Lad dog nu folk fejre Valentine’s Day

 

Big Mouth’s Valentine’s Day Special på Netflix. Se den.

Dagene op til årets Valentine’s Day har været som de plejer at være hvert år: fyldt med folk, der håner og latterliggøre dem, der rent faktisk fejrer dagen. Jeg har læst utroligt mange kommentarer på sociale medier, hvor folk siger, at hvis man er i et forhold, hvor man behøver en speciel dag for at vise sin kæreste/ægtefælle, at man elsker dem, så er man i et lortet forhold, som man ligeså godt kan aflive med det samme. For man skal jo vise sin partner, at man elsker dem hvert eneste sekund af hver eneste dag. Man skal sidde på skødet af sin bedre halvdel hver morgen og synkronisere sin vejrtrækning med deres, mens man nynner I Will Always Love You og græder glædestårer, for ellers er man i et usundt forhold. Realiteten er, at det faktisk kan være svært at få tid til at være romantisk i hverdagene, og for dem, der måske har brug for et lille skub bagi for at få planlagt en date-aften med partneren, der synes jeg Valentine’s Day er en fin reminder til at gøre lidt ekstra for den man elsker.

 

Jeg hører også folk sige, at grunden til, at de ikke fejrer dagen er, fordi det er en amerikansk dag, som store selskaber i Danmark har taget til sig for at tjene penge på godtroende fjolser. Dagen er et stort kapitalistisk gedemarked. Altså, i modsætning til jul, fastelavn og påske? Jeg er med på, hvad baggrunden for alle disse begivenheder er, men lad os stoppe med at påstå, at vi fejrer disse ting af andre grunde end, at vi synes det er sjovt og hyggeligt.

 

Nogle siger, at de ikke bryder sig om amerikaniseringen af Danmark, og det er grunden til, at de ikke fejrer Valentine’s Day. Men hey, har disse mennesker et køleskab og en støvsuger? Ser de Hollywood-film? Lytter de til Lady Gaga, Rihanna, Elvis, Bob Dylan, Nina Simone eller Stevie Wonder? Bruger de ord som shopping, software, smoothie, deadline, fuck, cool eller guide? For det er vel alle ting, som har påvirket den danske kultur mere end Valentine’s Day.

 

Hvis du kan få så ondt i røven over at andre nyder at fejre denne dag, så skal du måske overveje at tage et grundigt blik på dig selv og dit liv, for så er der noget galt. Måske føler du dig ensom, og så er det nemmere at blive sur på dem, der taler om deres store planer for Valentine’s end at indrømme, at du også gerne vil have en special someone, du kan forkæle på denne dag. Måske blev du engang droppet på Valentine’s Day og derfor er der en masse indestængt smerte forbundet med denne dag. Måske er du bare et nederen menneske, der generelt ikke kan lide at se folk smile.

 

Til dig, der hader Valentine’s Day: Husk, at du bare kan lade være med at deltage. Men lad dog andre gå all-in på at give hinanden hjerteformede chokolader, bløde bamser og spiseligt undertøj. I morgen er alt tilbage ved det gamle, og vi andre kommer på job med et smil på læben, mens du stadig sidder og marinerer i din askegrå bitterhed.

 

Til alle jer andre: HAPPY VALENTINE’S DAY!

Stop med at forsvare folk som Per Brændgaard, Ted Bundy og Michael Jackson

Per Brændgaard. Ted Bundy. Michael Jackson.

 

Hvad har Per Brændgaard, Ted Bundy og Michael Jackson tilfælles? De har alle nogle meget loyale fans, der – uanset hvilke beviser og vidnesbyrd, der bliver hevet frem – nægter at anerkende, at deres idoler gjorde skrækkelige ting mod andre mennesker, og hvis de endelig anerkender det, så betyder deres idolers afskyelige handlinger øjensynligt intet for dem.

 

Krammeterapeuten Per Brændgaard er lige blevet idømt 1 år og 2 måneders fængsel for voldtægten på en 29-årig kvinde. Dog lader det til, at en skræmmende stor mængde af mennesker er ude af stand til at tro på, at en mand, som umiddelbart virker som en blød bamse, kan finde på at voldtage. Folk vil meget hellere angribe den unge kvinde og kalde hende psykisk syg, en opportunist, opmærksomhedssøgende og en nederdrægtig løgner. Noget der måske er endnu mere uhyggeligt, er, at Brændgaard selv ikke forstår, hvad han er gjort galt. Det er uhyggeligt på grund af det blogindlæg, han skrev for BT tilbage i 2017, hvor han beskriver, hvordan mænd – inklusive ham selv – kan falde ind i en form for sextrance, hvor de kun ser kvinder som sexobjekter, og det eneste, der kan hive en mand ud af denne trance er hvis han får udløsning, eller kvinden sparker ham i skridtet og løber væk. Læs her.

Og alligevel er der ufatteligt mange mennesker, der mener, at Brændgaard er en fin fyr, som ikke behøver at voldtage, fordi der helt sikkert er mange kvinder, der helt frivilligt vil have sex med ham. Her føler jeg, at jeg bliver nødt til at skære noget ud i pap for de mennesker, som tænker og siger den slags: Voldtægt. Handler. Ikke. Om. Sex. Men. Om. Magt.

 

Ved at påstå, at Brændgaard ikke behøver at voldtage, siger man samtidig, at voldtægtsforbrydere kun kan være mennesker, som altid bliver afvist seksuelt, og drikker vi virkelig stadig af den suppe i 2019? Voldtægtsforbrydere er næsten aldrig grimme, uhumske, ildelugtende, haltende, halvfede mænd med betændte gummer og lange, beskidte negle, der ligger på lur i en busk. Til gengæld er de ofte ganske almindelige mænd, der ser præsentable ud, der har familie, venner og job, og som hjælper deres nabo med at skovle sne.

 

Og jeg er klar over, at det er en ubehagelig tanke, fordi det betyder, at alle omkring os kan være voldtægtsforbrydere. Hvor ville det være rart, hvis man ud fra en persons udseende kunne bestemme om hxn var en gemen forbryder uden empati. Det vækker et stort ubehag i os, når en person som vi beundrer eller stoler på bliver anklaget for noget så skrækkeligt som voldtægt, fordi det sætter spørgsmålstegn ved vores egen dømmekraft. Burde vi have vidst det? Hvordan har denne person været i stand til at skjule det så godt? Derfor er det nemmere, for vores egen selvforståelse, at rette vores mistro mod offeret, hvis vi kender og stoler på den anklagede.

 

Ted Bundy var en amerikansk massemorder, som i halvfjerdserne slog mindst 30 ihjel – det præcise antal er ukendt. I januar 1989 blev Bundy henrettet i den elektriske stol, og i forbindelse med 30-årsjubilæumet for hans død udkom Netflix med dokumentaren ’Conversations with a killer: The Ted Bundy Tapes’, og filmen ’Extremely Wicked, Shockingly Evil, and Vile’, der handler om Bundys liv og med Zac Efron i hovedrollen, havde premiere på Sundance festivalen for ganske få dage siden. Det har resulteret i, at han er blevet et trending topic på Twitter, hvor ufatteligt mange har talt om, hvor hot de synes han var.

 

Inden Bundy blev idømt dødstraf for sine forbrydelser var der en lang række kvinder, der ikke troede på, at han kunne være en morder, fordi han var så pæn, charmerende og veltalende. Og i 1980, mens Bundy ventede på en dom for mordet på Kimberly Leach, giftede han sig med et af sine vidner, Carole Ann Boone. Sammen fik Boone og Bundy en datter i 1982, mens Bundy sad på dødsgangen i et fængsel i Florida.

 

Jeg har aldrig fattet, hvorfor så mange kvinder kaster sig frådende over seriemordere, men så læste jeg den engelske krimiforfatter Mark Sennens mulige forklaring:

 

In romantic fiction the hero is often an alpha male, a strong, dominant ‘bad boy’ who lacks empathy. Plots revolve around turning the hero into somebody who has compassion but still retains the alpha characteristics the heroine was attracted to in the first place. Serial killers are the ultra version of alpha males. 

 

They are driven and highly competent at their ‘job’ (otherwise they would have been caught before they managed to notch up so many ‘successes’) and, like the hero from romantic fiction, they are self-centred and pursue their desires without worrying about the effect on others. To turn such a man into a caring, empathetic human being would be a feat worthy of a true heroine. 

 

Den forklaring giver mening for mig. Vi kvinder bliver opdraget til, at vores liv skal handle om at fange en mands opmærksomhed og så få ham til at blive hos os. Vi lærer, at vi kun har værdi, hvis vi kan finde ud af at finde en mand og holde på ham. Men det er ikke nok at finde hvilken som helst mand; det ultimative er at finde en mand, som aldrig har været i stand til at binde sig til en anden kvinde før, og så få ham til at blive snotforelsket i os. For hvis vi kan få en mand, som aldrig har haft et ønske om at slå sig ned, til at slå sig ned, så fortæller vi os selv, at det er en kæmpe sejr, da det beviser, at vi er så meget kvinde, at selv den notoriske skørtejæger vil opgive den evige kvindejagt for at være sammen med os. Hvis vi så ovenikøbet kan få fat på en seriemorder, og få ham til at elske os, vise omsorg for os og stole på os, så bliver det nærmest ikke bedre. Patriarkatet får os til at tørste efter seriemordere. WAKE THE FUCK UP, WOMEN!

 

(Og inden du skriver vredt til mig, at du i hvert fald aldrig kunne finde på at skrive kærlighedsbreve til en seriemorder, så forstå lige, hvad jeg skriver. Tag en dyb indånding, Jytte)

 

Og det bringer mig til indlæggets sidste person: Michael Jackson. The King of Pop. Formenligt den største musikalske kunster i det tyvendeårhundrede. Revolutionær inden for musik, dans og underholdning. Og højst sandsynligt, næsten uden nogen form for tvivl, en kæmpe børnemishandler. En ny dokumentar på fire timer, ’Leaving Neverland’, skildrer en Michael Jackson, gennem Wade Robson og James Safechucks fortællinger, som de færreste af os har lyst til at forestille os.

 

Og jeg kan selvfølgelig ikke sige med 100p sikkerhed, at han har gjort alle de ting, som han er blevet beskyldt for gennem næsten 30 år, men rigtig meget peger på, at hans forhold til unge drenge var knap så uskyldigt, som vi alle sammen havde håbet og troet på. Og dog er der tonsvis af mennesker, som skriver lange hadefulde kommentarer til eller om Robson og Safechuck. Det er folk, som på ingen måde har tænkt sig at kigge kritisk på Michael Jackson og hans liv og handlinger, men vil gøre alt for at beskytte deres romantiske opfattelse af deres idol. Som jeg skrev tidligere, så handler denne forsvarsposition egentlig ikke om idolet og idolets ry, men det handler om den person, som forsvarer Michael Jackson (og andre kunstnere som er beskyldt eller dømt for lignende forbrydelser).

 

Som Ted Bundy selv sagde:

We want to be able to say that we can identify these dangerous people. And the really scary thing is that we can’t identify them. People don’t realise that there are potential killers among them. How could anyone live in a society where people they liked, loved, lived with, worked with, and admired could the next day turn out to be the most demonic people imaginable?

 

Hvad vil det egentlig sige at være dansk?

 

Skal jeg give hånd? Er det okay at lade være? Skal jeg æde frikadeller hver dag? Skal jeg blive veganer for miljøet? Skal jeg være imod burkaer? Skal jeg grine af et klap i røven fra en fremmed mand?

 

Jeg er meget forvirret. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det vil sige at være dansk. Jeg troede, at jeg vidste det, men så viste det sig, at jeg tog fejl, og nu kan jeg ikke finde ud af, hvad der er dansk, svensk, arabisk eller amerikansk.

 

Her i januar blev den første statsborgerskabsceremoni med tvungen håndtryk afholdt. Martin Henriksen – og andre politikere, der har stærke meninger om ligegyldige ting – mener, at man umuligt kan være dansk og værdsætte vores demokrati, hvis man nægter at give hånd af religiøse årsager. Sidste år mødtes Henriksen med 20-årige Iman Fadhil for at tale om håndtryk, fordi hun er en af de muslimske kvinder, som ikke giver hånd til fremmede mænd, på grund af den måde, hun fortolker Koranen. Fadhil siger det meget præcist: ”Der tales konstant om frihed i Danmark, men det gælder åbenbart ikke alle”. Og hvor demokratisk er det at tvinge folk til at røre ved et andet menneske? At lægge sin hånd på hjertet, mens man verbalt hilser på en anden person er, i min verden, ligeså respektfuld som et håndtryk. Men for Martin Henriksen skal vi røre ved hinanden. Og påtænker man at iføre sig en lille handske, i sådan en statsborgerskabsceremoni, som Inger Støjberg var vært for tidligere i januar, så er det altså ikke godt nok. Hud skal røre hud. That’s the Danish way. Medmindre man er mandlig præst i den danske folkekirke. I det tilfælde behøver man ikke at give hånd til de kvindelige præster, fordi det er de mandlige præsters religiøse ret, og det hverken kan eller skal man tvinge dem til at ændre på. Den danske folkekirke er endda blevet undtaget fra ligestillingsloven. Og det er islam, der er middelalderlig og kvindeundertrykkende, mens kristendommen følger med tiden?

D. 31. maj 2018 vedtog folketinget maskeringsforbuddet, som i praksis er et burka- og niqabforbud. Folketingsmedlemmerne fra DF og Konservative stemte for maskeringsforbuddet, men imod samtykkelovgivningen i december 2018. Umiddelbart kunne man tro, at de to ting ikke har det fjerneste med hinanden at gøre, men der ville man tage fejl. Begge lovforslag handler om kvinder og kvinders ret til egen krop. DF hævder at maskeringsforbuddet er blevet sat i verden for at hjælpe de muslimske kvinder, som er blevet hjernevasket af deres mænd til at bære burka eller niqab. Martin Henriksen og Co. siger, at de bare vil hjælpe disse muslimske kvinder med at integrere sig i det danske samfund; de vil bare gerne vise disse muslimske kvinder, hvor meget lækker frihed vi har at byde på her i Danmark. Medmindre du vil have, at en mand skal være sikker på, at du vil have sex med ham, inden han stikker pikken ind i dig. Det er en voldsom ting at forlange.

 

I 2017 rullede MeToo-bølgen, og 2018 blev erklæret ’Year of the Woman’. I USA kom store og magtfulde mænds forfærdelige gerninger mod kvinder frem i lyset. Midtvejsvalget blev historisk for BIPOC, kvinder og mennesker i LBGT+-miljøet; den demokratiske side i USA har aldrig været mere alsidig. D. 3. Januar 2019 formede fem millioner kvinder i Indien en mur i protest mod den vold kvinder møder, når de forsøger at komme ind i Keralas Sabarimala tempel. I Sverige vedtog de en ny samtykkelov, der definerer voldtægt som sex uden samtykke. I Danmark klynker mænd over MeToo og påstår, at det er en heksejagt, og vi kvinder får at vide, at vi er for fintfølende og skal lære at tage imod en kompliment.

 

I de senere år har der været et kæmpe fokus på klimaforandringerne og hvad vi kan gøre, for at vi ikke alle sammen drukner om ganske få år. Og Danmark er da et fremgangsland, right? Vi er innovative, nytænkende og løsningsorienterede. Medmindre vi får at vide, at vi måske, muligvis, burde overveje at sætte vores kødforbrug en smule ned. I det tilfælde skal der nok stå en Mai Mercado eller en Jakob Ellemann-Jensen med kæften fuld af pølse og bacon og grine hånligt at vegetarer og veganere.

 

Så hvad vil det egentlig sige at være dansk? Du er ret gammeldags, men skammer dig over det, så du siger i offentligheden, at du går ind for ligestilling, mens du er ved at brænde sammen i hovedet over at have taget sådan et væmmeligt ord i din mund. Du er bange for alt og alle, som ikke er som dig selv, og derfor vil du gerne slippe for at se på burkaer og niqaber (selvom du ikke helt kender forskellen på burka, niqab og hijab), men du ved, at man kan blive skældt ud over at have den slags holdninger, så du siger, at det bare er, fordi du vil frigøre de stakkels kvinder. Problemet er, at nu tror en masse mennesker, at du rent faktisk går ind for ligestilling, så du laver lidt grin med MeToo og Henrik Marstal, mens du skovler flæskesvær ind i kæften.

 

Danskhed: Kend den på værdighedsknækket.

Kender du virkelig dig selv?

 

Du har sikkert lyst til at svare ja. For du har jo, som den eneste, unik adgang til din egen hjerne 24/7, så du ved bedre end nogen anden, hvad der foregår mellem dine ører. Du kender dine likes og dislikes, og du kan forklare, hvorfor du har ikke kan lide Mette Fugl, Mette Frederiksen og Mette Lindberg, men derimod er tosset med Lisbeth Dahl, Lisbeth Østergaard og Lisbet Lundquist. Efter mange års erfaring og oplevelser har du fundet ud af, hvor du står politisk, du kan argumentere for, hvorfor USA bør have en strammere lovgivning om skydevåben, og du behøver ikke at tage en oliven i munden for at vide, at den smager af bitterhed og depression.

 

På trods af alt dette kender du ikke rigtigt dig selv. I hvert fald ikke så godt, som du tror. Din hjerne er nemlig et kompliceret sted, og den spiller dig ofte et puds. Din hjerne modtager millioner af sanseindtryk hvert sekund, og du ville aldrig få foretaget dig noget, hvis du aktivt skulle tage stilling til alle disse indtryk, derfor gør din underbevidsthed det for dig, og det er ganske brugbart, men kan også få dig til at tro en masse ting, som faktisk er forkerte.

 

De fleste mennesker vil nok mene, at deres holdninger er baseret på objektiv viden, personlige erfaringer og videnskabelige beviser, men vi lider alle sammen af det, som hedder confirmation bias. Confirmation bias gør at du er langt mere tilbøjelig til at lytte til argumenter, der støtter de holdninger du allerede har, hvorimod du ofte ignorerer eller overser argumenter, der modbeviser din hypotese.

 

I sin bog Research in Psychology: Methods and Design, giver C. James Goodwin følgende eksempel på confirmation bias:

 

“Persons believing in extrasensory perception (ESP) will keep close track of instances when they were ‘thinking about Mom, and then the phone rang and it was her!’ Yet they ignore the far more numerous times when (a) they were thinking about Mom and she didn’t call and (b) they weren’t thinking about Mom and she did call. They also fail to recognize that if they talk to Mom about every two weeks, their frequency of ‘thinking about Mom’ will increase near the end of the two-week-interval, thereby increasing the frequency of a hit.”

 

Langt de fleste af os tror, at vi er unikke individer med særegne tanker, følelser, usikkerheder og styrker, men det forholder sig sådan, at vi alle sammen er ret ens. Vi har et behov for at tro, at vi er enestående, for hvis vi ikke er, så mister vi vores værdi, da enhver anden ville kunne tage vores plads i verden, og det er en ganske ubehagelig tanke. The Barnum effect forklarer, at mange mennesker har en tendens til at tro på og se sig selv i de beskrivelser, som de modtager efter at have gennemført en personlighedstest, selv hvis beskrivelserne er så generelle, at de kan passe på en lang række mennesker. Vi har et brændende ønske om at være en ener, men samtidig være en del af et fællesskab, og derfor håber vi, at vi kan finde nogen, der forstår os. Så når en astrolog kommer med en lang beskrivelse af hvem vi er, baseret på vores fødselsdag, fødselssted og fødselstidspunkt, så vil mange os være tilbøjelige til at tro, at personen virkelig har set, hvem vi er. Vi vil samtidig ofte ignorere de beskrivelser, som slet ikke passer på os. Den britiske illusionist Derren Brown har lavet et interessant forsøg, der netop handler om, hvor meget vi gerne vil tro, at den personlighedsbeskrivelse vi får i hænderne, af en autoritativ person, er korrekt. Klippet kan ses her:

 

 

Når alt kommer til alt, så er vi alle bare kopier uden en original.

Jeg føler mig mest ensom i store forsamlinger

Hvordan jeg har det indeni, når jeg er til en fest, hvor jeg ikke kender nogen.

 

Jeg hader at mingle, smalltalke og møde flere nye mennesker på samme tid. Jeg har brug for alenetid og stilhed for at lade mine mentale batterier op. Jeg bliver ofte lettet, når en person aflyser aftaler. Jeg kan sagtens være helt alene i en uge uden at savne andre menneskers selskab. Jeg er introvert og trives bedst i mindre forsamlinger.

 

Desværre er mit resting bitch face og mit jeg-føler-mig-akavet-og-malplaceret-ansigt mere eller mindre det samme. Jeg har ofte befundet mig i sociale sammenhænge, hvor jeg burde gå rundt og hilse smilende på folk, men er endt i et hjørne med en slatten drink i hånden og stirret intenst på mine neglebånd, for ikke at få tilfældig øjenkontakt med nogen af de tilstedeværende, fordi jeg føler mig yderst utilpas, men folk har tydet det, som om jeg har følt mig hævet over dem.

 

Jeg har flere gange, af omveje, fået at vide, at folk synes, jeg virker kold og utilnærmelig. Uden at være klar over det, har jeg mestret at se kølig ud på overfladen, selvom mit indre er fuld af ringeklokker, brandalarmer, skrigende børn og Wagners ouverture fra Den Flyvende Hollænder. Jeg er faktisk ret varm, men i sådan nogle situationer, hvor der er mange mennesker, som jeg ikke kender, bliver jeg hyperbevidst omkring alt ved min krop. Min tunge føles alt for stor, og jeg bruger en del tid på at finde ud af, hvordan jeg skal placere den i min mund, så jeg ikke kommer til at bide mig selv i den, når jeg pligtopfyldende tager imod en sød, lille kanapé. Mine arme virker også unaturligt lange, så jeg lægger dem over kors, så folk ikke begynder at stirre på dem.

 

Når jeg endelig prøver at tale med folk, som jeg ikke kender i forvejen, bliver det stort set altid utroligt pinligt, fordi jeg ikke kan finde ud af at tale om ingenting på en charmerende måde. Sidste sommer var jeg til en vens fødselsdag, og han var den eneste jeg kendte til festen. Han kunne naturligvis ikke underholde mig hele aftenen, da han var værten og derfor skulle tale lidt med alle. Den første halve time var ikke rar. Jeg dukker op til havefesten, hvor der allerede er 13-14 mennesker, som alle kender hinanden. Jeg sætter mig på kanten af en bænk og bunder hurtigt tre glas champagne, fordi … hvad gør man ellers i sådan en situation? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg vil faktisk gerne vide det. Jeg falder i snak med en professor, som vist kun taler til mig for at være høflig, og som ret hurtigt undskylder og siger, at han må forlade mig for at gå på det lille hus. Han kommer ikke tilbage til sin plads. Om min ven lægger mærke til, at jeg føler mig utilpas eller om det er et rent tilfælde, ved jeg ikke, men lige da jeg skal til at forlade festen, fordi jeg ikke kan holde det ud længere, introducerer min ven mig for en af hans venner, og han bliver endda i nogle minutter og sætter samtalen lidt i gang, og jeg begynder at slappe af. Jeg taler med manden i ret lang tid, nok ca. en times tid, og først der går det op for mig, at jeg har brugt mindst 90% af tiden på at tale om rengøring og rengøringsprodukter, mens han bare har stået og nikket lidt en gang imellem. Da han også undskylder og siger, at han må forlade mig, for at gå på toilettet, men i stedet går direkte over og taler med nogle andre, går det op for mig, at han bare har ventet på at kunne slippe væk fra mig og min Cillit Bang-monolog.

 

Dette resulterer i, at jeg bliver endnu mere bevidst om, hvor akavet jeg er i store forsamlinger, så jeg inhalerer en masse vodkashots og sætter mig på en skammel i et hjørne og kigger på alle de grinende og dansende gæster, som nyder hvert et sekund af dette bakkanal. Det var det øjeblik i 2018, hvor jeg følte mig allermest ensom.

 

Så hvis du møder mig til en fest og falder i snak med mig, skal du bare vide, at jeg godt ved, at det ikke er superinteressant at høre på mine lange tirader om rengøringsprodukter, der indeholder parfume, men jeg er simpelthen gået i panik og aner ikke, hvad jeg skal sige til dig. Du må meget gerne hjælpe mig med at skifte emne. På den måde kan det være, at jeg kan føle mig en smule mindre ensom til fremtidens sociale arrangementer.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault