Jeg føler mig mest ensom i store forsamlinger

Hvordan jeg har det indeni, når jeg er til en fest, hvor jeg ikke kender nogen.

 

Jeg hader at mingle, smalltalke og møde flere nye mennesker på samme tid. Jeg har brug for alenetid og stilhed for at lade mine mentale batterier op. Jeg bliver ofte lettet, når en person aflyser aftaler. Jeg kan sagtens være helt alene i en uge uden at savne andre menneskers selskab. Jeg er introvert og trives bedst i mindre forsamlinger.

 

Desværre er mit resting bitch face og mit jeg-føler-mig-akavet-og-malplaceret-ansigt mere eller mindre det samme. Jeg har ofte befundet mig i sociale sammenhænge, hvor jeg burde gå rundt og hilse smilende på folk, men er endt i et hjørne med en slatten drink i hånden og stirret intenst på mine neglebånd, for ikke at få tilfældig øjenkontakt med nogen af de tilstedeværende, fordi jeg føler mig yderst utilpas, men folk har tydet det, som om jeg har følt mig hævet over dem.

 

Jeg har flere gange, af omveje, fået at vide, at folk synes, jeg virker kold og utilnærmelig. Uden at være klar over det, har jeg mestret at se kølig ud på overfladen, selvom mit indre er fuld af ringeklokker, brandalarmer, skrigende børn og Wagners ouverture fra Den Flyvende Hollænder. Jeg er faktisk ret varm, men i sådan nogle situationer, hvor der er mange mennesker, som jeg ikke kender, bliver jeg hyperbevidst omkring alt ved min krop. Min tunge føles alt for stor, og jeg bruger en del tid på at finde ud af, hvordan jeg skal placere den i min mund, så jeg ikke kommer til at bide mig selv i den, når jeg pligtopfyldende tager imod en sød, lille kanapé. Mine arme virker også unaturligt lange, så jeg lægger dem over kors, så folk ikke begynder at stirre på dem.

 

Når jeg endelig prøver at tale med folk, som jeg ikke kender i forvejen, bliver det stort set altid utroligt pinligt, fordi jeg ikke kan finde ud af at tale om ingenting på en charmerende måde. Sidste sommer var jeg til en vens fødselsdag, og han var den eneste jeg kendte til festen. Han kunne naturligvis ikke underholde mig hele aftenen, da han var værten og derfor skulle tale lidt med alle. Den første halve time var ikke rar. Jeg dukker op til havefesten, hvor der allerede er 13-14 mennesker, som alle kender hinanden. Jeg sætter mig på kanten af en bænk og bunder hurtigt tre glas champagne, fordi … hvad gør man ellers i sådan en situation? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg vil faktisk gerne vide det. Jeg falder i snak med en professor, som vist kun taler til mig for at være høflig, og som ret hurtigt undskylder og siger, at han må forlade mig for at gå på det lille hus. Han kommer ikke tilbage til sin plads. Om min ven lægger mærke til, at jeg føler mig utilpas eller om det er et rent tilfælde, ved jeg ikke, men lige da jeg skal til at forlade festen, fordi jeg ikke kan holde det ud længere, introducerer min ven mig for en af hans venner, og han bliver endda i nogle minutter og sætter samtalen lidt i gang, og jeg begynder at slappe af. Jeg taler med manden i ret lang tid, nok ca. en times tid, og først der går det op for mig, at jeg har brugt mindst 90% af tiden på at tale om rengøring og rengøringsprodukter, mens han bare har stået og nikket lidt en gang imellem. Da han også undskylder og siger, at han må forlade mig, for at gå på toilettet, men i stedet går direkte over og taler med nogle andre, går det op for mig, at han bare har ventet på at kunne slippe væk fra mig og min Cillit Bang-monolog.

 

Dette resulterer i, at jeg bliver endnu mere bevidst om, hvor akavet jeg er i store forsamlinger, så jeg inhalerer en masse vodkashots og sætter mig på en skammel i et hjørne og kigger på alle de grinende og dansende gæster, som nyder hvert et sekund af dette bakkanal. Det var det øjeblik i 2018, hvor jeg følte mig allermest ensom.

 

Så hvis du møder mig til en fest og falder i snak med mig, skal du bare vide, at jeg godt ved, at det ikke er superinteressant at høre på mine lange tirader om rengøringsprodukter, der indeholder parfume, men jeg er simpelthen gået i panik og aner ikke, hvad jeg skal sige til dig. Du må meget gerne hjælpe mig med at skifte emne. På den måde kan det være, at jeg kan føle mig en smule mindre ensom til fremtidens sociale arrangementer.

(Visited 377 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Det ville jeg ikke have gættet om dig – sikke et ærligt og modigt indlæg. Det kunne i øvrigt være mig, du beskriver, dog er det ikke min passion for rengøringsmidler, jeg brillerer med; det er vist mere bare akavet stilhed …

  • Helt ny opfattelse af dig, ville tro du var den type der dukker op til en fest og med det sammen falder i snak med en random og pludselig står hele festen rundt om dig for at lytte med på hvad du siger.
    Men Pleas lav et blokinlæg om din Cillit-Bang monolog det lyder seriøst virkelig interesserant.

    • Jeg er enormt socialt akavet. Da du kom til mit foredrag, og vi sad nogle stykker udenfor og snakkede sammen, havde jeg lyst til at finde en brønd og hoppe i den, fordi jeg havde det så akavet. Jeg har det fremragende med at stå på en scene og bare tale til folk om noget jeg har viden om, men smalltalke med mennesker jeg ikke kender er angstprovokerende.

  • Der er ikke noget værre end at være et sted hvor alle kender alle minus en selv.
    Og det kan være Mega svært at presse sig ind et sted. I en samtale. Uden at virke belastende. Eller akavet.

    Og hvad skal man snakke om med andre man ikke kender.

    Jeg har nogle gange tænkt at jeg godt gad at gå en tur med dig. Og drikke en øl eller sodavand.

    For jeg gad godt vide, hvordan er du endeligt.
    Men jeg har heller ikke ville skrive. Mest fordi jeg selv syntes jeg måske er lidt kedeligt og jeg syntes du er mere spændene end mig. Og hvad skulle jeg så snakke med dig om.

    Jeg er nok ikke kedeligt. Oplever nogle ting. Men man tror tit andre har det sjovere. Nemmere og bedre end en selv.

    Tak for et godt indlæg.

  • Det vil altid – som i absolut A L T I D – være en udfordring for de af os, som er introverte, at fungere i ekstroverte sammenhænge. Jeg elsker også at skrive, fordi når man skriver har man friheden til at skrive videre. Når man taler er der en risiko for, at man bliver afbrudt.

    En vigtig nøgle, som jeg har opdaget har virket godt er, at spørge ind til noget din modpart kan tale om. Folk elsker at tale om sig selv, og den virker hver eneste gang. Når du f.eks. ved, at vedkommende har lavet noget bestemt han/hun sikkert er stolt af, så spørg ind til det. Det er fuldkommen ligegyldigt om det er, at vedkommende lige har fået en nevø eller niece, om han/hun har en søster eller bror, der lige har fået barn. Giv dem en chance for at tale, for så kan du ‘skjule’ din egen manglende lyst til at tale.

    Talere elsker gode lyttere, og de vil huske det som om det var ligeværdig ping-pong, selvom det var dem, der brugte det meste af tiden.

    Man skal ikke gøre det alt for åbenbart, at man kender tricket, men jeg *garanterer* dig, at det virker. 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *