Kvinder står for størstedelen af emotional labour

 

Kvinder lider under et kæmpe forventningspres om at udføre gennemgående følelsesmæssigt arbejde – også kaldet emotional labour – over for kolleger, familiemedlemmer, venner, veninder og kærester.

 

Vi skal glatte konflikter ud, tage os af børnene, organisere sammenkomster, give støtte og opbakning, lære folk (hovedsageligt mænd), hvordan man håndterer overvældende følelser på en konstruktiv måde, lære folk (hovedsageligt mænd) at sætte ord på deres følelser, fordi de altid har fået at vide, at det behøver de ikke, og derfor har de nu, i en alder af 35, an emotional range of a tadpole. Det er os, der husker fødselsdage, aftaler, og andres allergier. Vi arrangerer ferier og udflugter. Det er os, der lægger mærke til, når vi er ved at løbe tør for vatpinde, sølvpapir og fryseposer, og så sørger vi for at få købt det. Det forventes af os, at vi er omsorgsfulde, moderlige, lyttende og forstående. Alle disse ting er noget, langt de fleste kvinder bare gør, uden at forvente rosende ord, stående applaus eller anerkendende klap på skulderen. Det er, hvad vi er blevet opdraget til at gøre. Det er, hvad samfundet kræver af os. Det er, hvad en arbejdsplads opfordrer os til at gøre. Det er, hvad en (mandlig) kæreste forventer af os.

 

Men jeg er simpelthen færdig med at agere støttepædagog for følelsesmæssigt ustabile mænd, der bare sidder og suger min energi ud af mig, mens de regner med, at jeg rydder op i deres mentale rod.

 

Jeg vil gerne støtte folk, jeg holder af. Jeg vil gerne lytte til deres problemer. Jeg vil gerne hjælpe dem med at overkomme nogle af livets strabadser. Jeg vil gerne trøste dem, når de har haft en hård dag. Jeg vil tage noget af deres smerte, hvis det er muligt. Men (for sådan et er der selvfølgelig) jeg gider ikke at gøre disse ting, hvis jeg ikke får noget som helst igen. Det handler ikke om, at det skal være et regnskab, hvor jeg skriver ned, hvem der skylder mig at lytte til mine klager. Jeg gider bare ikke at være en ubetalt psykolog, der får hældt verbalt lort udover mig igen og igen, uden personen (hovedsageligt manden) returnerer bare en smule af den medfølelse og empati, som jeg har givet ham.

 

Jeg hører mange mænd sige, at de med glæde vil give støtte og opbakning tilbage til de kvinder, som er nogle vigtige søjler for dem; kvinderne skal jo bare bede om det. Og jeg kan sagtens se det logiske i den udtalelse, men problemet ligger netop i, at vi kvinder næsten altid skal bede om det. Vi skal bede om komplimenterne, om opmærksomheden, om hjælpen, om opbakningen, om forståelsen. Det kunne bare være så rart, hvis alle de her ting, eller bare nogle af dem (jeg skal jo ikke være krævende) kom af sig selv. Når vi bliver nødt til at bede om disse ting, så er det stadig os, der skal finde ud af, hvad vi selv har brug for, mens vi også lægger mærke til, hvad folk omkring os har brug for. Det kunne være dejligt, hvis vi ikke skulle bede kæresten om at støvsuge, fordi han selv lagde mærke til, at der var krummer på gulvet. Det kunne være skønt, hvis vores bedste ven selv tog initiativ til at spørge ind til vores dag, og måske endda stillede et par uddybende spørgsmål til vores beretning, i stedet for at vi altid selv skal starte den samtale.

 

Vi kvinder trænger til og fortjener noget uopfordret omsorg og opmærksomhed. Det er ikke vores opgave at sørge for alle andre omkring os hver eneste dag. Vi må gerne være bedre til at være egoistiske. Vi må gerne sætte grænser, når vi ikke kan rumme andres problemer. Vi må gerne sige nej. Vi må gerne forlange af de mænd, som vi dater, at de selv skal gøre en aktiv indsats for at forbedre deres mentale tilstand, for det er ikke vores job af heale dem.

 

Her kan I læse Gemma Hartleys glimrende klumme om emotional labour.

 

Til alle kvinder: I fortjener at have det godt. I fortjener at sætte jer selv først.

 

God weekend, bishes.

 

(Visited 404 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *