Vi kvinder bidrager til vores egen undertrykkelse

Mit ansigt, når jeg tænker på undertrykkelse, mens jeg sidder på et toilet i Manchester.

 

Pierre Bourdieu mener ikke, at vi kan opnå 100% objektiv viden om menneskelig adfærd. Dette er blandt andet på grund af vores habitus. Habitus kan beskrives som de norm-, værdi- og holdningssystemer, som vi hver især besidder og orienterer os efter. Habitus er vores kropslige og mentale strukturer, der ligger til grund for vores vaner, valg, handlinger og meninger. Vores habitus kommer i spil, når vi skal begå os i forskellige felter – også et Bourdieu-begreb – hvor vi forsøger at navigere os frem til så meget magt som muligt, ved at veksle vores økonomiske, sociale og/eller kulturelle kapital til noget brugbart.

 

Jeg skal prøve at gøre det lidt mere spiseligt og konkret.

 

Når jeg møder ind på mit job om morgenen, så informerer min habitus mig om, hvordan jeg skal gebærde mig på kontoret blandt mine kolleger. Jeg ved, hvad der er passende at tale om; jeg ved, hvor min stol og derfor min plads er; jeg ved, hvornår det er okay at gå til frokost; jeg ved, hvornår vi har fri, etc. Min arbejdsplads kan vi altså kalde et felt, hvor min habitus hjælper mig med at leve op til de normer og regler, som gælder på dette sted. På min arbejdsplads – som alle andre steder – findes et hierarki, som vi alle på stedet er en del af. Man kan rykke op og ned i hierarkiet, og det kan man gøre ved hjælp af sin økonomiske, sociale eller kulturelle kapital. Hvis jeg f.eks. sikrer et stort pengeløb fra en investor til et projekt, som vi er mange, der har arbejdet på længe, så kan jeg rykke en smule op i hierarkiet, men hvis jeg ikke forvalter min nye position ordentligt, hvis jeg begynder at blive rigtig selvfed og arrogant, fordi jeg har skaffet denne investor, så har jeg ikke forvaltet min sociale kapital ordentligt, og min position i feltet rykker ned i hierarkiet igen. Habitus, felt og kapital hænger altså sammen. Det betyder også, at det er ekstra svært at bryde ud at disse rammer, fordi alle individerne i det pågældende felt spiller efter de samme regler, og hvis én bryder reglerne, så sørger resten for at få personen til at rette ind, og hvis det ikke er muligt, bliver man udelukket fra feltet.

 

Jeg giver lige endnu et eksempel.

 

Hvis du går til fodbold, og du er ude for at spille en kamp med dit hold, og du bliver ved med at tage bolden op i hænderne (jeg taler selvfølgelig ikke om indkast), så vil du højst sandsynligt blive skiftet ud og blive placeret på bænken med en irriteret mine fra din træner (nogle trænere ville nok ikke nøjes med at se irriterede ud). Dine holdkammerater vil formeneligt også forklare dig, at det var røvnederen, at du ødelagde spillet på den måde. Din træner og holdkammerater prøver at få dig til at rette ind. Hvis du i næste kamp fortsætter din uhensigtsmæssige opførsel, vil konsekvenserne være strengere og til sidst bliver du måske slet ikke udtaget til kampene.  Alt dette gælder også i andre felter, hvor reglerne ikke er skrevet ned sort på hvidt, som ved fodbold.

 

Det tog lidt lang tid for mig at komme til det, jeg rent faktisk ville skrive om, og som min overskrift omhandler: Habitus, felter og kapital er grundene til vi kvinder velvilligt lader os dominere af mænd.

 

Bourdieu skriver i bogen Masculine Domination:

 

”I have always been astonished by what might be called the paradox of doxa – the fact that the order of the world as we find it, with its one-way streets and its no-entry signs, whether literal or figurative, its obligations and its penalties, is broadly respected; that there are not more transgressions and subversions, contraventions and ‘follies’ … or, still more surprisingly, that the established order, with its relations of domination, its rights and prerogatives, privileges and injustices, ultimately perpetuates itself so easily, apart from a few historical accidents, and that the most intolerable conditions of existence can so often be perceived as acceptable and even natural. And I have also seen masculine domination, and the way it is imposed and suffered, as the prime example of this paradoxical submission, an effect of what I call symbolic violence, imperceptible and invisible even to its victims, exerted for the most part through the purely symbolic channels of communication and cognition, recognition, or even feeling.”

 

Alt dette kogt ned: Vi er alle sammen får, der bare følger med flokken. Ingen af os tænker kritisk over en flyvende fuck. Hierarkier bliver opretholdt af både de dominerende og dem, der bliver domineret, men uden nogen af os er helt klar over det.

 

Dominansen kan altså ikke blive delt op i tvang og frivillighed, da dominansen består på grund af en ureflekteret accept fra begge parter. Netop på grund af denne ureflekterede accept, vil den, der bliver domineret ikke opfatte sådan, fordi forholdene mellem den dominerende og den dominerede bliver opfattet som naturlige. Dette er, fordi den dominerede har internaliseret de strukturer, som bidrager til den symbolske vold.

 

Vi vil alle sammen gerne tro, at vi er selvstændige individer, som tager bevidste valg. Idéen om at være en robot, der bare gør, hvad den har fået besked på at gøre, er ikke en rar tanke. Det er som om vores personlighed og vores liv bliver taget fra os. Som om vi ikke tilhører os selv, men bare er en lille brik i et stort puslespil. Ikke desto mindre er det realiteten. Vi kan ikke skille os af med vores habitus, og vi kan ikke ene og alene ændre reglerne i de felter, vi bevæger os i.

 

Vi kvinder skal altid sørge for at være ”ordentlige” kvinder, ligegyldigt hvilket felt, vi bevæger os. Der er selvfølgelig forskellige definitioner på en ”ordentlig” kvinde, alt efter hvilket felt, vi befinder sig i. Men reglerne for god opførsel vil næsten altid være de samme. Og da reglerne stort set altid fortæller os, at mænd må være mere højlydte end os, at mænd må være mere krævende end os, at mænd må tale mere om sex end os, at mænd på være mere aggressive end os, så indordner vi os efter det. Kvinder er f.eks. meget mere tilbøjelige til at lade mænd afbryde dem, end mænd er til at lade kvinde afbryde dem. Vi opfatter store dele af denne symbolske vold som værende naturlig, i stedet for hvad den virkelig er: arbitrær og fabrikeret.

 

Hvis en kvinde bryder reglerne i et givent felt, vil ikke blot mænd, men også andre kvinder gøre, hvad de kan for at få hende til at rette ind. Den pågældende kvindes opførsel siger nemlig ikke kun noget om hende, men noget om alle individerne i feltet. I mit fodbold-eksempel kan vi se, hvad jeg mener med dette. Personen, der bliver ved med at tage fodbolden op i hænderne får hele holdet til at se dårligt og useriøst ud, så modstanderne muligvis vil miste respekt for dem. Dette kan have større konsekvenser for spillerne, hvis modstanderne vælger at fortælle det til andre hold. Det er altså ikke kun den spiller, som bliver ved med at bryde reglerne, der mister social kapital, men alle de spillere, som er på samme hold som den person. Det samme gælder en kvinde, som ikke følger de gængse regler i det felt, hun befinder sig i.

 

Vi er alle sammen, mænd og kvinder, med til at bidrage til de patriarkalske strukturer, som vi alle lever under. Vi skal derfor blive bedre til at undersøge vores egen habitus, så den kommer til at stå mere klar for os, og samtidig gøre hvad vi kan for at forstå andre folks habitus. For det er den, der former os, og for os til at tage de valg, vi tager, og have de holdninger, som vi har. Vi skal også blive bedre til at udfordre regler og normer, og anerkende de personer, der allerede gør det.

 

Her er et par anbefalinger til bøger, der undersøger, hvordan vi kvinder selv bidrager til vores egen undertrykkelse.

 

(Visited 552 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Meget spændende læsning. Det fik mig til at tænke på en meget intteresant artikel jeg har læst som på en måde siger det samme men alligevel med en lidt anden vinkel. Jeg citerer “I en verden, hvor særligt piger opdrages til at være noget for andre, og de færreste lærer at være alene, at være sig selv, bliver nejet en meget udfordrende størrelse. For nejet vil altid efterlade os med os selv. Vil vi lære at rumme nejet, må vi stimulere en kultur, hvor kvinder såvel som mænd lærer, at de er værdifulde i kraft af dem selv. Uden den lærdom, bliver det ufattelig vanskeligt at sige nej. Derfor skal vi huske at hylde dem, kvinder såvel som mænd, som rent faktisk lykkes med at sige fra.”
    https://www.information.dk/debat/2017/12/metoo-kampagnen-fastholder-kvinden-rollen-offer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *