Nissevenlegen skal brænde op i helvede

 

Jeg kunne godt skrive, at mit had til nissevenlegen – som forpester ens liv fra de små klasser i folkeskolen til the sweet release of death – er baseret på det økonomiske aspekt. At børn fra fattige familier, der ikke har råd til at give små gaver til deres nissevenner i december, bliver holdt uden for fællesskabet, og at de hver dag bliver mindet om, at de er fattige, når de ser de andre børn give og modtage mandariner, chokolader, vaniljekranse og meget andet godt. Jeg kunne også godt bilde jer ind, at jeg var et antikapitalistisk væsen, som afskyer forbrug for forbrugets skyld. Måske kunne jeg også lige være rigtig selvsmagende og påpege, at alle de penge vi bruger på nissevenlegen (og raflegaver) kunne blive brugt på at hjælpe fattige til at få en hyggeligere jul.

 

I virkeligheden handler det om, at jeg ikke gider at bruge tid, energi og penge på folk, som jeg mere eller mindre er ligeglad med. Og jeg gider ikke at have en eller anden tilfældig kollegas hjemmebagte og yderst nassede brunkager. Jeg gider ikke at møde på arbejde og finde mit bord dækket af flormelis og julekugler – som skete for et par dage siden – fordi jeg har en rigtig fræk drille-nisseven, som sikkert har siddet og fnist bag en computerskærm, da jeg sukkede højlydt og satte mig ved et andet bord og ignorerede min vante plads. Jeg gider ikke at sidde den sidste dag på jobbet inden juleferien og gætte på, hvem der er min nisseven, kun for at gætte forkert, mens alle griner, fordi intet spændende sker i deres liv og The Big Nisseven Reveal er det sjoveste de har oplevet i hele 2018. ”Eeeeejj, Katrine. Det er da ikke Niels, der er din nisseven; det er mig. Tihi.”

 

Når det kommer til nisser og nissevenner, så må jeg erklære mig enig med frikirkepræst Jon Knudsen, når han siger følgende: ”De kommer jo fra helvedet. Det er åndsvæsener. Der er to tilgange til dem: Enten prøver man at please dem, bliver gode venner med dem og får samhørighed med dem. Eller også gør man som kirken siger, man skal gøre. De skal udryddes og nedmanes.”

 

Og hvis du sidder og tænker, at jeg har en overdrevet negativ attitude til nissevenlegen, fordi det jo bare er sjov og ballade, så misunder jeg dig. Jeg misunder dig din barnlige tilgang til jul, nisser og overraskelser. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå fnisende igennem hele december ved bare at placere en guldmalet grankogle på en kollegas bord. Jeg ville ønske, at jeg elskede at smage på halvfremmede menneskers hjemmebag. Jeg ville ønske, at et uventet marcipanbrød klistret fast til min kontorstol gjorde mig varm om hjertet. Men det er bare irritationsmomenter i min hverdag, som jeg skal prøve at undvige, uden at virke som en kold og nederdrægtig heks. For er der noget, som kan såre en danskers følelser, så er det hvis man ikke krøller sig sammen af taknemmelighed og fælder en glædestårer over at være en del af nissevenlegen.

 

 

 

(Visited 467 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *