Forelskelse giver mig kvalme

 

Min sidste forelskelse endte med, at jeg stod i mit brusebad og græd, mens jeg lyttede til Toni Braxtons Unbreak My Heart. Fordi jeg er en omvandrende kliché. Men jeg stod ikke bare og græd, jeg skældte også mig selv ud, fordi jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke skulle blive forelsket i denne person, fordi jeg udmærket vidste, at han ikke var interesseret i noget som helst. Men kan man overhovedet stoppe en forelskelse? Jeg kan. I nogle tilfælde. Hvis det er en forelskelse, der bliver bygget op over flere uger – måske måneder – så kan jeg mærke den ligge og ulme i mit bryst længe inden den springer ud og siger ”TADA, her er jeg”, og det giver mig tid til at kunne hælde isvand over mine blomsterende følelser, så det aldrig når at udvikle sig til mere end en lille crush.

 

Men så er der de der overraskelses-forelskelser, der rammer en som The Undertakers chokeslam (en lille wrestling-reference til nørderne), og man finder sig selv liggende på gulvet ude af stand til at røre sig, fordi forelskelsen kom så meget bag på en, at man er helt paralyseret. De forelskelser har jeg svært ved at være i, fordi de er så intense, at jeg ikke kan sove, spise eller masturbere (det sidste er løgn, jeg kan altid masturbere). Jeg får kvalme og mister appetitten, og jeg bliver hyperselvbevidst. Når jeg siger hej til personen, som jeg er forelsket i, er mine tanker omkring det hej: ”Hvem fuck siger hej på sådan en måde?! Helt fladt og fesent. Hvordan formåede min stemme at gå i overgang midt i så kort et ord?! Hvorfor stirrer jeg på ham?! Kig væk! Men ikke for hurtigt. Du skal virke cool, men ikke ligeglad. KOM NU IND I KAMPEN, KATRINE!” Det er virkelig udmattende at have sådan en stemme inde i hovedet, der betvivler alt hvad du gør og siger, som f.eks.:”HALLO! Idiot! Hvorfor drikker du en latte foran ham? Alle ved jo, at det kun er svage individer med ingen personlighed, der drikker latte! Drik en flat white! Vi behøver ikke at vide, hvad det er, så længe det lyder fedt!”

 

Jeg har været forelsket på den måde to gange før. En gang sidste sommer. I en mand. Og en gang for næsten tre år siden. I en kvinde. Og nu er det sket igen. Jeg går og har ondt i maven hele dagen og drømmer om ham om natten, og min hjerne er en cunty bitch, der forsøger at sabotere enhver interaktion jeg har med ham, ved at råbe ting som ”hvorfor er din stemme så skinger?!” eller ”er du helt sikker på, at der ikke hænger en kæmpe busser og dingler ud af dit ene næsebor?”

 

Jeg kan intet huske af vores samtale fra vores første møde, fordi min hjerne valgte at lave en indre reenactment af Tjernobyl-ulykken. Alt i mig eksploderede, og det eneste jeg kunne tænke på var at komme væk, inden jeg kom til at kaste op ud over ham.

 

Og jeg aner ikke, hvad mit næste skridt er. Jeg har lyst til at lægge små ofringer foran hans hoveddør. Jeg har lyst til at amme ham. Jeg har lyst til at stjæle hans brugte sokker og klistre dem fast til min hovedpude, så jeg kan dufte hans fodsved, mens jeg sover. Men jeg går ud fra, at det ikke er det, mænd vil have? Eller hvad?

(Visited 749 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *