Stop med at forsvare folk som Per Brændgaard, Ted Bundy og Michael Jackson

Per Brændgaard. Ted Bundy. Michael Jackson.

 

Hvad har Per Brændgaard, Ted Bundy og Michael Jackson tilfælles? De har alle nogle meget loyale fans, der – uanset hvilke beviser og vidnesbyrd, der bliver hevet frem – nægter at anerkende, at deres idoler gjorde skrækkelige ting mod andre mennesker, og hvis de endelig anerkender det, så betyder deres idolers afskyelige handlinger øjensynligt intet for dem.

 

Krammeterapeuten Per Brændgaard er lige blevet idømt 1 år og 2 måneders fængsel for voldtægten på en 29-årig kvinde. Dog lader det til, at en skræmmende stor mængde af mennesker er ude af stand til at tro på, at en mand, som umiddelbart virker som en blød bamse, kan finde på at voldtage. Folk vil meget hellere angribe den unge kvinde og kalde hende psykisk syg, en opportunist, opmærksomhedssøgende og en nederdrægtig løgner. Noget der måske er endnu mere uhyggeligt, er, at Brændgaard selv ikke forstår, hvad han er gjort galt. Det er uhyggeligt på grund af det blogindlæg, han skrev for BT tilbage i 2017, hvor han beskriver, hvordan mænd – inklusive ham selv – kan falde ind i en form for sextrance, hvor de kun ser kvinder som sexobjekter, og det eneste, der kan hive en mand ud af denne trance er hvis han får udløsning, eller kvinden sparker ham i skridtet og løber væk. Læs her.

Og alligevel er der ufatteligt mange mennesker, der mener, at Brændgaard er en fin fyr, som ikke behøver at voldtage, fordi der helt sikkert er mange kvinder, der helt frivilligt vil have sex med ham. Her føler jeg, at jeg bliver nødt til at skære noget ud i pap for de mennesker, som tænker og siger den slags: Voldtægt. Handler. Ikke. Om. Sex. Men. Om. Magt.

 

Ved at påstå, at Brændgaard ikke behøver at voldtage, siger man samtidig, at voldtægtsforbrydere kun kan være mennesker, som altid bliver afvist seksuelt, og drikker vi virkelig stadig af den suppe i 2019? Voldtægtsforbrydere er næsten aldrig grimme, uhumske, ildelugtende, haltende, halvfede mænd med betændte gummer og lange, beskidte negle, der ligger på lur i en busk. Til gengæld er de ofte ganske almindelige mænd, der ser præsentable ud, der har familie, venner og job, og som hjælper deres nabo med at skovle sne.

 

Og jeg er klar over, at det er en ubehagelig tanke, fordi det betyder, at alle omkring os kan være voldtægtsforbrydere. Hvor ville det være rart, hvis man ud fra en persons udseende kunne bestemme om hxn var en gemen forbryder uden empati. Det vækker et stort ubehag i os, når en person som vi beundrer eller stoler på bliver anklaget for noget så skrækkeligt som voldtægt, fordi det sætter spørgsmålstegn ved vores egen dømmekraft. Burde vi have vidst det? Hvordan har denne person været i stand til at skjule det så godt? Derfor er det nemmere, for vores egen selvforståelse, at rette vores mistro mod offeret, hvis vi kender og stoler på den anklagede.

 

Ted Bundy var en amerikansk massemorder, som i halvfjerdserne slog mindst 30 ihjel – det præcise antal er ukendt. I januar 1989 blev Bundy henrettet i den elektriske stol, og i forbindelse med 30-årsjubilæumet for hans død udkom Netflix med dokumentaren ’Conversations with a killer: The Ted Bundy Tapes’, og filmen ’Extremely Wicked, Shockingly Evil, and Vile’, der handler om Bundys liv og med Zac Efron i hovedrollen, havde premiere på Sundance festivalen for ganske få dage siden. Det har resulteret i, at han er blevet et trending topic på Twitter, hvor ufatteligt mange har talt om, hvor hot de synes han var.

 

Inden Bundy blev idømt dødstraf for sine forbrydelser var der en lang række kvinder, der ikke troede på, at han kunne være en morder, fordi han var så pæn, charmerende og veltalende. Og i 1980, mens Bundy ventede på en dom for mordet på Kimberly Leach, giftede han sig med et af sine vidner, Carole Ann Boone. Sammen fik Boone og Bundy en datter i 1982, mens Bundy sad på dødsgangen i et fængsel i Florida.

 

Jeg har aldrig fattet, hvorfor så mange kvinder kaster sig frådende over seriemordere, men så læste jeg den engelske krimiforfatter Mark Sennens mulige forklaring:

 

In romantic fiction the hero is often an alpha male, a strong, dominant ‘bad boy’ who lacks empathy. Plots revolve around turning the hero into somebody who has compassion but still retains the alpha characteristics the heroine was attracted to in the first place. Serial killers are the ultra version of alpha males. 

 

They are driven and highly competent at their ‘job’ (otherwise they would have been caught before they managed to notch up so many ‘successes’) and, like the hero from romantic fiction, they are self-centred and pursue their desires without worrying about the effect on others. To turn such a man into a caring, empathetic human being would be a feat worthy of a true heroine. 

 

Den forklaring giver mening for mig. Vi kvinder bliver opdraget til, at vores liv skal handle om at fange en mands opmærksomhed og så få ham til at blive hos os. Vi lærer, at vi kun har værdi, hvis vi kan finde ud af at finde en mand og holde på ham. Men det er ikke nok at finde hvilken som helst mand; det ultimative er at finde en mand, som aldrig har været i stand til at binde sig til en anden kvinde før, og så få ham til at blive snotforelsket i os. For hvis vi kan få en mand, som aldrig har haft et ønske om at slå sig ned, til at slå sig ned, så fortæller vi os selv, at det er en kæmpe sejr, da det beviser, at vi er så meget kvinde, at selv den notoriske skørtejæger vil opgive den evige kvindejagt for at være sammen med os. Hvis vi så ovenikøbet kan få fat på en seriemorder, og få ham til at elske os, vise omsorg for os og stole på os, så bliver det nærmest ikke bedre. Patriarkatet får os til at tørste efter seriemordere. WAKE THE FUCK UP, WOMEN!

 

(Og inden du skriver vredt til mig, at du i hvert fald aldrig kunne finde på at skrive kærlighedsbreve til en seriemorder, så forstå lige, hvad jeg skriver. Tag en dyb indånding, Jytte)

 

Og det bringer mig til indlæggets sidste person: Michael Jackson. The King of Pop. Formenligt den største musikalske kunster i det tyvendeårhundrede. Revolutionær inden for musik, dans og underholdning. Og højst sandsynligt, næsten uden nogen form for tvivl, en kæmpe børnemishandler. En ny dokumentar på fire timer, ’Leaving Neverland’, skildrer en Michael Jackson, gennem Wade Robson og James Safechucks fortællinger, som de færreste af os har lyst til at forestille os.

 

Og jeg kan selvfølgelig ikke sige med 100p sikkerhed, at han har gjort alle de ting, som han er blevet beskyldt for gennem næsten 30 år, men rigtig meget peger på, at hans forhold til unge drenge var knap så uskyldigt, som vi alle sammen havde håbet og troet på. Og dog er der tonsvis af mennesker, som skriver lange hadefulde kommentarer til eller om Robson og Safechuck. Det er folk, som på ingen måde har tænkt sig at kigge kritisk på Michael Jackson og hans liv og handlinger, men vil gøre alt for at beskytte deres romantiske opfattelse af deres idol. Som jeg skrev tidligere, så handler denne forsvarsposition egentlig ikke om idolet og idolets ry, men det handler om den person, som forsvarer Michael Jackson (og andre kunstnere som er beskyldt eller dømt for lignende forbrydelser).

 

Som Ted Bundy selv sagde:

We want to be able to say that we can identify these dangerous people. And the really scary thing is that we can’t identify them. People don’t realise that there are potential killers among them. How could anyone live in a society where people they liked, loved, lived with, worked with, and admired could the next day turn out to be the most demonic people imaginable?

 

(Visited 2.162 times, 3 visits today)

Kommentarer

  • Kvindeundertrykkelse sucks, mangel på ligestilling succes og det er ubeskriveligt forfærdeligt at så mange kvinder oplever voldtægt, og mange uden at kunne bevise det. Efter al umiddelbar sandsynlighed (kender ikke lige statestikkerne) langt flere end mænd der bliver falsk anklaget.
    Jeg har det dog sådan, uanset hvad den ulovlige handling måtte være, så må det være sådan, at det skal bevise, at der er foregået en ulovlig handling og at gerningsmanden er den anklaget. Det er hvad jeg kalder retssikkerhed og det var sådan jeg troede vores retssystem fungerede. Men det er ikke tilfældet! Jeg var tilhører til retssagen mod Per Brændgaard, som jeg i øvrigt ikke kender. Om Per har voldtaget den 29 årige kvinde, har jeg ingen anelse om, og derfor kunne jeg ikke drømme om at dømme ham. Det er hvad jeg vil kalde en åndelig rask slutning. Det er åndeligt sygt, hvis vi går rundt og dømmer hinanden ud fra hvad vi fornemmer, føler, tror og hører fra andre. En gang brændte vi unikke kvinder på et bål, fordi vi dømte dem til at være hekse. Vi skulle gerne lære af fortiden.

    Som sagt, jeg ved ikke om Per er uskyldigt dømt eller omvendt. Men hvad jeg kan bære vidnesbyrd om er, at der ikke fremkom et eneste bevis under hele retssagen og jeg til det sidste, var sikker på, at han blev pure frifundet. Så jeg var fuldstændig rystet, faktisk i chok, fordi min retsfølelse blev flået i tusind stykker. Dommeren lagde end ikke skjul på, at der ikke var nogle beviser, men fremførte bare helt banalt, at hendes forklaring virkede mere troværdig, så de havde valgt at TRO på hende!!! Jeg troede vil at TRO havde noget med religion og spiritualitet af gøre, med jeg tog fejl. Så kommer jeg i retten, vil jeg ikke have fokus på at tale sandt, men istedet have fokus på at virke troværdig!
    Min retfølelse er kønsneutral og sådan burde retssystemet også fungerer. Men måske mænd og kvinder er lige gode til at fremstå troværdige!? Tror desværre der er for mange syge stoddere, der har givet hos med vedhæng et handicap!!!

    Kvinder er dejlige og kærlighed det største der findes, kombinér det med tolerance og villighed til at mødes i respekt og ligeværd, med forståelse for al det ragelse vi slæber rundt på.

    Alt det bedste til os alle Mick.

  • Jeg er nød til at tage MJ i forsvar.
    Han var mit kæmpe idol. Jeg elskede ham. Beundrede ham. Følte jeg forstod ham.
    Hvis han har voldtaget børn så brister hele boblen af drømme.
    Så forsvinder kunsten for jeg kan og vil ikke adskille monstret fra kunsten.
    Jeg er stadig ikke overbevist om MJ var pædofil, men tvivlen er vendt tilbage… Desværre…

  • Hvad angår Michael Jackson er én ting sikkert: alene det at man gentagne betaler endog meget store beløb for at undgå en retssag nærer tvivlen. Hvorvidt han har gjort det eller ikke, kan der kun være tvivl om i dag, for han er – som bekendt – død. Men skulle jeg rådgive en type som ham, ville jeg altid anbefale, at tage retssagen, hvis man mener, at man er uskyldig. Det må være et klart mål at blive renset – også selvom der er en risiko for, at den slags sager ender som påstand-mod-påstand.

    Når det så gælder den pågældende krammeterapeut kan det godt undre, at man vil skyde budbringeren (altså dig, Katrine), når det i virkeligheden handler om, at man *aldrig* må bryde den tillid som bør være mellem en krammeterapeut og dennes kunde. Hvis man ikke forstår det, egner man sig slet ikke til det job. Længere er den bare ikke!
    Når retten har talt, så må det være sådan, og så må denne person tage sin straf, og man kan så undervejs håbe, at eftertanken vil ramme, så denne enten søger behandling og/eller når erkendelsen af, at det nok er en anden karrierevej, man bør vælge efter afsonet straf.

    Tak for et godt blogindlæg. Altid spændende at læse dine tanker, både her og på Instagram. 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *