Indfør kvindekvoter

Men looking at materials presented by the National Association Opposed to Woman Suffrage, Library of Congress.

 

Du er 11 år og står i skolegården på din folkeskole. Du frygter alle frikvarterene, fordi det er dér, du bliver mobbet. Du har ikke haft et eneste frikvarter siden 1. klasse, hvor du bare har kunnet lege, fordi der har været en specifik gruppe af børn, som altid har været efter dig. Det er ikke kun dig, de mobber, der er en håndfuld andre i din klasse, som også bliver udsat for deres fysiske og psykiske tortur. Det ender altid på samme måde; du ligger krøllet sammen på den kolde jord, med tårer og blod løbende ned ad dit ansigt, og du får endnu engang fremstammet, ”Vil I ikke godt lade mig være? Vil I ikke godt stoppe?” Dette forsøg på at tale til en eller anden gemt form for empati i deres baghoveder virker ikke. De griner bare, spytter på dig og går. I morgen starter det forfra. Du har talt med de andre, der bliver mobbet og spurgt dem om I ikke skal sige det til en af lærerne, men de andre er bange for, at det bare vil gøre situationen værre, at mobberierne vil blive grovere, og derfor har de ikke lyst til at sige noget. Du ender med at gå alene til læreren og fortælle om de mange episoder, og lærerens svar er, at du bare skal bede dem om at stoppe, dog med en fast og bestemt stemme, for du skal jo lære at forsvare dig selv.

 

Nu vil jeg gerne høre, hvad du tror, der vil ske, hvis mobbeofret næste gang siger, med fast og bestemt stemme, ”I skal stoppe nu!” i stedet for at fremstamme ”vil I ikke godt stoppe?” Tror du, at tyrannerne vil sige, at de er kede af, at de har udsat dette barn for disse skrækkelige ting, og derefter stoppe? Tror du, at intet vil ændre sig, og at mobberierne vil fortsætte? Tror du, at det pisser mobberne af, og at de vil blive endnu værre i deres adfærd over for dette barn?

 

Når der har været en dominerende gruppe, som har undertrykt en anden gruppe, uanset om det har været hvide, der har undertrykt BIPOC, eller om det har været rige, der har undertrykt fattige, om det har været mænd, der har undertrykt kvinder, om det har været heteroseksuelle, der har undertrykt queers, så er der aldrig sket nogen forandringer ved at de marginaliserede har bedt om retfærdighed. Folk med magt kommer ikke til at give den fra sig, bare fordi man siger, at man gerne vil have del i den. Hvis man, som del af en marginaliseret gruppe, vil have noget af den magt, så må man kæmpe til man sveder blod, til man kan trække vejret under vand, til ens ånde forvandler sig til ild, til ens hud bliver til stål. Man bliver nødt til at skabe modstandsgrupper, der sammen kan gå mod den dominerende klasse. Man bliver nødt til at råbe. Man bliver nødt til kræve og forlange. Igen og igen og igen og igen. Indtil den dominerende gruppe bliver rundtosset og forpustet, og derfor ender med at give os bare en lille del af kagen.

 

Jeg mener, at der bør indføres kvindekvoter i bestyrelser og erhvervslivets topledelser, hvis vi ønsker, at se flere kvinder på disse poster, for det kommer ikke til at ske uden. Eller det vil i hvert fald tage rigtig, rigtig, RIGTIG lang tid. Dengang kvinder kæmpede for at få stemmeret, sad de heller ikke med hænderne foldet i skødet og bad mændene om at lave om på reglerne. Og dengang var der også utroligt mange mænd (og kvinder), der mente, at kvinder ikke burde kunne stemme, fordi de umuligt kunne vide noget om noget, og deres små, fine hjerne ville bare eksplodere, hvis de skulle have en holdning til indviklede problemstillinger. Argumentet, som vi hører hele tiden, imod kvindekvoter, går på, at folk skal ansættes på deres kvalifikationer og ikke deres køn. Men tror I virkelig, at alle de mænd, der sidder i erhvervslivets topledelser sidder der, fordi de er de bedste til jobbet? Tror I virkelig, at ingen af dem sidder der på grund af deres køn og på grund af en masse nepotisme? Tror I, at hvis kvindekvoter bliver indført, så bliver halvdelen af bestyrelsesposter besat at Bettina’er og Connie’er, der arbejder deltid nede i den lokale Fakta, og som kun har en afgangseksamen fra folkeskolen? Selvfølgelig er der masser af kvinder, der er kvalificerede til disse stillinger, men som ikke bliver ansat, fordi de er kvinder, og vi bliver nødt til at gøre noget ved dette, udover at sidde og tale om det. Der skal lovgives på området, for ellers sker der ikke en flying fuck. I den ideelle verden burde det ikke være nødvendigt, men sådan er det med mange ting. Der burde heller ikke være fængsler i den ideelle verden, fordi alle bare burde behandle alle med kærlighed og respekt, but that’s not the case, så derfor er de fleste af os glade for, at vi har fængsler. Vi kan ikke bare sidde og vente på at hvide, cishet mænd, der har alle privilegierne og al magten, en dag bliver trætte af netop disse privilegier og magt, og derfor allernådigst giver halvdelen af den til os kvinder.

 

Berlingskes erhvervskommentator Jens Christian Hansen har skrevet noget fornuftigt om kvoter. Læs her.

(Visited 591 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Til dels enig. Dog vil jeg ikke selv bare få smidt en top post i nakken, bare fordi jeg er kvinde. Jeg vil ansættes og vælges ud fra mine kvalifikationer. Jeg frygter lidt, at hvis kvoter bliver sat på, så ryger de “forkerte” kvinder ind og derefter kan der så kvidres om dem og om hvor lidt de kan og at de bare har fået tingene foræret fordi de er kvinder. Faktum er at der desværre ikke er nok kvinder på top poster, men der er fordi de ikke er kvalificeret. Hvis vi istedet måske får fokus på at få kvinderne frem i erhvervslivet. Give dem bedre muligheder ifht både at kunne jonglere familie og karriere. For desværre må mange kvinder stadig vælge imellem det ene eller det andet

    • @Jeannette – Men nu er det jo faktisk sådan, at der er masser af mænd der er endt i topposter, bare fordi de er mænd. Og det har de absolut ingen problemer med… Mænd vælger mænd fordi det er det der er mest komfortabelt. Konfronteret med det vil de ofte sige at de vælger den bedst kvalificerede, men kriterierne for hvad det vil sige, er jo ikke en eller anden universel og objektiv standard, men derimod en række kriterier der er opstillet af…. Yup, you guessed it… Mænd.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *