De 10 (faktisk 12) mest delish mænd

Det er fredag. Vi er liderlige, og vi skal ud og svinge med vores kønsdele i aften. Derfor føler jeg, at vi alle vil sætte pris på en liste over mænd, jeg gerne vil være nøgen med, right? Right.

 

  1. Idris Elba

 

Hvis han bliver den nye James Bond, så vil jeg rent faktisk bruge tid på at se de film. Det var først efter jeg så serien Luther, for et par uger siden, at jeg begyndte at tænke på Idris som en mand, der bestemt burde bo under min seng, så jeg altid kunne hive ham frem og råbe af ham, så han ville blive sur, så vi kunne have angry sex. Jeg føler, at han ville være sådan en mand, jeg ville have klam – men lækker – madsex med. Vi ville sikkert kaste håndfulde af guac på hinanden og aggressivt slikke det af hinanden. Og så forestiller jeg mig, at Peter Serafinowicz ville sidde på en stol ved siden af os, og læse nogle erotiske noveller højt for os.

 

  1. Michael B. Jordan

 

Sorry, what?! Is this guy even real? Jeg ved faktisk ikke, om jeg ville være nøgen med ham, for jeg ville ende med at hade min egen krop helt enormt. Jeg har lyst til at bruge hans kæbe som brevvægt. Hvis man altså stadig havde brug for brevvægte. Jeg ville begynde til kurveflet, hvis han underviste i det. Hvis jeg var sammen med ham, ville jeg klippe mine øjenlåg af, så jeg aldrig kunne blinke og gå af glip af hans ansigt i bare et splitsekund.

 

  1. Tyler Hoechlin

 

Jeg kan slet ikke håndtere, hvor perfekt hans næse er. Den næse skal udstilles på Louvre, efter hans død. I det hele taget er hans ansigt ret perfekt. Jeg kunne bruge hans kindben til at snitte grøntsager, som jeg kunne fodre ham med, mens jeg selv ligger i en sækkestol og æder kæmpe mængder af Marabou. Bagefter ville jeg få ham til at squatte og hyle som en ulv, mens jeg sad på hans skuldre. Nøgen. Selvfølgelig.

 

  1. Vincent Cassel

 

Han skulle altid massere mine fødder, mens han sang franske sange. Jeg kan ikke fransk, så han kunne egentlig bare synge en eller anden madopskrift. Vincent har helt sikkert en eller anden bizar fetich, som man aldrig har hørt om. Noget med at trække sin forhud så langt ud som muligt og hælde noget hvidvin ned i den lille ”hule”, og derefter klemme forhuden sammen over vinen, ryste dilleren lidt og squirte hvidvinen ind i min mund. Og jeg ville elske det.

 

  1. Harry Shum Jr.

 

Han skal bære makeup som i Shadowhunters og danse som i Glee, og jeg vil sidde og beundre hans moves og kaste penge efter ham. Når han bliver træt af danseriet, lægger han sig ned på en chaiselong, og jeg begynder at barbere hans ben, mens han fortæller mig om hvordan det er at kysse med Matthew Daddario. Bagefter deler vi en overmoden melon, mens vi har intens øjenkontakt og bliver mere og mere fedtede af al melon-juicen.

 

  1. James McAvoy

 

Hvis filmen Split har lært mig noget, så er det, at James er ekstremt god til rollespil. Vi ville aldrig lære hinanden ægte at kende, for vi ville altid spille en eller anden karakter. Om mandagen ville jeg være en so, som skulle insemineres, og James ville være bonden, der skulle stå for insemineringen. Om tirsdagen ville jeg være James’ stedmor, der ville straffe ham for ikke at have vasket piskeriset op efter at have bagt en kæmpe sandkage. Om onsdagen ville jeg være en gammel, GAMMEL kone med leverpletter og tyndt, gråt hår, og James ville være en ung og spændstig fyr, som ville komme til min undsætning, da jeg er ved at tabe min pose med dagligdagsvarer. Han ville hjælpe mig hjem og som tak ville jeg give ham et tandløst blowjob. Og jeg har ikke fundet ud af, hvad der skal ske resten af ugen, men det skal nok komme til mig.

 

  1. Nick Kroll

 

HVORFOR HAR NICK IKKE HAFT HOVEDROLLEN I EN ELLER ANDEN KÆMPE HOLLYWOOD ROMCOM ENDNU?! Jeg blev instantly forelsket i Nick, da jeg så hans (og John Mulaneys) åbningstale til the Independent Spirit Awards i foråret. Efterfølgende brugte jeg al min fritid på at se ALLE interviews med ham, der ligger på nettet, alle film og serier, han har været med i, og lyttede til alle podcasts, han har været med i. Nogle ville måske mene, at min forelskelse nærmede sig besættelse. Til dem, har jeg kun en ting at sige: SHUT UP! YOU DON’T KNOW REAL LOVE!

Hans smil, øjne, grin, humor, og hans helt fantastiske læber. Jeg er overbevist om, at Kylie Jenner fandt på den der lip challenge, efter hun så Nicks læber.

 

  1. Jason Mantzoukas

 

Da jeg var i Las Vegas tidligere i år, skulle jeg forklare min bf Joy – og nogle andre – hvor vild i varmen Jason gør mig. Jeg forklarede det således: ”Jeg vil flette hans hår i én stor fletning, bruge en masse hårspray til at gøre den helt stiv og hård, og så vil jeg bruge den som en dildo, så jeg kan pille hans hår ud af min fisse i flere år efterfølgende.” Jeg kan røbe, at hverken Joy eller de andre, der var til stede, var begejstrede for min forklaring. Men ikke desto mindre, så er det sådan jeg har det med Jason. Og kunne jeg kneppe en stemme, så skulle det være hans.

 

  1. Charlie Brooker

 

Manden bag serien Black Mirror gør noget godt for mit underliv. Hans sarkasme, spydighed og pessimisme har alle dage gjort mig liderlig. Vi ville citere linjer fra Orwells 1984, mens vi hadkneppede hinanden. Vi ville være grimme og svedige, og lave lyde, som mindede meget om de lyde brunstige moskusokser laver. Lavede vi et sexbånd, ville ingen se det.

 

10. En firkant med Tom Hiddleston, Benedict Cumberbatch og Daniel Sloss

 

De er alle sammen pikkelækre. De er naturligvis ikke kun sammen med mig på skift, de er også sammen med hinanden. For jeg kampelsker at se mænd have sex med mænd. Efter al sexen ville vi ligge i ske under et rødt satinlagen. Hvis vi lavede et sextape, ville alle købe det.

Seksuelle overgreb bliver ikke taget alvorligt

Brett Kavanaugh
Brett Kavanaugh

 

 

Hvis du er en hvid, cishet mand fra middelklassen, kan du slippe af sted med alt. Du kan udøve sexchikane mod dine kolleger eller ansatte, du kan forgribe dig på veninder og kærester, du kan sågar begå voldtægt, uden nogen konsekvenser.

 

Sagen jeg tænker på her, er sagen om senator Brett Kavanaugh og beskyldningerne rettet mod ham af professor Christine Blasey Ford om et seksuelt overgreb, der fandt sted i starten af 1980’erne, da Ford var 15 år, og Kavanaugh var 17.

 

Brett Kavanaugh er blevet nomineret af president Trump til the Supreme Court, hvilket vil sige, at han lige er gået gennem en masse høringer og baggrundstjek, inden the Senate Judiciary Committee skal stemme om nominationen, og derved bestemme om nominationen skal gå videre til hele Senatet.

 

I juli skrev Ford et brev til senator Dianne Feinstein, hvor hun fortæller om det seksuelle overgreb. I sidste uge kom det frem i amerikanske medier, at Feinstein har videresendt brevet til FBI, for at få dem til at undersøge sagen. Det skabte en del røre i medierne, og i søndags valgte Ford at træde frem og sætte navn og ansigt på den hidtil anonyme anklager. Ford har ikke stået frem offentligt med anklagerne tidligere, fordi hun har været fuldt ud klar over, hvordan man som kvinde bliver modtaget, når man kommer med sådanne anklager mod en hvid og magtfuld mand. Men i søndags sagde hun i et interview til the Washington Post: ”Now I feel like my civic responsibility is outweighing my anguish and terror about retaliation.” Her kan du læse brevet, som Ford sendte til Feinstein, hvor det seksuelle overgreb bliver beskrevet.

 

Og det kan vel ikke komme bag på nogen, at Ford ikke ligefrem er blevet taget godt imod. Hun har modtaget dødstrusler, og har været nødsaget til at flytte ud af sit hjem midlertidigt af frygt for sin sikkerhed. Senator Orrin Hatch har udtalt, at han mener, at Ford er noget forvirret, fordi han har talt med Kavanaugh, som benægtede, at han overhovedet var til den fest, hvor angrebet skulle have fundet sted. Og flere senatorer har sat spørgsmålstegn ved Fords troværdighed, fordi hun har ventet så længe med at stå frem med navn og ansigt. Og Trump har udtrykt sin dybe sympati for – nej, ikke Ford – Kavanaugh:

 

 

Ford har gennemført en løgnedetektor-test, udført af en tidligere FBI-agent, som viser at hun taler sandt. Og da hun gik i terapi i 2012, fortalte hun sin terapeut om episoden, og terapeuten har offentliggjort sine noter fra den samtale med Ford. Fords mand, Russell Ford, har været ude offentligt og støtte sin kone, og har fortalt, at han tydeligt kan huske, at det var Kavanaughs navn, som hans kone nævnte, da hun fortalte ham om det seksuelle overgreb.

 

Kavanaugh selv benægter alt: ”This is a completely false allegation. I have never done anything like what the accuser describes — to her or to anyone.”

 

Hvorfor er det nemmere, at tro på en mand, som siger, at han ikke har seksuelt forulempet en kvinde, end det er at tro på en kvinde, der fortæller, at hun er blevet seksuelt forulempet og som fortalte det til sin terapeut for seks år siden, hvor der findes noter, der beviser dette, og har bestået en løgnedetektor-test omkring emnet? Det er som om, at det eneste, der vil få folk til at tro på Ford er, hvis Kavanaugh går ud og indrømmer, at hendes beretning er sand, og selv der ville nogle mænd sikkert sige noget i stil med: ”Ej, men Brett, er du nu helt sikker på, at det er sandt? Du er jo sådan en god mand. Jeg kan ikke forestille mig, at du virkelig har overfaldet hende. Det var vel bare en joke, ik’?”

 

Hvad fanden skal der til, før man som kvinde bliver taget alvorligt, når man taler om seksuelle overgreb? Skal man bedøves og gruppevoldtages af fire mænd, der filmen hele episoden og lægger det op på Snapchat, før folk tror på en? Nå nej, de blev jo også frikendt, fordi det ikke kunne bevises, at kvinden ikke var i stand til at sige nej.

 

Fords anklage mod Kavanaugh minder om Anita Hills anklage på Clarence Thomas tilbage i 1991, hvor Hill endte med at blive ydmyget, og offentlighedens støtte til Thomas blev ikke mindre efter den sag.

 

 

Jeg kan godt forstår, hvorfor så mange kvinder vælger at lade være med at stå frem, når de bliver udsat for seksuelle overgreb eller voldtægter. Vi får altid smidt en bunke lort i ansigtet, der bliver altid sat spørgsmålstegn ved vores troværdighed, vi bliver altid spurgt om vi havde drukket, om vores hukommelse nu er så god, som vi påstår, om vi måske bare fortrød dagen efter, om vi havde flirtet med gerningsmanden, om hvorfor i alverden vi dog valgte at gå alene hjem, eller om hvad der dog fik os til at være alene med en mand, som vi kun havde kendt i nogle timer. Vi kan ikke gøre noget rigtigt, når vi har været udsat for et seksuelt overgreb. Lige meget hvordan vi reagerer, så skal der nok være en eller anden, som mener, at vi reagerede forkert, og at vi derfor ikke er til at stole på.

 

Hvorfor skulle Ford komme med denne anklage, hvis den ikke var sand? Hvad ville hun få ud af det? Kom med en eneste plausibel grund til at hun skulle lyve.

 

Kvinders ord, sikkerhed og velvære betyder ikke en skid. Til gengæld betyder mænds alt. Derfor holder vi kvinder vores kæft, når vi bliver overfaldet, voldtaget, tæsket, ydmyget, tilsvinet og nedgjort, fordi vi ved, at ingen gider at lytte. Ikke rigtigt. Ikke nok til at gøre en forskel.

 

Jeg vil lade Anita Hills ord i the New York Times slutte mit indlæg.

Disneys Mulan serverer queerness fra start til slut

 

Mit regnbuefarvede hjerte hopper og danser af glæde, når jeg ser Disneys Mulan. En film, der behandler emner som homoseksualitet, biseksualitet, drag og at være transkønnet. Så jeg har besluttet mig for gå filmen igennem fra start til slut, for at sætte fokus på de mange forskellige queer øjeblikke, som Mulan præsenterer os for.

 

Da kejseren i starten af filmen bliver gjort opmærksom på, at hunnerne er i gang med at angribe Kina siger han: ”A single grain of rice can tip the scale. One man may be the difference between victory and defeat.” Der bliver klippet direkte fra kejserens ansigt over til en skål ris, som Mulan spiser af, og dette er også det første øjeblik, vi ser Mulan. Mulan sidder og spiser ris, mens hun øver sig på at huske, hvilke tillægsord, der bedst beskriver en ”rigtig” kvinde. Quiet. Demure. Graceful. Polite. Delicate. Refined. Poised. Punctual. De to scener er simpelthen klippet sammen så smukt. Allerede her får vi at vide, dog implicit, at det er Mulan, der kommer til at redde Kina. Kejserens ris-metafor bliver forbundet til de ris, som Mulan sidder og spiser. Mulan bliver forbundet til ordene ”one man may be the difference between victory and defeat”, da hun tydeligvis ikke kan finde ud  af at være en ”rigtig” kvinde, og bliver nødt at skrive noter på sit håndled for at huske, hvordan man skal opføre sig som kvinde. Hun føler sig altså tættere knyttet til mandlige karakteristika. At hun bliver nødt til at skrive disse ord ned for at kunne huske, hvordan hun skal opføre sig, viser os, at der ikke er noget naturligt ved at være den slags kvinde. Det er noget, man lærer. Som Simone de Beauvoir siger, ”One is not born, but rather becomes, a woman”.

 

Scenen mellem The Matchmaker og Mulan viser igen, hvor besværligt og unaturligt Mulan føler det er at agere på den måde, som er forventet af hende. Hun bliver ved med at fucke op, selvom hun virkelig gerne vil gøre sine forældre stolte, og derfor forsøger hun at leve op til de traditionelle feminine dyder, som ellers ligger ret langt fra hende. Det er et fint øjeblik, der fortæller os om den sociale konstruktion af køn. Mulan viser, hvordan kønnede handlinger har brug for at blive gentaget i en uendelighed for at opretholde idéen om et naturalistisk køn. Når hun ikke formår at udføre disse handlinger korrekt bliver der sat spørgsmålstegn ved hendes kvindelighed, hvilket viser, hvor svært og kompliceret det er at være en ”rigtig og naturlig” kvinde. Som Judith Butler siger, køn er noget man gør.

 

Da Mulan kommer hjem efter Matchmaker-fiaskoen, synger hun sangen ’Reflection’, og her er teksten:

 

Look at me,

I may never pass for a perfect bride, or a perfect daughter.

Can it be.

I’m not meant to play this part?

Now I see, that if I were truly to be myself,

I would break my family’s heart.

 

Who is this girl I see, staring straight back at me?

Why is my reflection someone I don’t know?

Somehow I cannot hide?
Who I am, though I’ve tried.
When will my reflection show, who I am, inside?
How I pray, that a time will come,
I can free myself, from their expectations
On that day, I’ll discover someway to be myself,
and to make my family proud.
They want a docile lamb,
No-one knows who I am.
Must there be a secret me,
I’m forced to hide?
Must I pretend that I am someone else for all time?
When will my reflection show, who I am inside?

 

Wauw, hva’? Den her sang handler altså ikke bare om, at hun ikke kan finde ud  af at hælde te op i en kop. Der er noget dybere i Mulan, som gerne vil ud. Man kan finde utallige artikler på nettet, der fortæller os, at Mulan synger om at være en transkønnet mand, hvilket giver ganske fin mening, både fordi sangen bliver koblet sammen med dette billede:

 

Mulan rummer både det maskuline og feminine.

 

Og fordi hun kort efter drager af sted i krig forklædt som en mand. Så hvis man giver sangen den mening, kan jeg fuldt ud forstå det. Dog vil jeg gerne give en alternativ fortolkning. Jeg læser sangen som en ung kvindes tørst efter at få lov til at udfolde sit kønsudtryk på forskellige måder. Umiddelbart ser jeg ikke Mulan som en mand, der er fanget i en kvindes krop, men som en kvinde, der hele sit liv er blevet tvunget ind i en meget snæver definition af, hvad det vil sige at være en kvinde. Jeg ser sangen som et ønske om at få lov til at være en hel person, der indeholder komplekse tanker og selvmodsigende følelser, i stedet for at være en todimensionel papfigur, der ikke må have selvstændige idéer. Jeg mener, at min læsning bliver bakket op, når man ser, hvordan Mulan ikke kan finde ud af at gå og tale som en mand, da hun øver sig lige inden hun går ind i lejren. Man kan argumentere for, at det er, fordi hun er blevet socialiseret til at gå og tale som en kvinde gennem hele sit liv, og derfor vil det kræve noget tid for hende at vende sig til at være en mand. Men da hun går ind i lejren og ser, hvordan mændene bliver ved med at slås og deres mangel på hygiejne er hun forfærdet. Og selvom det ikke er særlig sympatisk at portrættere mænd, som nogle ildelugtende svin, der tæver alt og alle, så jeg mener jeg, at man kan læse det som at Mulan tager afstand fra den ekstreme maskulinitet, såvel som hun tager afstand fra den ekstreme femininitet. Hvis vi hurtigt går tilbage til det ovenstående billede ser vi, at Mulan ikke tørrer al sminken af på samme tid. Hun giver os en del tid til at se hende med halvdelen af ansigtet dækket af makeup og den anden halvdel uden. Det læser jeg som, at hun fortæller os, at hun indeholder både maskuline og feminine sider. Derfor mener jeg, at Mulan er genderqueer eller genderfluid, og ikke transkønnet.

 

Gennem hele filmen kommer der små bemærkninger omkring, hvordan køn er performativt, og hvordan udseende ikke behøver at fortælle noget om, hvordan den pågældende person er. Mushu vil gerne sendes af sted for at redde Mulan, men en af forfædrene siger, ”we’ll send a real dragon”, hvortil Mushu svarer: ”What … what … I am a real dragon.” Mushu er ikke stor, stoisk eller fysisk stærk, så han bliver ikke opfattet som en rigtig drage. Det er svært ikke at drage paralleller til, hvordan mænd bliver opfordret til at være. Mushu ender med at blive sendt af sted, og da han finder Mulan ude foran soldaterlejren, siger han til hende: ”I’ve been sent by your ancestors to guide you through your masquerade.” Hun har klædt sig ud som en mand, og skal nu have hjælp til at performe maskulinitet, og med den rigtige hjælp kan hun snyde alle soldaterne og få dem til at tro, at hun rent faktisk er en mand. Det vil sige, at den maskulinitet Mulan performer lige såvel kan tilhøre en kvindekrop som en mandekrop. Ingen sætter spørgsmålstegn ved Mulans køn, selvom hun ikke performer maskulinitet særligt overbevisende til at starte med, men da alle er ivrige efter at få alt til at passe ind i en bestemt forestilling om verden og mennesker, så skal der ikke så meget til, før de villigt godtager, at hun er en mand. It’s some sort of willful blindness.

 

Vi er vidner til at Li Shang bliver gjort til kaptajn, og da det sker, kan Shang slet ikke skjule sin begejstring. Han stammer, smiler og bliver i det hele taget noget befippet, men der går ikke mange sekunder før han tager sig selv i at være ”pjattet” og retter ind til at blive en stille og stoisk mand, der blot bukker med hovedet som tak for forfremmelsen. Det er interessant, at selv en mand, som ellers udadtil lever op til en masse maskulinitetsidealer, har svært ved at blive i den rolle hele tiden. Han er i hæren, hans far er selv hærfører, og alt tyder på, at Shang er blevet opdraget til at være en ”rigtig” mand lige siden han var en baby. Men de snævre kønsroller giver ikke megen plads til personlighed og diversitet, så alle vil på et eller andet tidspunkt fejle, fordi det netop ikke er naturligt, at alle mænd skal være på én måde.

 

Og apropos Shang og følelser han prøver at skjule, så er vi nået til sangen ’I’ll Make a Man Out of You’. Her er et uddrag af teksten:

 

Let’s get down to business, to defeat the Huns
Did they send me daughters, when I asked for sons?
You’re the saddest bunch I ever met
But you can bet before we’re through
Mister, I’ll make a man out of you

 

Tranquil as a forest but on fire within
Once you find your center, you are sure to win
You’re a spineless, pale, pathetic lot
And you haven’t got a clue
Somehow I’ll make a man out of you

 

 

Be a man
We must be swift as the coursing river
Be a man
With all the force of a great typhoon
Be a man
With all the strength of a raging fire
Mysterious as the dark side of the moon

 

Anden sætning i første vers kan jeg ikke lade være med at smile lidt over.  Jeg er klar over, at det er en kommentar til den første sætning, hvor Shang synger om at vinde over hunnerne, men læser man den anden sætning for sig selv, så … Dog er de sætninger jeg finder mest interessante i denne sang, de to første linjer i andet vers og den sidste linje i omkvædet.

”Tranquil as a forest but on fire within.” Dualismen i at være på en måde udenpå, men at være på en anden måde indeni, er noget Mulan i hvert fald kan nikke genkendende til. Hvad er det for en ild, der brænder i Shang? Er der noget, der piner ham at holde hemmeligt? Jeg læser det som, at han føler sig tynget af idéen om at være en mand, der ikke viser følelser, og at han ikke kan vise, hvem han rigtigt er, hvilket gør ondt på ham. ”Once you find your center, you are sure to win.” Shang kæmper med nogle ting, som han ser frem til at få styr på, for så kan han endelig få fred. ”Mysterious as the dark side of the moon.” Shang er ligeså mystisk som den side af månen, vi ikke kan se. Han skjuler noget for os, og han er endnu ikke klar til at fortælle os, hvad det er. Det første hint vi får omkring Shangs forelskelse i Mulan/Ping er i løbet af den træningsmontage, som finder sted under denne sang. Da Mulan/Ping endelig lærer at kæmpe og sparker Shang omkuld, får hun dette blik af ham:

 

“Oh, you strong and handsome devil”, tænkte Shang.

 

Måske er Shang træt af at være den store, stærke og tavse type, og derfor bliver han lidt varm i kroppen, når han møder en mand, der rent faktisk kan ”out-man” him. Vi kan alle sammen have brug for at føle os små og passet på engang imellem, og når man er så stor og stærk som Shang, sker det nok ikke ofte. Senere i filmen, da lavinen begraver hunnerne, er det også Mulan/Ping, der redder Shang, og da Shang kommer til sig selv, giver han også et langt og meget ømt blik til Mulan/Ping, da han takker hende for at have reddet hans liv. Der er intet galt med at have brug for lidt TLC, heller ikke når man er en mand.

 

“You saved my life, I must touch your bicep”, tænkte Shang.

 

Da Shang opdager, at Mulan er en kvinde, bliver han sur og forfærdet. Er det mon, fordi han synes, at han mister noget af sin maskulinitet, nu hvor det er en kvinde, som reddede ham og en kvinde, som kicked his ass under træningen? Eller er det, fordi han endelig var ved at acceptere sin homoseksualitet, at han blev skuffet over, at Mulan ikke var en mand? Eller er det så simpelt som, at han bare er ked af, at en han holder af, har løjet over for ham, fordi han faktisk er ligeglad med om Mulan er en mand eller en kvinde?

 

“I don’t care if you’re a man or a woman, but you lied to me”, tænkte Shang.

 

Soldaterne forlader Mulan i sneen. Mulan opdager, at hunnerne ikke er døde, så hun beslutter sig for at ride ned til soldaterne og advare dem. Da hun når ned til soldaterne, fortæller hun Shang om hunnerne, og hun siger til ham: ”You have to believe me.” Han spørger: ”Why should I?” Hun svarer: ”Why else would I come back? You said you’d trust Ping. Why is Mulan any different?” I mine ører lyder det som om hun taler til Shangs biseksuelle/panseksuelle side. Hvorfor i alverden er det så vigtigt, om jeg er en mand eller en kvinde? Jeg er stadig den person, du faldt for.

Efter de har besejret Shan-Yu og hunnerne, rider Mulan hjem. Shang dukker op ved hendes hjem med hendes hjelm og stammer og er lidt genert, da han skal tale til hende, mens Mulan er helt rolig og smilende. De har byttet om på de traditionelle kønsroller, vi er vant til at støde på, hvor det er kvinden, der er genert og manden, der er selvsikker. Her sætter filmen endnu engang en stor fed streg under, at man kan være kvinde på mange måder, og man kan være mand på mange måder. Slutningen synes jeg bakker op om min fortolkning af, at Mulan ikke er en transkønnet mand, da hun virker glad og lettet over at kunne være Mulan igen. Hun har fundet ud af, at hun ikke behøver at skamme sig over sine maskuline sider, og at de sagtens kan leve i harmoni med hendes feminine sider. Og læg mærke til det blik Shang giver Mulan til sidst. Er det ikke det samme blik han giver Ping efter lavinen? He seems pretty bisexual to me.

 

“Man, woman, I don’t care, I love you”, tænkte Shang.

 

Dette indlæg er blevet ret langt, og jeg har udeladt virkelig meget, derfor vil jeg hurtigt nævne nogle scener, som I bør tænke over og nyde, når I næste gang ser Mulan.

 

Badescenen mellem Mulan/Ping, Chien-Po, Ling og Yao. Hvordan Shan-Yus ørn mister al sin farlighed, efter Mushu har brændt dens fjer af. Chien-Po, Ling og Yao i drag, mens sangen ‘I’ll Make a Man Out of You’ spiller. Da Mulan ikke finder sig i, at Shan-Yu siger, at Shang har taget hans sejr fra ham, så hun kaster en sten i hovedet på Shan-Yu og siger: ”No! I did.” Symbolikken i at Mulan skyder pilen (straight as an arrow) i jorden foran Shang, da hun når toppen af pælen. Og så selvfølgelig alt det homoerotiske ved, at Shang kontant optræder i bar overkrop, mens han er i soldaterlejren. Hvor der kun er mænd. Og de træner sammen. Tæt. Svendende. Dryp, dryp.

Catcalling handler om kontrol, magt og adfærdsregulering

Mit ansigt, når jeg bliver catcallet.

 

Sidste uge lavede jeg et opslag på min Instagramprofil, hvor jeg spurgte kvinder, hvordan de havde det med catcalling. Jeg spurgte om dette, fordi jeg tidligere på dagen havde læst et blogindlæg fra en kvinde, som elskede at blive catcallet. Hun så det som en kompliment, når mænd piftede eller råbte kommentarer omkring hendes krop efter hende. Jeg havde aldrig før hørt en kvinde sige det her, derfor spurgte jeg mine kvindelige Instagramfølgere om deres holdninger til catcalling. Der var en del kvinder, der sagde, at det kom an på situationen og hvem, der sagde hvad og hvordan. For eksempel, så tog en kvinde det som en kompliment, hvis en mand kom hen til hende og sagde i normalt stemmeleje, at han syntes, at hendes jakke var rigtig flot og klædte hende, og derefter ønskede hende en god dag og gik sin vej. Men det er jo, fordi dette er en kompliment. Det er ikke catcalling. En kvinde spurgte ret defensivt, om man nu ikke måtte give hinanden komplimenter mere. Og hvem i alverden har sagt, at man ikke må sige søde og opmuntrende ting til hinanden? Jeg har i hvert fald ikke, og jeg har ikke hørt andre feminister sige det.

 

Jeg kan selvfølgelig ikke bestemme (og det vil jeg heller ikke), hvad andre kvinder synes er en kompliment, men jeg håber og tror, at de fleste vil være enige med mig, når jeg siger at ovenstående eksempel er en kompliment og ikke catcalling. Der er forskellige grader af catcalling. Det kan være lyde, som de lyde man laver, når man rent faktisk kalder på en kat, pift, støn og andet i den dur. Så er der de kommentarer, som isoleret fra sammenhængen kan lyde som komplimenter, såsom: ”Du er smukkere, når du smiler” og ”Sikke nogle flotte ben”. Så er der de grovere og ofte seksuelle kommentarer, som jeg gætter på, at de fleste kvinder bestemt ikke bryder sig om, såsom: ”Må jeg kneppe din røv?”, ”Fuck, nogle kæmpe patter” og ”Din mund ville se godt ud rundt om min pik”. Fællesnævneren for stort set alle disse catcalls er, at de bliver ytret, når du er i gang med at passere manden, eller manden er ved at passere dig. Det er yderst sjældent at de kommer, når I står side om side og venter på et S-tog. Det er, fordi manden ikke oprigtigt vil i kontakt med dig. Han er ikke en lidt kikset fyr, der er interesseret i at lære dig at kende, men som bare ikke har styr på, hvordan man starter en samtale med en kvinde.

 

Mænd, som falder i kategori nummer to (dem, der på overfladen siger søde ting), forsvarer tit deres pludselige komplimentudbrud med at de bare vil give kvinden en god dag, og at det generelt er dejligere at se på mennesker, der smiler end mennesker, der ser sure ud. Men hvis disse åh-så-fromme mænd virkelig mener, at de bare gerne vil gøre alle lidt gladere, ved at minde folk om, at de skal smile, hvorfor råber de så aldrig disse ting efter den store og brede vejasfaltør, eller hvorfor råber de ikke efter de kvinder, som går og holder en mand i hånden? Fordi det ikke handler om at sprede glæde og positivitet til den generelle befolkning.

 

Catcalling handler om kontrol, magt og adfærdsregulering.

 

Mænds magt over mænd:

I alle relationer og i alle grupper vil der være nogle specifikke magtdynamikker, som de involverede enten prøver at opretholde eller udfordre. I en gruppe af mænd vil der typisk være en, der er alfahannen. Det er ham, som lever mest op til de maskulinitetsidealer, som den pågældende gruppe er blevet enige om er vigtigst. Maskulinitetsidealerne går typisk på at være den største, stærkeste, den, der tager flest chancer og den, der er bedst til at ”score damer”. Hvis du som mand skal præsentere dig selv som en, der hele tiden har sex med nye kvinder, bliver du højst sandsynligt også nødt til at udvise en vis form for følelsesmæssig afstumpethed, for du kan jo ikke gå rundt og blive forelsket hver gang du har sex med en ny kvinde. Det vil sige, at du skal finde en måde, hvorpå du kan vise mændene i ”din gruppe”, at du ikke bliver følelsesmæssigt tilknyttet til de kvinder, du har sex med. Og hvordan gør du det? Ved at vise, at du faktisk er ligeglad med kvinder generelt. Ved at vise, at du ser kvinder som omvandrende sexdukker, der bare venter på at blive penetreret af din mægtige penis. Og det kan du gøre ved netop at råbe kommentarer med seksuelle undertoner efter kvinder. De andre mænd i gruppen bliver nødt til at reagere ved at bakke op om manden, der har catcallet. Enten ved at grine fjoget, nikke anerkendende, give high fives eller selv komme med nogle kommentarer omkring den pågældende kvinde. Hvis mændene i gruppen ikke bakker op om tilråbet, så kan der opstår interne konflikter i gruppen. Manden, der ikke bakker op kan blive ignoreret, udstødt eller latterliggjort. Eller han kan blive opfattet som en trussel i gruppen, en der går mod ”lederen”, og selv vil have magten.

I disse tilfælde handler catcalling ikke om kvinden, men derimod om at bevise sin mandighed over for andre mænd.

 

Mænds magt over kvinder:

De fleste kvinder, der får disse tilråb på gaden, får dem når de går alene, eller med en anden kvinde. Det sker yderst sjældent, når kvinden går hånd i hånd med en mand. For i det tilfælde kan andre mænd se, at kvinden er under kontrol. Hun er blevet claimed af en anden mand, så derfor tilhører hun ham, and you don’t mess with another man’s property. Hvis en mands catcall ikke handler om at bevise sin mandighed over for andre mænd, så handler det om at kontrollere kvinder (catcalls kan sagtens handle om begge ting på én gang). Kvinder skal se ud på en bestemt måde og de skal agere på en bestemt måde. Har en kvinde en lårkort nederdel på, en nedringet top, går med meget makeup, kysser med en anden kvinde, går alene udenfor, når det er mørkt, så skal hun have at vide, at det er uforsvarligt at gøre, for det er ikke sådan ”rigtige” kvinder går klædt eller opfører sig. Og hvis en kvinde afviger bare en smule fra idealbilledet, så kan hun være sikker på, at det nok skal blive påpeget, og det kan bl.a. være gennem catcalls.

Hvis en kvinde siger fra over for catcalls, især de catcalls, som er seksuelt eksplicitte, er der stor risiko for, at hun vil blive mødt med et nedladende modsvar, såsom: ”Luk røven, kælling”, ”Klamme so” eller ”Billige luder”. Dette er både for ikke at tabe ansigt foran de andre mænd, der er tilstede, men også for at fortælle kvinden, at hun bestemt ikke skal sige fra; hun skal bare finde sig i at blive råbt efter.

 

Starten af næste afsnit kan virke irrelevant for emnet catcalling, men hav tålmodighed og bliv ved med at læse, det skal nok give mening til sidst.

 

Overvågning, disciplinering og adfærdsregulering:

Den engelske filosof Jeremy Bentham designede en bestemt type fængsel i slutningen af 1700-tallet, som han kaldte et panoptikon. Det er en måde, hvorpå en enkelt person kan overvåge flere hundrede fanger, hvilket både ville være en økonomisk fordel og det ville få fangerne til at disciplinere sig selv, fordi de var under konstant overvågning. Eller, de ville selvfølgelig ikke alle sammen være under konstant overvågning, da en person ikke kan kigge på hundredevis af mennesker på samme tid, men idéen var, at fangerne ikke kunne vide, hvornår de blev observeret, fordi de ikke kunne se personen i vagtårnet, der var placeret i midten af det runde fængsel. Bentham mente, at usikkerheden omkring, hvornår man blev overvåget ville få fangerne til at opføre sig, som de fik besked på.

 

Eksempel på et panoptisk fængsel.

 

Ca. 180 år senere tog filosoffen Michel Foucault samme idé op i sin bog fra 1975 Overvågning og Straf. Foucault beskriver, hvordan panoptisme som samfundsmodel disciplinerer alle samfundets borgere, og får dem til at indordne sig efter bestemte normer og regler, så de kan blive nogle gode og pligtopfyldende borgere, der bidrager til opretholdelsen af status quo. Men i stedet for, at der kun er et par enkelte ”vagter”, så er vi alle sammen blevet til disciplinerende observatører, som gør hvad vi kan for at få vores medborgere til at spille efter reglerne. Fordi vi ikke ved, hvornår vi bliver overvåget og hvem, der overvåger os, så forsøger vi at passe ind i samfundsnormen så godt som muligt, så vi ikke lige pludselig bliver straffet på den ene eller anden måde. Og det er her catcalling kommer ind i billedet.

Catcalling er en del af en voldtægtskultur, som lever i bedste velgående her i Danmark, og voldtægtskulturen er vores vagtårn i midten af vores panoptiske fængsel. Vi kvinder får at vide, at det er vores ansvar ikke at blive voldtaget, forulempet og råbt efter. Vi får at vide, at det da er klart at disse ting sker, hvis vi har for lidt tøj på, har det forkerte tøj på, viser for meget hud, er for højtråbende, har for meget makeup på, drikker os fulde, går alene hjem, tager imod en drink, flirter etc. Derfor forsøger vi at disciplinere os selv. Vi ved, at vi ikke kan tage både en nedringet bluse og en lårkort nederdel på; vi ved, at vi skal gå med makeup, men at det skal se ud som om, vi ikke går med makeup; vi ved, at vi skal tage en taxa hjem efter en fest, hvis vi ikke har nogen at følges med; vi ved, at vi ikke skal flirte særligt meget med en fyr, hvis vi ikke vil have sex med ham; vi ved, at hvis vi skulle blive voldtaget, kan vi næsten ligeså godt lade være med at anmelde det, fordi kvinders ord ikke bliver taget seriøst. Voldtægtskulturen, og deriblandt catcalling, er en effektiv måde at få kvinder til at være føjelige, Vi ved, at vi bliver observeret, men vi ved ikke 100%, hvem der observerer os og hvornår de gør det, så derfor forsøger vi at leve op til idealerne for den ”perfekte” kvinde, så vi ikke bliver udsat for udefrakommende disciplinering. Catcalling er med til at få os kvinder til at holde os selv i et panoptisk fængsel. Catcalling er med til at få os kvinder til at disciplinere os selv. Catcalling er med til at forstærke mænds magt over os kvinder.

 

And on that depressing note, have a great weekend, bishes.

Elsk dig selv først

Jeg elsker at sove alene.

 

Det er en pisseirriterende titel, jeg har valgt til dette blogindlæg. For hvor mange gange har man ikke hørt, at man skal elske sig selv? At man skal kende sit eget værd og bare være fuld af boblende selvtillid? Alle de der krystalkrammende-tarotkortliggende-astrologistuderende-homøopatitroende-fengshuimøbelerende mennesker laver ikke andet end at fortælle os, at vi skal elske os selv, mærke os selv, lytte til os selv. Og de prøver jo sådan set bare at give os nogle redskaber, som måske kan hjælpe os til at lære at elske os selv. Grunden til at der er så meget fokus på selvkærlighed er vel, fordi vi alle er helt alene i universet. Well, de fleste af os er så heldige at have venner og/eller familie, som vi har et stærkt og kærligt forhold til, men ingen kan 100p vide, hvad der foregår bag dine øjne. Det ved kun du. Så du er faktisk alene med dine tanker og følelser, som du selvfølgelig kan vælge at dele med andre, men der er ingen garanti for, at der findes en person, som forstår alle dine sider, og en endnu mindre chance for, at der findes en person, som både forstår alle dine sider og elsker dem.

 

I mine tyvere hoppede jeg fra forhold til forhold. Jeg hadede at være single, fordi jeg følte mig usikker, og jeg havde ikke nok i mig selv. Jeg havde brug for en, der var sjov, for så virkede jeg selv sjovere, når jeg var sammen med den person. Jeg havde brug for en person, der var klog, fordi jeg selv mente, at jeg ikke vidste døjt om noget som helst. Jeg forsøgte at finde en, der kunne – ligesom klichéen beskriver – gøre mig hel. Mine tyvere var i det hele taget et stort identitetsrod, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få styr på, så enten forsøgte jeg at finde en, der kunne ”fikse” mig, eller så prøvede jeg at finde en, som jeg kunne ”fikse”. Det åbenlyse problem er, at man ikke kan fikse andre. De skal fikse sig selv, hvis der altså overhovedet er noget, der skal fikses. Ligeledes kan jeg ikke forvente, at en anden person skal komme ind i mit liv og give det glæde og mening.

 

Du bliver nødt til at elske dig selv, og kunne lide dig selv, før du kaster dig frådende over et romantisk forhold. Som Daniel Sloss siger i sit comedy show Jigsaw på Netflix om forhold, der går i stykker: ”A bunch of people who never took the time to learn how to be alone, therefore never learned how to love themselves, so you employed someone else to do it”. Hvilket jeg synes er ret korrekt formuleret. Hvis jeg ikke kan elske mig selv, så jeg må finde en, der kan gøre det for mig. Men, som Sloss fortsætter med at sige:

 

’There’s nothing wrong with taking time for yourself to work out who you are before you go out there into the dating world, because how can you offer who you are if you don’t know who you are? There’s nothing wrong with being selfish for a bit because you’ve got the rest of your life to be selfless. If you only love yourself at 20%, that means somebody can come along and love you 30%. You’re like, ”Wow, that’s so much.” It’s literally less than half. Whereas if you love yourself 100%, a person who falls in love with you has to go above and beyond the call of duty to make you feel special. And that’s something everyone of us deserves.’

 

Jeg går ud fra, at de fleste, der læser dette, har prøvet at ligge i sengen en søndag med tømmermænd og have the blues. Sådan en dag, hvor man bare gerne vil have en person, der kan ligge og holde om en og kysse ens øreflip, og lige gå ned til bageren efter romkugler. Fordi vi føler os lidt sårbare, alene, triste. Vi har brug for en, der kan tage sig af os. Bare en lille smule. Sådan har jeg i hvert fald tilbragt mange søndage, når jeg har været single. Drømt om at en eller anden sød mussi, lige ville komme forbi og give mig lidt kærlighed. Sådan har jeg det ikke mere. Jo ældre jeg bliver, jo mere nyder jeg mit eget selskab. Også om søndagen, når jeg har tømmermændsblues. Måske faktisk især på søndage, hvor jeg er ramt af the blues. Og det betyder ikke, at der er noget galt med at ønske sig en kæreste. Jeg forstår godt det ønske. Hele vores samfund er bygget op om monogame parforhold. Man støder på det alle steder. Især kvinder får at vide, at en romantisk partner er vejen til lykke. Hvilket også er grunden til, at vi som samfund dømmer single kvinder meget hårdere end single mænd.

 

Jeg har nu været single i næsten halvandet år. Så længe har jeg ikke været single før. Og jeg har heller aldrig haft det så godt med mig selv, som jeg har nu. Jeg kan endelig ægte lide, hvem jeg er, hvilket aldrig har været noget, jeg har brugt tid på at opnå før, fordi jeg har prøvet på at få andre til at kunne lide mig. And that’s fucking exhausting.

 

So be you. Go live your best life.

And go watch Daniel Sloss on Netflix. Both of his shows. Dark and Jigsaw.

 

    defaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefault