Celleforandringer og vævsprøver

Mit ansigt, når jeg er overbevist om, at min livmoderhals prøver at slå mig ihjel.

 

I starten af december 2018 ringede jeg til min læge for at få fornyet min recept på p-piller. Det tager som regel få sekunder, og receptionisten plejer at sige, at jeg kan hente dem på hvilket som helst apotek efter kl. 14 samme dag. Det gjorde hun ikke denne gang. Hun spurgte mig om, hvor længe siden det var, at jeg havde fået målt mit blodtryk, fordi nu var jeg jo 31 og det var en alder, hvor risikoen for blodpropper, når man er på p-piller, stiger. Så jeg fik en tid til blodtryksmåling. Lige da jeg skulle til at lægge på, spurgte hun mig, hvornår jeg sidst havde fået lavet en celleskrabsprøve, og jeg svarede, at jeg vist ikke havde fået lavet en eneste endnu. Pludselig forvandlede receptionisten sig til alles bekymrede – og strenge – mor. Hun sagde noget om, at det altså ikke var okay. Noget med, at jeg skulle tage imod dette tilbud. Noget med, at jeg skulle passe bedre på mig selv. Noget med, at jeg var ung (men åbenbart næsten for gammel til p-piller) og havde et langt liv foran mig, hvis jeg vel at mærke tog visse forholdsregler. Så vi aftalte, at jeg også lige ville få lavet sådan en celleskrabsprøve, når jeg alligevel skulle komme forbi og have målt mit blodtryk.

 

Alt gik strygende på dagen. Mit blodtryk var fænomenalt, hvilket betyder, at jeg kan fortsætte på p-piller i nogle år endnu. Celleskrabsprøven tog ikke mange sekunder, og så kunne jeg drøne ud i verden igen og leve mit bedste liv. Indtil fredag d. 21. December (få timer inden jeg gik på juleferie), hvor jeg fik en mail med svar på celleskrabsprøven. Der stod, at der desværre var tegn på celleforandringer på min livmoderhals, og at jeg derfor skulle bestille en tid hos en gynækolog, som kunne foretage nogle flere undersøgelser på mig.

 

Så gik jeg ellers rundt i 12 dage, henover jul og nytår, hvor vores samfund lukker ned og alt er det rene anarki, og ventede på, at de forskellige gynækologklinikker åbnede igen, så jeg kunne ringe og bestille en tid.

 

Da jeg dukkede op tirsdag d. 15. januar til min tid, anede jeg ikke rigtigt, hvilke slags undersøgelser, gynækologen ville foretage. Det viste sig, at hun skulle tage nogle vævsprøver af min livmoderhals. ”Jeg klipper nogle stykker af din livmoderhals”, sagde hun. Det lyder voldsomt, ik’? Jeg forestillede mig, at hun ville stikke en fjerkræssaks op i mig, og så bare klippe løs indtil hun fik den klump kød, hun skulle bruge. Heldigvis foregik det hele en smule mere humant. Hun lagde en lokalbedøvelse i min livmoderhals, som virkede efter et minut, og så tog hun nogle vævsprøver. Jeg har ingen idé om, hvor store sådan nogle vævsprøver er. Jeg havde ikke lyst til at se kødklumperne (som nok ikke har været klumper). Bagefter forklarede hun mig, at jeg ville bløde i nogle dage, men at det selvfølgelig var helt normalt, og at der ville gå en uge, og så ville jeg få svar via mail. Hun fortalte mig, at hvis mine celleforandringer er lette, så får jeg lov til at gå og passe mig selv i et år, og så skal jeg op til min egen læge og have taget en ny celleskrabsprøve. Lette celleforandringer kan nemlig godt gå i sig selv igen. Hvis det er moderate celleforandringer, får jeg lov til at gå og passe mig selv i seks måneder, og så skal jeg tilbage til gynækologen og have taget flere vævsprøver. Hvis det er svære celleforandringer, skal jeg havde foretaget en kegleoperation. Ved en kegleoperation får man fjernet … øhn … et lille stykke af … livmoderhalsen? Der hvor celleforandringerne forekommer. Ja, jeg har ikke helt styr på den del, fordi jeg virkelig håber, at det bare er lette celleforandringer. Og hvis jeg læser for meget om svære celleforandringer og kegleoperationen, inden jeg kender svarene på prøverne, så bliver jeg bims. Allerede nu føler jeg, at min livmoderhals er en slimet, grøn alien, der engang på en lejrskole i 6. klasse kravlede op i mig, og har ligget i dvale indeni mig i næsten 20 år, og nu er den så småt ved at vågne, og den har tænkt sig at lægge kræft-æg i min livmoder, som kommer til at eksplodere en sommerdag, hvor jeg ligger på Bryggen og soler, og så er der indvolde, blod, slim og kræft-klumper over det hele.

 

I nat drømte jeg, at alle mine hårsække i virkeligheden var bittesmå biller, og når jeg fik gåsehud, så var det dem, der var sultne og lå og råbte og skreg lige under mit yderste lag hud. Da jeg vågnede havde jeg lyst til at tage en kartoffelskræller og fjerne al min hud. Jeg føler, at den drøm har noget at gøre med alle mine tanker omkring min livmoderhals, som jeg faktisk bare har lyst til at flå ud af mit underliv.

 

Men ja, jeg prøver at slå koldt vand i blodet. I hvert fald indtil jeg får svar på prøverne i starten af næste uge.

(Visited 775 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg har haft moderate celleforandringer. Det var meget udramatisk. Var til tjek hos gynækologen igen efter 6 mdr., og så tilbage til egen læge. Det kan åbenbart være alt muligt der forårsager den slags. Forkølelse og virus f.eks.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *