Elsk dig selv først

Jeg elsker at sove alene.

 

Det er en pisseirriterende titel, jeg har valgt til dette blogindlæg. For hvor mange gange har man ikke hørt, at man skal elske sig selv? At man skal kende sit eget værd og bare være fuld af boblende selvtillid? Alle de der krystalkrammende-tarotkortliggende-astrologistuderende-homøopatitroende-fengshuimøbelerende mennesker laver ikke andet end at fortælle os, at vi skal elske os selv, mærke os selv, lytte til os selv. Og de prøver jo sådan set bare at give os nogle redskaber, som måske kan hjælpe os til at lære at elske os selv. Grunden til at der er så meget fokus på selvkærlighed er vel, fordi vi alle er helt alene i universet. Well, de fleste af os er så heldige at have venner og/eller familie, som vi har et stærkt og kærligt forhold til, men ingen kan 100p vide, hvad der foregår bag dine øjne. Det ved kun du. Så du er faktisk alene med dine tanker og følelser, som du selvfølgelig kan vælge at dele med andre, men der er ingen garanti for, at der findes en person, som forstår alle dine sider, og en endnu mindre chance for, at der findes en person, som både forstår alle dine sider og elsker dem.

 

I mine tyvere hoppede jeg fra forhold til forhold. Jeg hadede at være single, fordi jeg følte mig usikker, og jeg havde ikke nok i mig selv. Jeg havde brug for en, der var sjov, for så virkede jeg selv sjovere, når jeg var sammen med den person. Jeg havde brug for en person, der var klog, fordi jeg selv mente, at jeg ikke vidste døjt om noget som helst. Jeg forsøgte at finde en, der kunne – ligesom klichéen beskriver – gøre mig hel. Mine tyvere var i det hele taget et stort identitetsrod, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få styr på, så enten forsøgte jeg at finde en, der kunne ”fikse” mig, eller så prøvede jeg at finde en, som jeg kunne ”fikse”. Det åbenlyse problem er, at man ikke kan fikse andre. De skal fikse sig selv, hvis der altså overhovedet er noget, der skal fikses. Ligeledes kan jeg ikke forvente, at en anden person skal komme ind i mit liv og give det glæde og mening.

 

Du bliver nødt til at elske dig selv, og kunne lide dig selv, før du kaster dig frådende over et romantisk forhold. Som Daniel Sloss siger i sit comedy show Jigsaw på Netflix om forhold, der går i stykker: ”A bunch of people who never took the time to learn how to be alone, therefore never learned how to love themselves, so you employed someone else to do it”. Hvilket jeg synes er ret korrekt formuleret. Hvis jeg ikke kan elske mig selv, så jeg må finde en, der kan gøre det for mig. Men, som Sloss fortsætter med at sige:

 

’There’s nothing wrong with taking time for yourself to work out who you are before you go out there into the dating world, because how can you offer who you are if you don’t know who you are? There’s nothing wrong with being selfish for a bit because you’ve got the rest of your life to be selfless. If you only love yourself at 20%, that means somebody can come along and love you 30%. You’re like, ”Wow, that’s so much.” It’s literally less than half. Whereas if you love yourself 100%, a person who falls in love with you has to go above and beyond the call of duty to make you feel special. And that’s something everyone of us deserves.’

 

Jeg går ud fra, at de fleste, der læser dette, har prøvet at ligge i sengen en søndag med tømmermænd og have the blues. Sådan en dag, hvor man bare gerne vil have en person, der kan ligge og holde om en og kysse ens øreflip, og lige gå ned til bageren efter romkugler. Fordi vi føler os lidt sårbare, alene, triste. Vi har brug for en, der kan tage sig af os. Bare en lille smule. Sådan har jeg i hvert fald tilbragt mange søndage, når jeg har været single. Drømt om at en eller anden sød mussi, lige ville komme forbi og give mig lidt kærlighed. Sådan har jeg det ikke mere. Jo ældre jeg bliver, jo mere nyder jeg mit eget selskab. Også om søndagen, når jeg har tømmermændsblues. Måske faktisk især på søndage, hvor jeg er ramt af the blues. Og det betyder ikke, at der er noget galt med at ønske sig en kæreste. Jeg forstår godt det ønske. Hele vores samfund er bygget op om monogame parforhold. Man støder på det alle steder. Især kvinder får at vide, at en romantisk partner er vejen til lykke. Hvilket også er grunden til, at vi som samfund dømmer single kvinder meget hårdere end single mænd.

 

Jeg har nu været single i næsten halvandet år. Så længe har jeg ikke været single før. Og jeg har heller aldrig haft det så godt med mig selv, som jeg har nu. Jeg kan endelig ægte lide, hvem jeg er, hvilket aldrig har været noget, jeg har brugt tid på at opnå før, fordi jeg har prøvet på at få andre til at kunne lide mig. And that’s fucking exhausting.

 

So be you. Go live your best life.

And go watch Daniel Sloss on Netflix. Both of his shows. Dark and Jigsaw.

 

(Visited 631 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *