Anmeldelse: FEMINISTEN

Plakat for dokumentaren FEMINISTEN.

 

I dag har dokumentaren FEMINISTEN af instruktøren Hampus Linder premiere. Filmen er et portræt af mennesket, kvinden, feministen, moren, elskerinden og politikeren Gudrun Schyman. Schyman står i dag som et stærkt feministisk ikon i den svenske debat om ligestilling, og fra starten af dokumentaren bliver vi præsenteret for, hvor vigtigt det er for flere generationer af kvinder at have en som Schyman at se op til.

 

I en af de første scener i filmen sidder Schyman i et tog, og en midaldrende mand kommer hen til hende for at tale lidt om politik og feminisme. Han mener, at en masse feminister ikke vil have noget med ham at gøre, alene af den grund, at han er en mand, og det brokker han sig så lidt over, for han ved jo godt, at ”kvinder er ligeså meget værd som mig, og de kan tænke logisk.” Lige bagefter, i samme tog, kommer en ung kvinde op til Schyman og fortæller hende, at hun er en fantastisk politiker og et stort forbillede. Det er virkelig smukt sat op Linder, der på under et minut både får sat tonen for filmen og får vist, hvilken kløft det stadig eksisterer mellem mænd og kvinder, når vi taler om feminisme og ligestilling.

 

Igen og igen får vi at se, hvordan Schyman har kæmpet med og stadig kæmper med mænd, som enten underminerer hende eller forsøger at få hende til at være sødere og blidere. Alt fra en eksmand, henover tilfældige forbipasserende på gaden til politikere og journalister.

 

Hendes passionerede kamp har dog sat sine spor på familielivet, hvilket kommer til syne i de følelsesladede samtalerne mellem Schyman og hendes datter, hvor man får et lille glimt af noget blødhed i Schyman, som ellers fremstår som et feministisk powerhouse, der stormer frem i 5. gear.

 

På trods af samtalerne med datteren, får vi ikke et stort indblik i Schymans mest personlige følelser, og det virker som om, at det heller ikke er noget Schyman er interesseret i at vise. Når hun taler om sine personlige kampe bliver det gjort med en vis følelsesmæssig distance. Da jeg er så vant til at blive præsenteret for kvinder, der taler om dybe følelser, græder, er sårbare og undskylder, finder jeg det ganske forfriskende, at hovedfokusset i dokumentaren ikke er Schymans privatliv. Gudruns kompromisløse stædighed vil tænde en feministisk flamme i dit hjerte.

 

Der er dog en enkel ting, som jeg savner i dokumentaren, og det er noget mere inklusion af BIPOC. De få scener, der viser Schyman på Lesbos under flygtningekrisen, efterlader én med en flad følelse.  I det hele taget ville jeg ønske, at der var nogle flere WOC med taletid, for selvom det er et portræt af en hvid kvinde i Sverige, så får vi altid hvide, middelklassekvinder at se, når der bliver talt om feminisme. Det er på tide, at vi lytter noget mere til BIPOC.

 

FEMINISTEN er dog stadig bestemt værd at se. Jeg giver den 4 stjerner. Her er traileren:

(Visited 140 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Efter at have læst din anmeldelse får jeg lyst til at se filmen.😊 Det er en levende beskrivelse af tidens tendens omkring kvinder. Hovedpersonen kan sammenlignes lidt med Askepot i power udgave 🤗

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *