Lad ikke kropsskam æde dig op

 

Jeg gætter på, at de fleste af os har prøvet at vågne op en søndag formiddag og med det samme blive ramt af en gennemtrængende følelse af flovhed, måske endda skam. Små glimt fra gårsdagens festlige begivenheder begynder at pible frem, og man kniber øjnene hårdt sammen, gnider sine tindinger med fingrene og håber på, at det hele bare var en drøm. Man har sagt eller gjort et eller andet, som var pinligt. Men for det meste går den flovhed/skam over inden for et par timer eller dage. Når man lægger den skam bag sig bliver man lige lidt lettere, og fuglenes kvidren bliver igen varm og liderlig i stedet for anklagende. Hvis det allerede kan føles så befriende at give slip på den slags skam, som kun har været der i et par dage, så forestil dig, hvor ekstatisk man kommer til at føle sig, når man giver slip på den skam, der er forbundet til ens krop.

 

Kropsskammen er knyttet til vores selvforståelse, hvilket betyder at den er en stor del af os, og derfor ikke nem at slippe af med. Fordi vi ikke kan lægge vores krop fra os, så bærer vi også altid rundt på vores kropsskam (altså, de af os, som skammer os over et eller andet ved vores krop), og det er udmattende at blive konfronteret med sin kropsskam hver gang man ser sig i et spejl, går forbi en butiksrude, står i H&M’s prøverum, kigger ned ad sig selv, når man står i badet, og alle de andre gange, hvor ens krop er i fokus.

 

 

Jeg reducerede min kropsskam ved at kigge på min krop, som om den ikke var min. Det lyder sikkert usundt, så lad mig forklare:

Når jeg ser en kvinde med samme kropstype som mig, så tænker jeg aldrig, at hun er ulækker, grim eller bør tabe sig, men det gjorde jeg i mange år, så snart jeg vendte blikket mod mig selv. Det var umuligt for mig at kigge på min egen krop med de samme kærlige øjne, som når jeg kiggede på en andens krop. Så for at lære at elske og beundre min egen krop, lod jeg som om den ikke var min. Jeg tog en masse forskellige close-up billeder af den, og kiggede nøje på dem bagefter. Fordi det var close-up billeder blev det sværere for mig at se, at det rent faktisk var min krop, og lidt efter lidt begyndte jeg bare at se en krop og intet andet. Jeg så ikke skuffelse, skam, nederlag, svigt eller falliterklæringer. Jeg så bare en krop. Jeg så hud, hår, porer, årer, riller, buler og bevægelse.

 

 

Lidt efter lidt kunne jeg se mig selv i den krop, og jeg begyndte at se håb, kraft, mod og styrke. Jeg så et hjem. For det er, hvad min krop er. Mit hjem. Nu kan jeg bruge utroligt lang tid på at ligge og nærstudere min krop og blive helt lykkelig over, at den er min, for den har altid været der, og den taler sgu aldrig grimt om mig, så hvorfor skulle jeg tale grimt om den? Den cykler mig til og fra arbejde hver dag, den laver mad til mig, den kan hoppe, danse, sjippe, hinke, løbe og liste. Det er egentlig ret vildt at have sådan en krop, som bare er der og gør ting, som man siger, at den skal gøre.

(Visited 1.464 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • EJ, hvor er det nogle smukke billeder og ligeledes tekst. Jeg har lige i dag hørt afsnittet med dig i Tårekanalen og er efterfølgende hoppet direkte ind på din blog efterfølgende – hurra for det. Sikke fine, velovervejede, ærlige ting du har på hjertet (både i podcasten og herinde).
    God weekend!
    // Mette

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *