Når selvmord bliver mandens sidste udvej

 

I dag er det Mændenes Internationale Kampdag, og hvad skal vi egentlig med sådan en? Er der ikke nok fokus på mænd? Får de ikke både i pose og sæk, mens vi andre må leve af brødkrummer og postevand? Svaret er selvfølgelig nej. Vi skal tale meget mere om mænd, maskulinitet, de restriktive kønsroller, som mænd forventes at leve op til, mænds følelsesliv, hvordan mænd bliver bedømt meget hårdere på deres pengepung end kvinder, hvordan mænd oftere ender i fængsel end kvinder, hvordan mænd udøver mere vold end kvinder, men også bliver ramt af vold oftere end kvinder. Hvorfor er gennemsnitslevealderen for mænd lavere end for kvinder? Hvorfor er der mange flere mænd, der begår selvmord end kvinder?

 

Feminisme går også ud på at tage et kritisk blik på den måde vi behandler mænd. Patriarkatet skader os alle sammen, men på forskellige måder og områder.

 

Vores samfund er bygget op om den hvide, heteroseksuelle cismand, og det gør det sværere for os at gennemskue, hvor mændene mangler hjælp, fordi manden er det umarkerede køn, det usynlige køn, the default gender. Så alt, hvad vi forbinder med mænd og maskulinitet ser vi som det naturlige og det korrekte, og det er svært at skulle skifte syn på det, vi mener er det normale. F.eks. så bliver mænd oftere dømt for vold end kvinder gør, og det ser de fleste af os som en naturlighed, fordi mænd jo har mere testosteron i kroppen, og det betyder, at de fra biologiens side er mere voldelige. Og det er så her vi bliver nødt til at tale om essentialisme og socialkonstruktivisme. En øget mængde af testosteron gør at man tager hurtigere beslutninger og reagerer med det samme på sin intuition, men ens refleksionsevne bliver til gengæld nedsat. Det betyder at mænd ofte er mere villige til at løbe en eller anden risiko end kvinder er. Men drenge bliver samtidig også opmuntret til at agere på deres impulser, til at tage chancer, og derfor ser vi et samfund, hvor mænd f.eks. oftere kommer op at slås end kvinder. Mænd har fra biologiens side noget der fortæller dem, at de skal reagere hurtigt på det, der sker omkring dem, men vi belønner også drenge og mænd for denne adfærd, mens vi alt for sjældent opmuntrer dem til at tage et skridt tilbage i hektiske situationer og overveje situationen og sætte ord på deres følelser.

 

Når vi som samfund forbinder at være handlekraftig med maskulinitet og mandighed, så kan det føles som et stort nederlag og som en form for emaskulation, hvis man som mand ikke kan leve op til det. Når vi samtidig heller ikke har lært drenge at lægge mærke til deres følelser og reflektere over dem, så bliver det en farlig cocktail, der kan munde ud i vold og/eller selvmord, fordi de har lært at være udadreagerende i stedet for at bearbejde negative følelser og tanker på en konstruktiv måde.

 

I 2016 var der 426 mænd i Danmark, der begik selvmord, og ”kun” 142 kvinder. Det vidner om et samfund, som desværre taber en masse mænd på gulvet, som vi ikke ved, hvordan vi skal hjælpe, og de ved ikke, hvordan de skal bede om hjælp. Vi bliver alle sammen nødt til at spørge mere ind til mændene i vores liv, og opmuntre dem til at tale om deres følelser, både de positive og de negative. Og mand, du skal være bedre til at åbne op. Tal om hvad der sker i dig. Begynd at sætte ord på din mentale tilstand, når du har det ubehageligt. Bed om hjælp, for vi vil gerne hjælpe og lytte.

Vi bliver også nødt til at skabe en større forståelse for og respekt omkring forskellige former for maskulinitet, så der ikke kun er én måde at være mand. For det sætter mændene op til at fejle. Og hver mand fortjener at være mand præcis på den måde, som føles rigtig for ham.

Fortsat god kampdag.

(Visited 450 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • En af de 142 kvinder, der begik selvmord i 2016 var mere end et tal i en statistik. Hun var en af de få kvinder der var næsten som en søster. Rigtig gode venner, og alligevel hang hun sig frem for at åbne op for netop de ting, der gjorde hun til sidst tabte kampen for livet. 10. november har siden været en meget underlig dag… :’-(

    Dog et super godt indlæg. Vi skal som mænd turde erkende, når der kan komme fugt i øjenkrogen under en rørende film eller når tingene virkelig påvirker os. Ideen om at mænd ikke viser følelser BURDE være fortid. Dybest set burde vi – uanset køn – arbejde sammen, fordi vi netop er mennesker. Hvert køn sine styrker, og hvert køn sine muligheder.

    Tak fordi du skrev artiklen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *