Jeg føler mig mest ensom i store forsamlinger

Hvordan jeg har det indeni, når jeg er til en fest, hvor jeg ikke kender nogen.

 

Jeg hader at mingle, smalltalke og møde flere nye mennesker på samme tid. Jeg har brug for alenetid og stilhed for at lade mine mentale batterier op. Jeg bliver ofte lettet, når en person aflyser aftaler. Jeg kan sagtens være helt alene i en uge uden at savne andre menneskers selskab. Jeg er introvert og trives bedst i mindre forsamlinger.

 

Desværre er mit resting bitch face og mit jeg-føler-mig-akavet-og-malplaceret-ansigt mere eller mindre det samme. Jeg har ofte befundet mig i sociale sammenhænge, hvor jeg burde gå rundt og hilse smilende på folk, men er endt i et hjørne med en slatten drink i hånden og stirret intenst på mine neglebånd, for ikke at få tilfældig øjenkontakt med nogen af de tilstedeværende, fordi jeg føler mig yderst utilpas, men folk har tydet det, som om jeg har følt mig hævet over dem.

 

Jeg har flere gange, af omveje, fået at vide, at folk synes, jeg virker kold og utilnærmelig. Uden at være klar over det, har jeg mestret at se kølig ud på overfladen, selvom mit indre er fuld af ringeklokker, brandalarmer, skrigende børn og Wagners ouverture fra Den Flyvende Hollænder. Jeg er faktisk ret varm, men i sådan nogle situationer, hvor der er mange mennesker, som jeg ikke kender, bliver jeg hyperbevidst omkring alt ved min krop. Min tunge føles alt for stor, og jeg bruger en del tid på at finde ud af, hvordan jeg skal placere den i min mund, så jeg ikke kommer til at bide mig selv i den, når jeg pligtopfyldende tager imod en sød, lille kanapé. Mine arme virker også unaturligt lange, så jeg lægger dem over kors, så folk ikke begynder at stirre på dem.

 

Når jeg endelig prøver at tale med folk, som jeg ikke kender i forvejen, bliver det stort set altid utroligt pinligt, fordi jeg ikke kan finde ud af at tale om ingenting på en charmerende måde. Sidste sommer var jeg til en vens fødselsdag, og han var den eneste jeg kendte til festen. Han kunne naturligvis ikke underholde mig hele aftenen, da han var værten og derfor skulle tale lidt med alle. Den første halve time var ikke rar. Jeg dukker op til havefesten, hvor der allerede er 13-14 mennesker, som alle kender hinanden. Jeg sætter mig på kanten af en bænk og bunder hurtigt tre glas champagne, fordi … hvad gør man ellers i sådan en situation? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg vil faktisk gerne vide det. Jeg falder i snak med en professor, som vist kun taler til mig for at være høflig, og som ret hurtigt undskylder og siger, at han må forlade mig for at gå på det lille hus. Han kommer ikke tilbage til sin plads. Om min ven lægger mærke til, at jeg føler mig utilpas eller om det er et rent tilfælde, ved jeg ikke, men lige da jeg skal til at forlade festen, fordi jeg ikke kan holde det ud længere, introducerer min ven mig for en af hans venner, og han bliver endda i nogle minutter og sætter samtalen lidt i gang, og jeg begynder at slappe af. Jeg taler med manden i ret lang tid, nok ca. en times tid, og først der går det op for mig, at jeg har brugt mindst 90% af tiden på at tale om rengøring og rengøringsprodukter, mens han bare har stået og nikket lidt en gang imellem. Da han også undskylder og siger, at han må forlade mig, for at gå på toilettet, men i stedet går direkte over og taler med nogle andre, går det op for mig, at han bare har ventet på at kunne slippe væk fra mig og min Cillit Bang-monolog.

 

Dette resulterer i, at jeg bliver endnu mere bevidst om, hvor akavet jeg er i store forsamlinger, så jeg inhalerer en masse vodkashots og sætter mig på en skammel i et hjørne og kigger på alle de grinende og dansende gæster, som nyder hvert et sekund af dette bakkanal. Det var det øjeblik i 2018, hvor jeg følte mig allermest ensom.

 

Så hvis du møder mig til en fest og falder i snak med mig, skal du bare vide, at jeg godt ved, at det ikke er superinteressant at høre på mine lange tirader om rengøringsprodukter, der indeholder parfume, men jeg er simpelthen gået i panik og aner ikke, hvad jeg skal sige til dig. Du må meget gerne hjælpe mig med at skifte emne. På den måde kan det være, at jeg kan føle mig en smule mindre ensom til fremtidens sociale arrangementer.

Celleforandringer og vævsprøver

Mit ansigt, når jeg er overbevist om, at min livmoderhals prøver at slå mig ihjel.

 

I starten af december 2018 ringede jeg til min læge for at få fornyet min recept på p-piller. Det tager som regel få sekunder, og receptionisten plejer at sige, at jeg kan hente dem på hvilket som helst apotek efter kl. 14 samme dag. Det gjorde hun ikke denne gang. Hun spurgte mig om, hvor længe siden det var, at jeg havde fået målt mit blodtryk, fordi nu var jeg jo 31 og det var en alder, hvor risikoen for blodpropper, når man er på p-piller, stiger. Så jeg fik en tid til blodtryksmåling. Lige da jeg skulle til at lægge på, spurgte hun mig, hvornår jeg sidst havde fået lavet en celleskrabsprøve, og jeg svarede, at jeg vist ikke havde fået lavet en eneste endnu. Pludselig forvandlede receptionisten sig til alles bekymrede – og strenge – mor. Hun sagde noget om, at det altså ikke var okay. Noget med, at jeg skulle tage imod dette tilbud. Noget med, at jeg skulle passe bedre på mig selv. Noget med, at jeg var ung (men åbenbart næsten for gammel til p-piller) og havde et langt liv foran mig, hvis jeg vel at mærke tog visse forholdsregler. Så vi aftalte, at jeg også lige ville få lavet sådan en celleskrabsprøve, når jeg alligevel skulle komme forbi og have målt mit blodtryk.

 

Alt gik strygende på dagen. Mit blodtryk var fænomenalt, hvilket betyder, at jeg kan fortsætte på p-piller i nogle år endnu. Celleskrabsprøven tog ikke mange sekunder, og så kunne jeg drøne ud i verden igen og leve mit bedste liv. Indtil fredag d. 21. December (få timer inden jeg gik på juleferie), hvor jeg fik en mail med svar på celleskrabsprøven. Der stod, at der desværre var tegn på celleforandringer på min livmoderhals, og at jeg derfor skulle bestille en tid hos en gynækolog, som kunne foretage nogle flere undersøgelser på mig.

 

Så gik jeg ellers rundt i 12 dage, henover jul og nytår, hvor vores samfund lukker ned og alt er det rene anarki, og ventede på, at de forskellige gynækologklinikker åbnede igen, så jeg kunne ringe og bestille en tid.

 

Da jeg dukkede op tirsdag d. 15. januar til min tid, anede jeg ikke rigtigt, hvilke slags undersøgelser, gynækologen ville foretage. Det viste sig, at hun skulle tage nogle vævsprøver af min livmoderhals. ”Jeg klipper nogle stykker af din livmoderhals”, sagde hun. Det lyder voldsomt, ik’? Jeg forestillede mig, at hun ville stikke en fjerkræssaks op i mig, og så bare klippe løs indtil hun fik den klump kød, hun skulle bruge. Heldigvis foregik det hele en smule mere humant. Hun lagde en lokalbedøvelse i min livmoderhals, som virkede efter et minut, og så tog hun nogle vævsprøver. Jeg har ingen idé om, hvor store sådan nogle vævsprøver er. Jeg havde ikke lyst til at se kødklumperne (som nok ikke har været klumper). Bagefter forklarede hun mig, at jeg ville bløde i nogle dage, men at det selvfølgelig var helt normalt, og at der ville gå en uge, og så ville jeg få svar via mail. Hun fortalte mig, at hvis mine celleforandringer er lette, så får jeg lov til at gå og passe mig selv i et år, og så skal jeg op til min egen læge og have taget en ny celleskrabsprøve. Lette celleforandringer kan nemlig godt gå i sig selv igen. Hvis det er moderate celleforandringer, får jeg lov til at gå og passe mig selv i seks måneder, og så skal jeg tilbage til gynækologen og have taget flere vævsprøver. Hvis det er svære celleforandringer, skal jeg havde foretaget en kegleoperation. Ved en kegleoperation får man fjernet … øhn … et lille stykke af … livmoderhalsen? Der hvor celleforandringerne forekommer. Ja, jeg har ikke helt styr på den del, fordi jeg virkelig håber, at det bare er lette celleforandringer. Og hvis jeg læser for meget om svære celleforandringer og kegleoperationen, inden jeg kender svarene på prøverne, så bliver jeg bims. Allerede nu føler jeg, at min livmoderhals er en slimet, grøn alien, der engang på en lejrskole i 6. klasse kravlede op i mig, og har ligget i dvale indeni mig i næsten 20 år, og nu er den så småt ved at vågne, og den har tænkt sig at lægge kræft-æg i min livmoder, som kommer til at eksplodere en sommerdag, hvor jeg ligger på Bryggen og soler, og så er der indvolde, blod, slim og kræft-klumper over det hele.

 

I nat drømte jeg, at alle mine hårsække i virkeligheden var bittesmå biller, og når jeg fik gåsehud, så var det dem, der var sultne og lå og råbte og skreg lige under mit yderste lag hud. Da jeg vågnede havde jeg lyst til at tage en kartoffelskræller og fjerne al min hud. Jeg føler, at den drøm har noget at gøre med alle mine tanker omkring min livmoderhals, som jeg faktisk bare har lyst til at flå ud af mit underliv.

 

Men ja, jeg prøver at slå koldt vand i blodet. I hvert fald indtil jeg får svar på prøverne i starten af næste uge.

Blokerer jeg dig på et socialt medie, skal du ikke kontakte mig på et andet

Mit ansigt når folk brokker sig over, at jeg har blokeret dem.

 

Tidligere i dag skrev en kvinde følgende besked til mig på Facebook: ”Så dit bedste feedback, var at blokere mig? Det er satme modent Katrine.”

 

Jeg blokerer en hel del mennesker på Instagram, så jeg ved ikke, hvad hun har skrevet til mig, for at jeg har blokeret hende. Jeg blokerer folk, som går ind på min profil og pisser mig af. Det kan være, hvis en person insisterer på at give uopfordrede råd, selvom jeg har frabedt mig dem. Det kan være, hvis en person bliver ved med at sende beskeder med seksuelt indhold til mig. Det kan være, hvis en person udsætter mig for sealioning (hvis du ikke ved, hvad det er, så læs her mit indlæg om det). Der kan også være andre grunde. Men det er mine grunde. Og da det er min profil, så bestemmer jeg, hvad jeg vil finde mig i. Der er helt sikkert masser af mennesker, der føler, at det er småligt eller uretfærdigt eller irriterende, at jeg har blokeret dem, men som Sus ville have sagt: ”Bare ærgerligt, Sonny boy.”

 

Jeg skal hverken forklare eller retfærdiggøre, at jeg har blokeret en bestemt person. Jeg værner om mit mentale helbred, og hvis jeg kan mærke, at en person på sociale medier får mig til at skære tænder, så ser jeg ingen grund til, at jeg skal blive ved med at give dem lov til at være inde i mit virtuelle hjem.

 

Jeg har tit fået kastet ytringsfrihedskortet i hovedet, når jeg taler om, at jeg blokerer folk. Men ytringsfrihed er ikke det samme som ytringspligt. Og bare fordi vi har ytringsfrihed, så betyder det ikke, at du kan sige eller skrive hvad som helst, der falder dig ind og så slippe for konsekvenser. Alt du gør og siger har konsekvenser. Jeg er med på, at jeg har mange følgere på sociale medier, og at jeg udtaler mig om ting i radioen, på tv og i aviser, og derfor skriver fremmede folk ting om mig og til mig. Mine SoMe-profiler er åbne, fordi jeg gerne vil gå i dialog med disse mennesker, hvis de kontakter mig på en konstruktiv måde. Men når jeg modtager beskeder som: ”Smil noget mere”, ”hvorfor er du så negativ?”, ”det er synd, at du har klippet dit hår kort”, ”jeg vil gerne kneppe din røv”, ”fuck, hvor er du dum at høre på”, så har jeg ingen interesse i at kommunikere med de mennesker, der står bag den slags beskeder.

 

Hvis jeg inviterer folk ind i mit hjem, så forventer jeg, at de opfører sig pænt. Hvis jeg beder dem om at tage skoene af, så skal de gøre det. De får ikke lov til at blive i mit hjem ved at nægte at gøre det og fortælle mig, at hjemme hos dem, der går de altså med sko indenfor. I don’t give a fuck. I dit hjem følger jeg dine regler, og hvis jeg ikke bryder mig om dine regler, så skrider jeg. Jeg forlanger det samme i mit hjem. Og det gælder også i mine virtuelle hjem.

 

Alle folk har ret til at sætte deres grænser, og vores grænser ligger vidt forskellige steder, og det er helt okay. Noget jeg finder grænseoverskridende, finder du måske småsjovt.

 

Jeg svarede kvinden, som skrev til mig på Facebook tidligere, og derefter blokerede jeg hende også der.

 

Nissevenlegen skal brænde op i helvede

 

Jeg kunne godt skrive, at mit had til nissevenlegen – som forpester ens liv fra de små klasser i folkeskolen til the sweet release of death – er baseret på det økonomiske aspekt. At børn fra fattige familier, der ikke har råd til at give små gaver til deres nissevenner i december, bliver holdt uden for fællesskabet, og at de hver dag bliver mindet om, at de er fattige, når de ser de andre børn give og modtage mandariner, chokolader, vaniljekranse og meget andet godt. Jeg kunne også godt bilde jer ind, at jeg var et antikapitalistisk væsen, som afskyer forbrug for forbrugets skyld. Måske kunne jeg også lige være rigtig selvsmagende og påpege, at alle de penge vi bruger på nissevenlegen (og raflegaver) kunne blive brugt på at hjælpe fattige til at få en hyggeligere jul.

 

I virkeligheden handler det om, at jeg ikke gider at bruge tid, energi og penge på folk, som jeg mere eller mindre er ligeglad med. Og jeg gider ikke at have en eller anden tilfældig kollegas hjemmebagte og yderst nassede brunkager. Jeg gider ikke at møde på arbejde og finde mit bord dækket af flormelis og julekugler – som skete for et par dage siden – fordi jeg har en rigtig fræk drille-nisseven, som sikkert har siddet og fnist bag en computerskærm, da jeg sukkede højlydt og satte mig ved et andet bord og ignorerede min vante plads. Jeg gider ikke at sidde den sidste dag på jobbet inden juleferien og gætte på, hvem der er min nisseven, kun for at gætte forkert, mens alle griner, fordi intet spændende sker i deres liv og The Big Nisseven Reveal er det sjoveste de har oplevet i hele 2018. ”Eeeeejj, Katrine. Det er da ikke Niels, der er din nisseven; det er mig. Tihi.”

 

Når det kommer til nisser og nissevenner, så må jeg erklære mig enig med frikirkepræst Jon Knudsen, når han siger følgende: ”De kommer jo fra helvedet. Det er åndsvæsener. Der er to tilgange til dem: Enten prøver man at please dem, bliver gode venner med dem og får samhørighed med dem. Eller også gør man som kirken siger, man skal gøre. De skal udryddes og nedmanes.”

 

Og hvis du sidder og tænker, at jeg har en overdrevet negativ attitude til nissevenlegen, fordi det jo bare er sjov og ballade, så misunder jeg dig. Jeg misunder dig din barnlige tilgang til jul, nisser og overraskelser. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå fnisende igennem hele december ved bare at placere en guldmalet grankogle på en kollegas bord. Jeg ville ønske, at jeg elskede at smage på halvfremmede menneskers hjemmebag. Jeg ville ønske, at et uventet marcipanbrød klistret fast til min kontorstol gjorde mig varm om hjertet. Men det er bare irritationsmomenter i min hverdag, som jeg skal prøve at undvige, uden at virke som en kold og nederdrægtig heks. For er der noget, som kan såre en danskers følelser, så er det hvis man ikke krøller sig sammen af taknemmelighed og fælder en glædestårer over at være en del af nissevenlegen.

 

 

 

Uopfordrede råd er værre end uopfordrede dick pics

Mit ansigtudtryk, når folk kommer med “gode” råd, som jeg ikke har bedt om.

 

Jeg føler, at jeg bør starte dette indlæg med en disclaimer: Jeg synes ikke, at det er i orden at sende dick pics til folk, medmindre man har fået lov.

 

Men når det så er sagt, vil jeg gerne tale lidt om, hvor voldsomt provokerende uopfordrede råd er. I min verden er uopfordrede råd værre end uopfordrede dick pics. Og nu taler jeg kun om dick pics, og ikke om de ord, der nogle gange følger med billedet, for de kan virkelig være grænseoverskridende. Ting som ”jeg ville elske at se min pik mellem dine bryster”, ”bare jeg kunne få lov at pule din røv” og ”du ville være så smuk med min pik i munden” er eksempler på beskeder jeg har modtaget fra fremmede mænd, som samtidig har sendt mig et dick pic. Men et sølle dick pic, uden en klammemandsbesked vedhæftet, kan ikke få mig op i det røde felt. Det kan næsten være lidt underholdende. Og inden du som fyr tænker, at det her betyder, at jeg gerne vil have dick pics, så skal du vide, at jeg viser uopfordrede dick pics til alt og alle. De bliver hevet frem til julefrokoster, påskefrokoster, foredrag og fester, og så sidder vi og griner af jer, fordi jeg bestemt ikke censurerer jeres navne.

 

Tilbage til de uopfordrede råd.

 

Jeg får dem hele tiden. Og de irriterer mig mere end kærestepar, der holder i hånden, mens de cykler ved siden af hinanden på en smal cykelsti i København i myldretiden.

 

Jeg lægger måske en story op på Instagram, hvor jeg konstaterer, at min hårafblegning er gået galt, og jeg har fået gult hår. Og et par minutter senere svømmer min indbakke med beskeder, der fortæller mig, at silver shampoo er løsningen på alle livets problemer. Eller jeg laver et opslag, der handler om, at jeg lige har nogle dage, hvor jeg har det lidt svært med min krop, og straks siver alle de åh så livskloge typer op gennem gulvbrædderne og befaler, at jeg skal læse den her geniale selvhjælpsbog, som reddede deres indholdsløse liv, fordi den fortalte dem, at de bare skulle drikker mere vand og meditere. Og jeg er med på, at alle jer, der sender uopfordrede råd sikkert gør det af et godt hjerte, men vil I ikke godt stoppe? Please? Det føles som hvis jeg lægger et nøgenbillede op og nogen mener, at de så frit må kritisere min krop, fordi jeg jo ”selv beder om det” ved at lægge sådan et billede op. Medmindre jeg skriver noget i stil med ”hvad er din ærlige mening om min krop?”, så gider jeg ikke at læse kommentarer som ”du burde træne lidt mere” eller ”du ville være endnu smukkere, hvis du lod dit hår gro ud”. Negative kommentarer på Instagram omkring min krop kommer som regel fra mænd, men uopfordrede råd kommer som regel fra kvinder.

 

Kvinder som får et lille adrenalin-kick af at vide et eller andet, som de tror en anden ikke ved, for så kan de sige ”hey, hør her, jeg ved ting, og jeg siger det jo kun for at hjælpe”. Hvis jeg ikke direkte beder om råd eller vejledning, så er jeg ikke interesseret i din komplet tåbelige henvisning til homøopaten Thomas, som åbenbart gav dig en helt ny energi og indre ro. Send mig hellere et pussy pic.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault