Lad dog nu folk fejre Valentine’s Day

 

Big Mouth’s Valentine’s Day Special på Netflix. Se den.

Dagene op til årets Valentine’s Day har været som de plejer at være hvert år: fyldt med folk, der håner og latterliggøre dem, der rent faktisk fejrer dagen. Jeg har læst utroligt mange kommentarer på sociale medier, hvor folk siger, at hvis man er i et forhold, hvor man behøver en speciel dag for at vise sin kæreste/ægtefælle, at man elsker dem, så er man i et lortet forhold, som man ligeså godt kan aflive med det samme. For man skal jo vise sin partner, at man elsker dem hvert eneste sekund af hver eneste dag. Man skal sidde på skødet af sin bedre halvdel hver morgen og synkronisere sin vejrtrækning med deres, mens man nynner I Will Always Love You og græder glædestårer, for ellers er man i et usundt forhold. Realiteten er, at det faktisk kan være svært at få tid til at være romantisk i hverdagene, og for dem, der måske har brug for et lille skub bagi for at få planlagt en date-aften med partneren, der synes jeg Valentine’s Day er en fin reminder til at gøre lidt ekstra for den man elsker.

 

Jeg hører også folk sige, at grunden til, at de ikke fejrer dagen er, fordi det er en amerikansk dag, som store selskaber i Danmark har taget til sig for at tjene penge på godtroende fjolser. Dagen er et stort kapitalistisk gedemarked. Altså, i modsætning til jul, fastelavn og påske? Jeg er med på, hvad baggrunden for alle disse begivenheder er, men lad os stoppe med at påstå, at vi fejrer disse ting af andre grunde end, at vi synes det er sjovt og hyggeligt.

 

Nogle siger, at de ikke bryder sig om amerikaniseringen af Danmark, og det er grunden til, at de ikke fejrer Valentine’s Day. Men hey, har disse mennesker et køleskab og en støvsuger? Ser de Hollywood-film? Lytter de til Lady Gaga, Rihanna, Elvis, Bob Dylan, Nina Simone eller Stevie Wonder? Bruger de ord som shopping, software, smoothie, deadline, fuck, cool eller guide? For det er vel alle ting, som har påvirket den danske kultur mere end Valentine’s Day.

 

Hvis du kan få så ondt i røven over at andre nyder at fejre denne dag, så skal du måske overveje at tage et grundigt blik på dig selv og dit liv, for så er der noget galt. Måske føler du dig ensom, og så er det nemmere at blive sur på dem, der taler om deres store planer for Valentine’s end at indrømme, at du også gerne vil have en special someone, du kan forkæle på denne dag. Måske blev du engang droppet på Valentine’s Day og derfor er der en masse indestængt smerte forbundet med denne dag. Måske er du bare et nederen menneske, der generelt ikke kan lide at se folk smile.

 

Til dig, der hader Valentine’s Day: Husk, at du bare kan lade være med at deltage. Men lad dog andre gå all-in på at give hinanden hjerteformede chokolader, bløde bamser og spiseligt undertøj. I morgen er alt tilbage ved det gamle, og vi andre kommer på job med et smil på læben, mens du stadig sidder og marinerer i din askegrå bitterhed.

 

Til alle jer andre: HAPPY VALENTINE’S DAY!

(Visited 294 times, 3 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *