Kvinder står for størstedelen af emotional labour

 

Kvinder lider under et kæmpe forventningspres om at udføre gennemgående følelsesmæssigt arbejde – også kaldet emotional labour – over for kolleger, familiemedlemmer, venner, veninder og kærester.

 

Vi skal glatte konflikter ud, tage os af børnene, organisere sammenkomster, give støtte og opbakning, lære folk (hovedsageligt mænd), hvordan man håndterer overvældende følelser på en konstruktiv måde, lære folk (hovedsageligt mænd) at sætte ord på deres følelser, fordi de altid har fået at vide, at det behøver de ikke, og derfor har de nu, i en alder af 35, an emotional range of a tadpole. Det er os, der husker fødselsdage, aftaler, og andres allergier. Vi arrangerer ferier og udflugter. Det er os, der lægger mærke til, når vi er ved at løbe tør for vatpinde, sølvpapir og fryseposer, og så sørger vi for at få købt det. Det forventes af os, at vi er omsorgsfulde, moderlige, lyttende og forstående. Alle disse ting er noget, langt de fleste kvinder bare gør, uden at forvente rosende ord, stående applaus eller anerkendende klap på skulderen. Det er, hvad vi er blevet opdraget til at gøre. Det er, hvad samfundet kræver af os. Det er, hvad en arbejdsplads opfordrer os til at gøre. Det er, hvad en (mandlig) kæreste forventer af os.

 

Men jeg er simpelthen færdig med at agere støttepædagog for følelsesmæssigt ustabile mænd, der bare sidder og suger min energi ud af mig, mens de regner med, at jeg rydder op i deres mentale rod.

 

Jeg vil gerne støtte folk, jeg holder af. Jeg vil gerne lytte til deres problemer. Jeg vil gerne hjælpe dem med at overkomme nogle af livets strabadser. Jeg vil gerne trøste dem, når de har haft en hård dag. Jeg vil tage noget af deres smerte, hvis det er muligt. Men (for sådan et er der selvfølgelig) jeg gider ikke at gøre disse ting, hvis jeg ikke får noget som helst igen. Det handler ikke om, at det skal være et regnskab, hvor jeg skriver ned, hvem der skylder mig at lytte til mine klager. Jeg gider bare ikke at være en ubetalt psykolog, der får hældt verbalt lort udover mig igen og igen, uden personen (hovedsageligt manden) returnerer bare en smule af den medfølelse og empati, som jeg har givet ham.

 

Jeg hører mange mænd sige, at de med glæde vil give støtte og opbakning tilbage til de kvinder, som er nogle vigtige søjler for dem; kvinderne skal jo bare bede om det. Og jeg kan sagtens se det logiske i den udtalelse, men problemet ligger netop i, at vi kvinder næsten altid skal bede om det. Vi skal bede om komplimenterne, om opmærksomheden, om hjælpen, om opbakningen, om forståelsen. Det kunne bare være så rart, hvis alle de her ting, eller bare nogle af dem (jeg skal jo ikke være krævende) kom af sig selv. Når vi bliver nødt til at bede om disse ting, så er det stadig os, der skal finde ud af, hvad vi selv har brug for, mens vi også lægger mærke til, hvad folk omkring os har brug for. Det kunne være dejligt, hvis vi ikke skulle bede kæresten om at støvsuge, fordi han selv lagde mærke til, at der var krummer på gulvet. Det kunne være skønt, hvis vores bedste ven selv tog initiativ til at spørge ind til vores dag, og måske endda stillede et par uddybende spørgsmål til vores beretning, i stedet for at vi altid selv skal starte den samtale.

 

Vi kvinder trænger til og fortjener noget uopfordret omsorg og opmærksomhed. Det er ikke vores opgave at sørge for alle andre omkring os hver eneste dag. Vi må gerne være bedre til at være egoistiske. Vi må gerne sætte grænser, når vi ikke kan rumme andres problemer. Vi må gerne sige nej. Vi må gerne forlange af de mænd, som vi dater, at de selv skal gøre en aktiv indsats for at forbedre deres mentale tilstand, for det er ikke vores job af heale dem.

 

Her kan I læse Gemma Hartleys glimrende klumme om emotional labour.

 

Til alle kvinder: I fortjener at have det godt. I fortjener at sætte jer selv først.

 

God weekend, bishes.

 

Bare jeg dog havde en diller

 

Jeg lider af en gedigen omgang penismisundelse. Mænd taler altid om deres pik, og de slasker den rundt overalt, både metaforisk og bogstaveligt. De kan lave helikopteren. De kan stå op og tisse. De kan hænge tekstiler til tørre på deres erigerede lem. De kan … ja, det var vel egentlig det. Men jeg vil også prøve at klaske mit kønsorgan op ad mit lår og slå en høj latter op, fordi det simpelthen er så morsomt.

 

Jeg vil gerne have en kæmpe, lyserød og kødfuld pik, hvor man skal bruge begge hænder for at onanere. Blodårerne skal være store og altid pulsere lidt, så man ikke er i tvivl om, at den er i live og klar til leg når som helst. Den skal veje ligeså meget som et etårig barns arm, og den skal selvfølgelig have et navn. Otto Brandenburg? Det er et godt pik-navn. ”Vil du se min Otto Brandenburg?” Ja, det kan sgu et eller andet.

 

Jeg er sikker på, at jeg også ville få en meget mere swag gangart, hvis jeg havde en kæmpe kødpølse mellem benene, fordi jeg ville blive nødt til at gå med let spredte ben og sætte farten lidt ned, for ikke at klemme den mellem mine lår, og det ville få mig til at se ekstra cool ud. Cool mennesker har nemlig aldrig travlt. De ved, at verden venter på dem. De ved, at alt indretter sig efter dem. Kommer de for sent til et møde, så var det i virkeligheden mødet, der havde den frækhed at starte for tidligt.

 

Jeg vil gerne penetrere. Ikke menneskeåbninger; jeg vil bare gerne bryde en eller anden overflade med min diller. Jeg tror, man må føle sig mægtig, når man gør det. Jeg føler allerede en eller anden sær tilfredsstillelse, når mine fingre river en plastikpose op, så jeg forestiller mig, at det må være endnu vildere, hvis man kan bryde gennem et eller andet med sit kønsorgan.

 

Jeg har dog én frygt. Hvis jeg havde en stor pik, så er jeg bange for, at jeg ville blive ego i sengen. Når kvinder taler om sex (hvis der er tale om sex med mænd), så bliver der lagt utroligt meget fokus på størrelsen af hans pik, og det har jeg personligt aldrig helt fattet. Jeg mener, stor pik er da ikke lig med god sex. Men det er som om vi kollektivt er blevet enige om, at hvis man får sin vagina penetreret af en enorm diller, så kan det umuligt være andet end himmelsk. Derfor ville jeg nok blive en selvcentreret idiot, hvis jeg havde en kæmpe pik. Jeg forudser, at jeg ville bygge et lille alter til den, efter at have haft den i ganske få måneder. Og jeg tror desværre også, at jeg kunne finde på at sende dick pics. Nok ikke for at score, men fordi jeg ville være så uudholdelig stolt af min penis, og mine venner ville blive trætte af at høre på mig tale om den hele tiden, så jeg ville blive nødt til at søge fremmede mennesker, som kunne høre om den og kigge på den.

 

Måske er det bare meget godt, at jeg ikke har en pik. Jeg ville ikke kunne administrere det. Jeg ville sgu nok blive lidt som en mand. Og det er ingen af os tjent med.

Fuck, hvor jeg elsker kvinder

Joy, Kas og mig

 

I går var jeg til min veninde Karins fødselsdag, og på et tidspunkt sad jeg og observerede alle de kvinder, som grinede, drak, dansede, sang og talte med hinanden, og jeg blev kunne ikke lade være med at smile og få kriller i maven.

 

Karin

 

Indtil for ca. 6 år siden så jeg andre kvinder som konkurrenter, som trusler, som nogen jeg skulle vinde over, i stedet for at se dem som mine medsøstre, medsammensvorne og essentielle søjler i min mentale arkitektur. Jeg sammenlignede mig selv med andre kvinder, for at finde ud af om jeg var succesfuld, smuk, sjov, spændende eller intellektuel. Jeg målte og vejede mig selv og andre kvinder konstant. Hvis jeg kom frem til, at jeg var bedst i en eller anden sammenligning, så kunne jeg slappe af, hvorimod jeg kunne ligge søvnløs, hvis jeg følte, at en eller anden kvinde var ved at ”vinde” over mig. Og det var ligegyldigt om det var, fordi en kvinde havde læst flere bøger end mig, kunne lægge en pænere makeup end mig, eller havde en bedre lejlighed end mig.

 

Langt det meste af min energi blev brugt på at lægge planer for, hvordan jeg kunne sabotere andre kvinder – voldsomt usympatisk, I know – så jeg kunne fremstå som sejrskvinden, for det ville få mænd til at elske og beundre mig. Og det var jo vigtigt, at mænd kunne lide mig, fordi … øhm … fordi det var det jo bare. Selv mænd, jeg ikke var interesseret i på nogen som helst måde, prøvede jeg at imponere. Jeg var kun i stand til at føle mig som et helt individ, når jeg fik anerkendelse af mænd. Kvinders anerkendelse betød ganske lidt for mig.

 

Der er ikke ét bestemt øjeblik, der ændrede mig og mit perspektiv på mænd, kvinder, skæve magtforhold og ligestilling; det var en længere proces, som fandt sted, mens jeg studerede på Københavns Universitet. I starten blev jeg skuffet, når vores underviser var en kvinde, fordi jeg bare havde større tiltro til mænd og deres evner, når det kom til den intellektuelle verden. Men lidt efter lidt kom jeg i studiegrupper med kvinder, som var så skarpe, at man kunne skære sig på deres blændende vid, og jeg fik kvindelige lektorer, som gav mig så mange nøgler til skabe fulde af viden, at jeg ikke kunne lade som om, at det kun var nogle få og højst mærkværdige kvinder, det havde noget interessant at byde på.

 

 

 

Louise, Jose, Maria, Ingrid, Kathrine, Nanna og mig

 

 

Jackie

 

Mig og Signe

 

Ditte, Katherine og mig

 

Mig og Katrine

 

Det har ændret mit liv radikalt at indse, at jeg har undermineret, nedgjort, hånet og modarbejdet andre kvinder i så stor en del af mit liv. Det gik op for mig, at det hele handlede om mine egne usikkerheder og mit lave selvværd, og at jeg kun følte, at jeg var noget værd, hvis mænd fandt mig fængslende. Alt er vendt på hovedet nu. Jeg får stort set al min energi, støtte, glæde, grin og kærlighed fra kvinder. Misforstå mig ikke, jeg har masser af mænd i mit liv, som jeg beundrer, respekterer og elsker, men kvinderne er de uundværlige.

 

Signe, Camilla, Cathrine, Emilie og mig

 

Nanna

 

Mig og Louise

 

Mig og Rikke

 

Karen

 

Alberte og Kas

 

Jeg elsker at møde nye kvinder og lære dem at kende. De tanker, de har gjort sig om livet, dating, parforhold, uddannelse, karriere, overgreb, figurative mundkurve, frustrationer, sorg, emotionel intelligens, kunst, krop, sex, seksualitet og kapitalisme giver mig lyst til at leve og lære mere og mere.

 

Katherine, Joy og Natasja

 

Katherine, Joy og mig

 

Louise, Janni, Malan, Esther, Joy, Trine, Malene og mig

 

Alberte, Ronja, Kas, Joy og mig

 

Ane, Mai, Karin, Katherine

 

Hele dette indlæg kan koges ned til følgende: Kvinder, jeg elsker jer. I er min verden.

Forelskelse giver mig kvalme

 

Min sidste forelskelse endte med, at jeg stod i mit brusebad og græd, mens jeg lyttede til Toni Braxtons Unbreak My Heart. Fordi jeg er en omvandrende kliché. Men jeg stod ikke bare og græd, jeg skældte også mig selv ud, fordi jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke skulle blive forelsket i denne person, fordi jeg udmærket vidste, at han ikke var interesseret i noget som helst. Men kan man overhovedet stoppe en forelskelse? Jeg kan. I nogle tilfælde. Hvis det er en forelskelse, der bliver bygget op over flere uger – måske måneder – så kan jeg mærke den ligge og ulme i mit bryst længe inden den springer ud og siger ”TADA, her er jeg”, og det giver mig tid til at kunne hælde isvand over mine blomsterende følelser, så det aldrig når at udvikle sig til mere end en lille crush.

 

Men så er der de der overraskelses-forelskelser, der rammer en som The Undertakers chokeslam (en lille wrestling-reference til nørderne), og man finder sig selv liggende på gulvet ude af stand til at røre sig, fordi forelskelsen kom så meget bag på en, at man er helt paralyseret. De forelskelser har jeg svært ved at være i, fordi de er så intense, at jeg ikke kan sove, spise eller masturbere (det sidste er løgn, jeg kan altid masturbere). Jeg får kvalme og mister appetitten, og jeg bliver hyperselvbevidst. Når jeg siger hej til personen, som jeg er forelsket i, er mine tanker omkring det hej: ”Hvem fuck siger hej på sådan en måde?! Helt fladt og fesent. Hvordan formåede min stemme at gå i overgang midt i så kort et ord?! Hvorfor stirrer jeg på ham?! Kig væk! Men ikke for hurtigt. Du skal virke cool, men ikke ligeglad. KOM NU IND I KAMPEN, KATRINE!” Det er virkelig udmattende at have sådan en stemme inde i hovedet, der betvivler alt hvad du gør og siger, som f.eks.:”HALLO! Idiot! Hvorfor drikker du en latte foran ham? Alle ved jo, at det kun er svage individer med ingen personlighed, der drikker latte! Drik en flat white! Vi behøver ikke at vide, hvad det er, så længe det lyder fedt!”

 

Jeg har været forelsket på den måde to gange før. En gang sidste sommer. I en mand. Og en gang for næsten tre år siden. I en kvinde. Og nu er det sket igen. Jeg går og har ondt i maven hele dagen og drømmer om ham om natten, og min hjerne er en cunty bitch, der forsøger at sabotere enhver interaktion jeg har med ham, ved at råbe ting som ”hvorfor er din stemme så skinger?!” eller ”er du helt sikker på, at der ikke hænger en kæmpe busser og dingler ud af dit ene næsebor?”

 

Jeg kan intet huske af vores samtale fra vores første møde, fordi min hjerne valgte at lave en indre reenactment af Tjernobyl-ulykken. Alt i mig eksploderede, og det eneste jeg kunne tænke på var at komme væk, inden jeg kom til at kaste op ud over ham.

 

Og jeg aner ikke, hvad mit næste skridt er. Jeg har lyst til at lægge små ofringer foran hans hoveddør. Jeg har lyst til at amme ham. Jeg har lyst til at stjæle hans brugte sokker og klistre dem fast til min hovedpude, så jeg kan dufte hans fodsved, mens jeg sover. Men jeg går ud fra, at det ikke er det, mænd vil have? Eller hvad?

Mænd skal ikke have småkager og skulderklap for at gå ind for ligestilling

Iben Hendel Philipsen fra Everyday Sexism Projekt DK, journalist Anders Haahr Rasmussen, Kenneth Reinicke og mig til DareGenders MeToo-event.

 

Mandeforsker og lektor på RUC Kenneth Reinicke er lige udkommet med bogen Mænd der krænker kvinder, og den har jeg læst. I behøver ikke at gøre det samme.

 

Jeg havde glædet mig til at læse bogen, fordi jeg tænkte, at det var skønt , at en hvid, cishet mand endelig gad at tale om toksisk maskulinitet og hvad mænd skal gøre, for at vi kan opnå ligestilling. Jeg tænkte: Her er en mand, som har forsket i netop disse emner, og som har skrevet bøger om det før, så han må virkelig vide en masse spændende ting om mænd, og kunne bidrage med nogle brugbare undersøgelser. Men nej.

 

Medmindre du er Nell (spillet af Jodie Foster i filmen Nell fra 1994), og højst har mødt to mennesker i dit liv og først lige har lært at læse og skrive, så får du intet ud af bogen. Den er fyldt med generiske udtalelser og slidte truismer, og samtidig formår Kenneth også at modsige sig selv og indirekte sige NotAllMen et par gange. Jeg begriber ikke, hvordan Nazila Kivi og Lone Kühlmann har givet bogen henholdsvis fem stjerner i Politiken og fire stjerner i Berlingske. Med god vilje kan jeg snige mig op på to stjerner, fordi han da trods alt har læst en masse kvinders beretninger om seksuelle overgreb og sexchikane, som han har fået leveret af Everyday Sexism Projekt DK.

 

Men jeg skal da også tilføje, at jeg nok er ret farvet efter at have været moderator til et MeToo-event i går, som organisationen DareGender stod for, hvor Reinicke startede med at præsentere sin bog. Her siger han lidt kækt, at han vurderer, at kvinderne, der har stået frem med deres oplevelser med hverdagssexisme og seksuelle overgreb til Everyday Sexisme Projekt DK er troværdige, selvom det da godt kan være, at der er nogle stykker, der har skrevet noget, som ikke er helt sandt. Jeg er så pikketræt af mænd, der tror, at de har ret til at sidde og bedømme om kvinder nu performer deres victimhood på en måde som de kan acceptere. Reinicke fik også sagt et par gange, at det er vigtigt, at vi ikke dæmoniserer mænd. Hvilket er en komplet ligegyldig udtalelse, da det aldrig har været et problem og aldrig har været feministers agenda. Reinicke sagde også, at det langt fra er alle mænd, der krænker kvinder. Hvilket er utter bullshit. Langt de fleste mænd krænker eller har krænket kvinder. Så kan vi diskutere om de gør det modvilligt eller velvilligt, om de gør det bevidst eller ubevidst. Mænd kan have de bedste intentioner i verden, når de forsøger at komme i kontakt med en kvinde, men det betyder ikke, at de ikke kan overskride en kvindes grænser. Reinicke var også helt ude af stand til vende blikket indad og se på sin egen opførsel over for kvinder. Da jeg spurgte ham, om han selv havde gået over en kvindes grænse på et tidspunkt, var svaret noget i stil med ”øh, tjaa, måske engang for maaaange år siden, dengang jeg var i 20’erne, men ikke noget fysisk, jeg kan faktisk ikke lige huske, hvad det skulle være”.

 

Han indrømmede også, at bogen måske kunne have været bedre, men at han bare gerne ville gøre den færdig. Jeg går ud fra, at han ville have den færdig til årsdagen for MeToo-bevægelsen, så han netop kunne blive ringet op af journalister og organisationer, og blive udråbt som fremtidens mand, der virkelig gør et ihærdigt forsøg på at ændre en giftig maskulinitetskultur.

 

Jeg har dog hverken småkager eller skulderklap til en mand, som tydeligvis har skrevet en bog om MeToo og sexchikane udelukkende for at positionere sig selv som en ligestillingsforkæmper i akademiske kredse.

 

Hvis I har lyst til at læse en bog, som tager et kritisk blik på mænd, maskulinitet og fastlåste kønsroller, så læs Grayson Perrys The Descent of Man. Lad være med at bruge tid, penge og energi på Reiniskes Mænd der krænker kvinder.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault