Mænd skal ikke have småkager og skulderklap for at gå ind for ligestilling

Iben Hendel Philipsen fra Everyday Sexism Projekt DK, journalist Anders Haahr Rasmussen, Kenneth Reinicke og mig til DareGenders MeToo-event.

 

Mandeforsker og lektor på RUC Kenneth Reinicke er lige udkommet med bogen Mænd der krænker kvinder, og den har jeg læst. I behøver ikke at gøre det samme.

 

Jeg havde glædet mig til at læse bogen, fordi jeg tænkte, at det var skønt , at en hvid, cishet mand endelig gad at tale om toksisk maskulinitet og hvad mænd skal gøre, for at vi kan opnå ligestilling. Jeg tænkte: Her er en mand, som har forsket i netop disse emner, og som har skrevet bøger om det før, så han må virkelig vide en masse spændende ting om mænd, og kunne bidrage med nogle brugbare undersøgelser. Men nej.

 

Medmindre du er Nell (spillet af Jodie Foster i filmen Nell fra 1994), og højst har mødt to mennesker i dit liv og først lige har lært at læse og skrive, så får du intet ud af bogen. Den er fyldt med generiske udtalelser og slidte truismer, og samtidig formår Kenneth også at modsige sig selv og indirekte sige NotAllMen et par gange. Jeg begriber ikke, hvordan Nazila Kivi og Lone Kühlmann har givet bogen henholdsvis fem stjerner i Politiken og fire stjerner i Berlingske. Med god vilje kan jeg snige mig op på to stjerner, fordi han da trods alt har læst en masse kvinders beretninger om seksuelle overgreb og sexchikane, som han har fået leveret af Everyday Sexism Projekt DK.

 

Men jeg skal da også tilføje, at jeg nok er ret farvet efter at have været moderator til et MeToo-event i går, som organisationen DareGender stod for, hvor Reinicke startede med at præsentere sin bog. Her siger han lidt kækt, at han vurderer, at kvinderne, der har stået frem med deres oplevelser med hverdagssexisme og seksuelle overgreb til Everyday Sexisme Projekt DK er troværdige, selvom det da godt kan være, at der er nogle stykker, der har skrevet noget, som ikke er helt sandt. Jeg er så pikketræt af mænd, der tror, at de har ret til at sidde og bedømme om kvinder nu performer deres victimhood på en måde som de kan acceptere. Reinicke fik også sagt et par gange, at det er vigtigt, at vi ikke dæmoniserer mænd. Hvilket er en komplet ligegyldig udtalelse, da det aldrig har været et problem og aldrig har været feministers agenda. Reinicke sagde også, at det langt fra er alle mænd, der krænker kvinder. Hvilket er utter bullshit. Langt de fleste mænd krænker eller har krænket kvinder. Så kan vi diskutere om de gør det modvilligt eller velvilligt, om de gør det bevidst eller ubevidst. Mænd kan have de bedste intentioner i verden, når de forsøger at komme i kontakt med en kvinde, men det betyder ikke, at de ikke kan overskride en kvindes grænser. Reinicke var også helt ude af stand til vende blikket indad og se på sin egen opførsel over for kvinder. Da jeg spurgte ham, om han selv havde gået over en kvindes grænse på et tidspunkt, var svaret noget i stil med ”øh, tjaa, måske engang for maaaange år siden, dengang jeg var i 20’erne, men ikke noget fysisk, jeg kan faktisk ikke lige huske, hvad det skulle være”.

 

Han indrømmede også, at bogen måske kunne have været bedre, men at han bare gerne ville gøre den færdig. Jeg går ud fra, at han ville have den færdig til årsdagen for MeToo-bevægelsen, så han netop kunne blive ringet op af journalister og organisationer, og blive udråbt som fremtidens mand, der virkelig gør et ihærdigt forsøg på at ændre en giftig maskulinitetskultur.

 

Jeg har dog hverken småkager eller skulderklap til en mand, som tydeligvis har skrevet en bog om MeToo og sexchikane udelukkende for at positionere sig selv som en ligestillingsforkæmper i akademiske kredse.

 

Hvis I har lyst til at læse en bog, som tager et kritisk blik på mænd, maskulinitet og fastlåste kønsroller, så læs Grayson Perrys The Descent of Man. Lad være med at bruge tid, penge og energi på Reiniskes Mænd der krænker kvinder.

(Visited 339 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Øhhhh en ting er at han siger at han ikke har krænket kvinder fysisk. En helt anden ting er at han med sit svar viser at det at han har krænket dem på andre måder ikke har en stor en betydning. Hele hans skide bog er en krænkelse hvis den afspejler den holdning han har givet udtryk for offentligt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *