseksuelle mænd ikke skal fortælle mig, at de ville være på min side, hvis jeg bare gad at berette om mine oplevelser med monosexisme, bifobi og sexisme på en lidt venligere måde.

 

Et eksempel på tone policing, som blev sendt til mig for et par dage siden:

 

 

Kvinden fortæller mig, at jeg stadig skal være sød og mild, selv hvis folk taler grimt til mig, for de er jo bare nogle stakler, der ikke ved bedre, og det er mit ansvar at uddanne dem på en måde, så de ikke føler sig truet/angrebet/udfordret. Hvis der er nogen af jer, der er enige med hende, der her skriver til mig, så synes jeg, at I selv skal starte en Instagram og/eller blog, hvor I taler om feminisme på daglig basis, og så kan I jo prøve at håndtere alle de der fucktards på en fredsommelig og godmodig måde.

Glædelig tirsdag, bishes.

(Visited 732 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *