‘Puttemiddag’ og victim blaming

Stopper victim blaming nogensinde? *Sigh*

 

De seneste par dage har jeg fået en del henvendelser fra unge kvinder, der spørger om jeg ikke vil skrive noget om de berygtede ’puttemiddage’, som der er blevet diskuteret en del i medierne over de sidste par dage. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at gøre det, alene fordi det ville betyde, at jeg ville blive nødt til at læse de forskellige artikler og kommentarspor rundt omkring. Og det kunne jeg ikke overskue, for jeg vidste udmærket godt, hvad historien bag ’puttemiddagen’ ville være, og jeg vidste, uden et gram tvivl i min krop, at reaktionerne i kommentarsporene ville være fyldt med pragteksemplarer på victim blaming. Og det er en kæmpe trigger for mig, fordi jeg bliver taget tilbage til mine teenageår, hvor jeg oplevede en del victim blaming efter jeg fortalte om en voldtægt, jeg var udsat for. Men efter at have tænkt over det i halvandet døgns tid, bestemte jeg mig for, at jeg ikke kan gemme mig fra sådan nogle emner, da de er pissevigtige at tale om. Så i går aftes begyndte jeg at læse artikler og kommentarer, og hvor ville jeg gerne sige, at jeg ingen victim blaming fandt i kommentarsporene, men det ville desværre være løgn.

 

 

*

 

De fleste kommentarer går på, at pigerne jo bare kunne have sagt nej til at deltage i ’puttemiddagen’. Og på overfladen kan det da også lyde som et ganske fornuftigt råd. Men intet er så simpelt, når man har med mennesker at gøre. Der er ufatteligt mange ting, der spiller ind i sociale relationer og hierarkier, som vi ikke kan ignorere, hvis vi ønsker at forstå, hvorfor pigerne deltager, når de synes, det føles ubehageligt, og hvorfor drengene overhovedet laver disse ’puttemiddage’.

 

  1. En kvindes nej bliver ikke altid accepteret

Vi kvinder har lært, at vi ikke skal være besværlige. Vi skal være søde og medgørlige. Hvis vi siger nej til at deltage i ”sjove” arrangementer, bliver vi stemplet som snerper, og det kan meget nemt ødelægge vores muligheder for at finde en gruppe ”at høre til”, og alle, der har prøvet at blive mobbet, holdt udenfor, bagtalt, hånet, grint ad, ved hvor smerteligt det er. Det er især rigtig svært, når man er ung og har et kæmpe ønske om at være en del af et fællesskab, fordi på det tidspunkt er du stadig i gang med at lære dig selv at kende, og det gør vi bedst ved at have folk omkring os, som vi kan spejle os i, og som vi kan have lange samtaler med.

Hvis vi siger nej på en meget bestemt måde, hvor vi hverken smiler eller undskylder for vores nej, bliver vi stemplet som sure kællinger. Hvis vi siger nej på en småtøvende måde, bliver det tolket som, at vi bare spiller kostbare og gerne vil overtales.

Så kvinder kan sagtens prøve på at sige nej, men det vil ikke altid føre noget godt med sig. Tværtimod. Det kan føre til latterliggørelse og/eller udstødelse.

 

  1. Kvinder lider af internaliseret sexisme

Som samfund lægger vi ufatteligt meget værdi i en kvindes udseende; er du en smuk kvinde, er du en god kvinde. Når vi igen og igen får smækket reklamer i hovedet om, hvordan vi hurtigt kan tabe os, hvordan vi slipper af med appelsinhud, hvor mange squats vi skal lave hver dag, for at få en røv, som mænd kan lide, hvordan vi hurtigt kan slippe af med aldringstegn ved at benytte os af Botox, og samtidig får at vide, at det er noget vi skal gøre, for at få mænds opmærksomhed, kærlighed og anerkendelse, så er det ikke svært at forstå, hvorfor så mange piger rent faktisk havde et ønske om at være en af de ”heldige” som blev udvalgt til ’puttemiddagen’. Vi har lært, at vi skal have en mand ved vores side, for at være noget værd, fordi vores identitet bliver bundet op på, hvorvidt vi kan finde en mand, som gider at være sammen med os. Derfor er det ikke sært, at pigerne har gået med til at gøre ting, som de egentlig ikke syntes var sjove, men direkte grænseoverskridende, uden at sige noget i situationen, da vi har lært, at vi skal være taknemmelige, når mænd finder os attraktive.

 

  1. Mænd bruger kvinder som trofæer

Engang konkurrerede mænd om at være størst og stærkest (hvilket de selvfølgelig stadig gør den dag i dag), men nu handler det meget mere om, hvem der kan score flest kvinder og hvem, der tjener flest penge. Det er dét, der er prestige i. Det er dét, der gør dig til en rigtig mand. Det er dét, der gør dig bedre end andre mænd. Tidligere professor ved University of Illinois, Urbana-Champaign, Joeseph Pleck skriver om, at når mænd konkurrerer med hinanden om kvinders opmærksomhed, så handler det faktisk ikke om selve kvinden, det handler om båndet og forholdet mændene imellem. Det handler om at virke så maskulin som overhovedet muligt, og fordi vi, i vores samfund, ofte taler om mænds seksualitet som værende aggressiv, aktiv og altopslugende, så har vi skabt en idé om, at ”rigtige” mænd altid har lyst til sex. Det vil sige, at mænd lærer, at de konstant skal vise, at de er klar på sex (med kvinder), for hvis de ikke gør det, kan det blive stillet spørgsmålstegn ved deres seksualitet. Og selvom vi lever Danmark i 2018, så gennemsyrer homofobi stadig vores samfund, og derfor vil mænd for alt i verden ikke fremstå som homoseksuelle. Kvinder bliver altså et middel til målet, og målet er at vise de andre mænd, at man ikke er homoseksuel, for så kan der ske det samme for dem, som kan ske for kvinder, der siger nej: latterliggørelse og udstødelse af fællesskabet.

 

  1. Vi lytter til autoriteter

Det kan måske virke underligt at kalde 3.g.-drenge for autoriteter, men i forhold til 1.g.-piger, så er det præcis, hvad de er. Drengene kender skolen, kender reglerne, de ved, hvem de seje er, og hvem skal undgå at hænge ud med. Det, de siger er ofte lov, og det ligger dybt i de fleste af os, at vi skal lytte til dem, der har mere magt end os, da de fleste af os bliver opdraget til det. Denne autoritetstrofasthed rammer ofte piger/kvinder hårdere, fordi vi lærer, at vi skal lytte til mænd, at vi ikke skal modsige mænd, og at vi ikke skal være til besvær og/eller utaknemmelige. Så når disse piger får at vide, at det bliver sjovt, at de skal være beærede over at være udtaget til ’puttemiddagen’, og at det er en tradition, som alle tidligere udtagne piger har været begejstret for, så er det unægteligt ganske vanskeligt at sige nej.

 

At ligge ansvaret for at disse middage ikke skal finde sted over på pigerne er den ultimative form for victim blaming. Ikke alene er det skadeligt for de piger, som træder frem nu med beretningerne, men det er med til, at drengene ikke ændrer på en skid, og derfor bliver ’puttemiddagene’ helt sikkert ved til næste år.  Hvis vi alle sammen, både mænd og kvinder, blev bedre til at støtte op om de folk, der tør at stå frem med lignende fortællinger i stedet for at tie, eller i stedet for at ty til victim blaming, så ville vi kunne ændre på denne kultur, men så længe vi nægter at tale om det, der er det egentlige problem, toksisk maskulinitet, så kommer vi ingen vegne.

 

Når du har tid, så se dette afsnit, ’Workplace Sexual Harassment’, af Last Week Tonight med John Oliver:

 

Køb Mary Beards bog Women and Power, for at få en bedre forståelse af hvordan magtstrukturer fungerer, og for at få øjnene op for, hvordan kvinder bliver behandlet, når de siger fra overfor mænd.

 

*Jeg har ikke anonymiseret folk, da alle kommentarerne ligger under artikler på BT’s Facebookside, så det må betyde, at disse mennesker står ved deres udtalelser, og så synes jeg ikke, at jeg bør skjule deres identitet.

 

(Visited 2.864 times, 3 visits today)

Kommentarer

  • Tak fordi du bruger tid på at skære ud i pap, hvorfor både facebook-kommentarer og puttemiddage er kritisable. Jeg synes det er helt fint, at du laver konkrete nedslag i kommentarerne, selvom det vist ikke huer afsenderne. Det får mig til at tænke på det dér yolocaust-projekt, hvor folk skulle skrive og bede om at blive ‘undouched’

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *