Seksuelle overgreb bliver ikke taget alvorligt

Brett Kavanaugh

 

 

Hvis du er en hvid, cishet mand fra middelklassen, kan du slippe af sted med alt. Du kan udøve sexchikane mod dine kolleger eller ansatte, du kan forgribe dig på veninder og kærester, du kan sågar begå voldtægt, uden nogen konsekvenser.

 

Sagen jeg tænker på her, er sagen om senator Brett Kavanaugh og beskyldningerne rettet mod ham af professor Christine Blasey Ford om et seksuelt overgreb, der fandt sted i starten af 1980’erne, da Ford var 15 år, og Kavanaugh var 17.

 

Brett Kavanaugh er blevet nomineret af president Trump til the Supreme Court, hvilket vil sige, at han lige er gået gennem en masse høringer og baggrundstjek, inden the Senate Judiciary Committee skal stemme om nominationen, og derved bestemme om nominationen skal gå videre til hele Senatet.

 

I juli skrev Ford et brev til senator Dianne Feinstein, hvor hun fortæller om det seksuelle overgreb. I sidste uge kom det frem i amerikanske medier, at Feinstein har videresendt brevet til FBI, for at få dem til at undersøge sagen. Det skabte en del røre i medierne, og i søndags valgte Ford at træde frem og sætte navn og ansigt på den hidtil anonyme anklager. Ford har ikke stået frem offentligt med anklagerne tidligere, fordi hun har været fuldt ud klar over, hvordan man som kvinde bliver modtaget, når man kommer med sådanne anklager mod en hvid og magtfuld mand. Men i søndags sagde hun i et interview til the Washington Post: ”Now I feel like my civic responsibility is outweighing my anguish and terror about retaliation.” Her kan du læse brevet, som Ford sendte til Feinstein, hvor det seksuelle overgreb bliver beskrevet.

 

Og det kan vel ikke komme bag på nogen, at Ford ikke ligefrem er blevet taget godt imod. Hun har modtaget dødstrusler, og har været nødsaget til at flytte ud af sit hjem midlertidigt af frygt for sin sikkerhed. Senator Orrin Hatch har udtalt, at han mener, at Ford er noget forvirret, fordi han har talt med Kavanaugh, som benægtede, at han overhovedet var til den fest, hvor angrebet skulle have fundet sted. Og flere senatorer har sat spørgsmålstegn ved Fords troværdighed, fordi hun har ventet så længe med at stå frem med navn og ansigt. Og Trump har udtrykt sin dybe sympati for – nej, ikke Ford – Kavanaugh:

 

 

Ford har gennemført en løgnedetektor-test, udført af en tidligere FBI-agent, som viser at hun taler sandt. Og da hun gik i terapi i 2012, fortalte hun sin terapeut om episoden, og terapeuten har offentliggjort sine noter fra den samtale med Ford. Fords mand, Russell Ford, har været ude offentligt og støtte sin kone, og har fortalt, at han tydeligt kan huske, at det var Kavanaughs navn, som hans kone nævnte, da hun fortalte ham om det seksuelle overgreb.

 

Kavanaugh selv benægter alt: ”This is a completely false allegation. I have never done anything like what the accuser describes — to her or to anyone.”

 

Hvorfor er det nemmere, at tro på en mand, som siger, at han ikke har seksuelt forulempet en kvinde, end det er at tro på en kvinde, der fortæller, at hun er blevet seksuelt forulempet og som fortalte det til sin terapeut for seks år siden, hvor der findes noter, der beviser dette, og har bestået en løgnedetektor-test omkring emnet? Det er som om, at det eneste, der vil få folk til at tro på Ford er, hvis Kavanaugh går ud og indrømmer, at hendes beretning er sand, og selv der ville nogle mænd sikkert sige noget i stil med: ”Ej, men Brett, er du nu helt sikker på, at det er sandt? Du er jo sådan en god mand. Jeg kan ikke forestille mig, at du virkelig har overfaldet hende. Det var vel bare en joke, ik’?”

 

Hvad fanden skal der til, før man som kvinde bliver taget alvorligt, når man taler om seksuelle overgreb? Skal man bedøves og gruppevoldtages af fire mænd, der filmen hele episoden og lægger det op på Snapchat, før folk tror på en? Nå nej, de blev jo også frikendt, fordi det ikke kunne bevises, at kvinden ikke var i stand til at sige nej.

 

Fords anklage mod Kavanaugh minder om Anita Hills anklage på Clarence Thomas tilbage i 1991, hvor Hill endte med at blive ydmyget, og offentlighedens støtte til Thomas blev ikke mindre efter den sag.

 

 

Jeg kan godt forstår, hvorfor så mange kvinder vælger at lade være med at stå frem, når de bliver udsat for seksuelle overgreb eller voldtægter. Vi får altid smidt en bunke lort i ansigtet, der bliver altid sat spørgsmålstegn ved vores troværdighed, vi bliver altid spurgt om vi havde drukket, om vores hukommelse nu er så god, som vi påstår, om vi måske bare fortrød dagen efter, om vi havde flirtet med gerningsmanden, om hvorfor i alverden vi dog valgte at gå alene hjem, eller om hvad der dog fik os til at være alene med en mand, som vi kun havde kendt i nogle timer. Vi kan ikke gøre noget rigtigt, når vi har været udsat for et seksuelt overgreb. Lige meget hvordan vi reagerer, så skal der nok være en eller anden, som mener, at vi reagerede forkert, og at vi derfor ikke er til at stole på.

 

Hvorfor skulle Ford komme med denne anklage, hvis den ikke var sand? Hvad ville hun få ud af det? Kom med en eneste plausibel grund til at hun skulle lyve.

 

Kvinders ord, sikkerhed og velvære betyder ikke en skid. Til gengæld betyder mænds alt. Derfor holder vi kvinder vores kæft, når vi bliver overfaldet, voldtaget, tæsket, ydmyget, tilsvinet og nedgjort, fordi vi ved, at ingen gider at lytte. Ikke rigtigt. Ikke nok til at gøre en forskel.

 

Jeg vil lade Anita Hills ord i the New York Times slutte mit indlæg.

(Visited 440 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *